Carla Mickelborg: Min mor er mit forbillede

Mandag, 8. februar 2010
af Redaktion
Privat er hun anderledes sprælsk end den pæne og ordentlige Søs, vi kender fra filmlærredet. Her og nu kan hun opleves i ”Far til fire på japansk”. Men også uden for familiekomediens verden skal vi nok komme til at se meget mere til Carla Mickelborg, som er i fuld gang med at skabe sig en fremtid som skuespiller
Foto: Birger Vogelius
Foto: Birger Vogelius

Af Johan Isbrand

Hvor står du i dit liv lige nu?
- Der, hvor jeg er flyttet hjemmefra og prøver at få en karriere inden for skuespil.
For tiden afventer jeg svar på, om jeg er kommet ind på en af landets tre teaterskoler i år.
Samtidig er jeg med i teatergruppen Taskforce, der hører under Betty Nansen Teatret. Vi tager bl.a. ud på skoler og optræder med historier fra vores eget liv.
Jeg har fået mig en agent og går til forskellige castings.
Og for at få det hele til at hænge sammen økonomisk arbejder jeg som bartender på Betty Nansen om aftenen.

CARLA MICKELBORG

Fulde navn: Carla Chloe Mickelborg
Født: 2. november 1988 på Frederiksberg
Bopæl: Østerbro
Stilling: Skuespiller
Ægteskabelig status: Single
Børn: Ingen

Hvem har betydet mest for dig?
- Min mor.
Med en far, der mildt sagt aldrig har været der for mig, er jeg til gengæld heldig at have en mor, som har været der i abnormt høj grad.
Vi har kunnet drøfte alt muligt, og det har nok gjort mig hurtigt voksen, men også givet mig forståelse for mennesker.
Hun har også været meget hjemme. Som kunstner, webdesigner og coach har hun aldrig haft et otte til fire-job, og også på det område har hun været et forbillede for mig.

Hvordan slapper du bedst af?
- Hjemme hos min mor iført grimt og løst tøj, uden makeup og med en bog i hånden eller fjernsynet kørende.
Jeg slapper også rigtigt godt af med min bedste veninde Mette. Vi har begge været single i så lang tid, at der er kommet et meget dybt venskab ud af det.

Hvad kan du lide at læse?
- Bøger, som er velskrevne, og både har et farverigt sprog og et indhold, man kan forholde sig til.
Senest har jeg læst "Hundehoved" af Morten Ramsland. Den har både humor og dybde, slutter Carla Mickelborg.

Læs også om far til fire, Niels Olsen

Læs om den nyeste "Far til fire - på japansk"