Hvis det var min søn, der skulle i krig

Af chefredaktør Anette Kokholm

Lad mig først understrege: Ingen af mine sønner skal i krig, de har ikke engang en soldateruddannelse. Og min svigersøn, som ellers snart er færdig som søofficer, skal heller ingen steder lige nu, så vidt jeg ved da.

SE OGSÅ: Alle Familie Journals konkurrencer og deltag her >>

Så det er ikke, fordi det er aktuelt for mig. Men da jeg læste denne uges gribende artikel om en mor og hendes tanker om sønnens krigsfærd, så kunne jeg næsten fysisk mærke, hvor forfærdeligt det må være.

I virkeligheden tror jeg faktisk, det er værre, når det er ens søn, end hvis det var ægtefællen. Ikke fordi man nødvendigvis holder mere af sine børn end sin mand, men fordi der er noget ultimativt i dette med at have givet liv.

En del af noget større

De fleste mødre husker tydeligere end noget andet det øjeblik, hvor man får det lille nyfødte barn i armene og forstår, at man er en del af noget større end bare sig selv. At livet fortsætter gennem ens eget blod, og at man over alt andet nu vil prioritere at beskytte og nære det lille nye væsen.

Selv kan jeg stadig blive forbavset, når mit lille pus har forvandlet sig til en voksen mand, og jeg kan ofte blive bekymret over, hvad der kan tilstøde dem af ondt. Og at deltage i en krig må vel siges at være noget af det farligste, man kan udsætte sig for.

Så læs den dejlige artikel på side 6 i ugens blad. Den giver stof til eftertanke.

Venlige hilsner

Meld dig ind i Familie Journals Slankeklub her

Ris og ros til Anette: redaktionen@familiejournal.dk.

Tilmeld dig Familie Journals nyhedsbrev her
Vil du være Facebook- venner med os på Familie Journal, "Jeg elsker at strikke" og "Jeg elsker kage"