Jeg kunne ikke græde mere

Mandag, 26. juli 2010
af Redaktion
I barndommen havde Sanne Jensen ingen problemer med at være dværg, men da hun blev teenager og jævnligt hørte sig omtalt som ”hende dværgen”, søgte hun tilflugt i en drømmeverden, som hun nær ikke var kommet levende ud af igen
Foto: Birger Vogelius
Foto: Birger Vogelius

Af Erik Petersen

Lige nu er 21-årige Sanne Jensen både stolt og glad.
I et år har hun læst på VUC i Roskilde og kan nu rigtig nyde ferien vel vidende, at hun fik to flotte 12-taller.
- Det må du altså godt lige nævne i artiklen, ler Sanne.
Hun har et dejligt smil, som hendes liv desværre har givet hende alt for få anledninger til at bruge.

VIDSTE DU...

Der findes anslået 300-400 dværge i Danmark.
Dværgvækst er en fællesbetegnelse for flere hundrede former for væksthæmning. Den hyppigste form, achondroplasi, skyldes oftest nye mutationer.
Typisk for dværgvækst, ud over højden, er smerter og problemer med skelettets udvikling, som kan medføre buede lemmer samt særlig ansigts- og hovedform.
Den grovmotoriske udvikling kan være forsinket, og der kan være fejludvikling af led, ryg og det indre øre.
Det anderledes udseende kan give psykosociale problemer.

Jeg var bange
I barndommen havde Sanne ingen problemer med at være dværg, men i starten af teenageårene ændrede det sig totalt.
Nu hørte hun sig jævnligt omtalt som "dværgen", som en "den", og en smerte begyndte at vokse i hende.
- Det var, da ens udseende begyndte at betyde noget, at problemerne begyndte, forklarer Sanne. - Pludselig handlede alt om kærester, tøj og fester for mine venner.
Jeg kunne sagtens snakke med en fyr, det blev bare aldrig til mere, så jeg fik ingen kæreste, men derimod tit bekræftet, at min identitet var "hende dværgen".
Så da jeg alligevel ikke kunne få det liv, jeg gerne ville, begyndte jeg at leve mig ind i en drømmeverden. Den var også meget nemmere at være i end i det virkelige liv, så det blev meget med bare at sidde hjemme og se film, siger hun og fortsætter:
- Men på et tidspunkt tog det så meget overhånd, at jeg stort set stoppede med at spise og derfor tabte halvdelen af mit hår.
På kort tid tabte jeg syv kilo og begyndte at få tvangstanker. Jeg blev bange for at blive syg og for at gøre noget forkert og gøre andre kede af det.
Jeg blev bange for mange ting, som nok ikke er så store i andres øjne, men var det i mine.

Mit vendepunkt
Sannes familie opfangede signalerne og handlede derefter.
Hun kom til både psykolog og psykiater og fik ordineret piller mod depression og angst.
- Det hjalp på mine tvangstanker, men ikke på mit egentlige problem: At jeg var dværg og samtidig en ung pige, der ville en hel masse ligesom alle andre.
Det var især i den periode, Sanne græd meget, ulykkelig over aldrig at kunne nå sine drømmes mål.
Sådan forestillede hun sig det i hvert fald.
- Jeg græd kun, når jeg var alene, andre skulle ikke se mine tårer.
Kom der nogen, kunne jeg stoppe min gråd på et halvt sekund.
Men til sidst havde jeg været ked af det så mange gange, at dét med gråd ligesom var overstået. Der var bare ikke flere tårer tilbage…
- Derfor sagde jeg til mig selv, at nu måtte jeg enten leve med det, som det var, eller også kunne jeg selv vælge at lade være. Jeg gjorde mig nogle meget grumme tanker i den periode...
Det blev et afgørende vendepunkt, som gav Sanne nyt mod på livet igen, og senest har hun afsluttet et år på VUC, hvor hun som nævnt opnåede topkarakterer.

Læs flere artikler om kvinder, der tog deres liv i egne hænder