
Min datter på syv år trives generelt, er glad for skolen og har en del små veninder, men desværre er hun ofte nødt til at blive hjemme på grund af hovedpine.
Jeg er begyndt at overveje, om hun kunne have migræne, men kan så små børn virkelig få det?
Mvh. G
Små børn kan sagtens have migræne. Undersøgelser har vist, at halvanden-fem procent af børn med tilbagevendende hovedpine faktisk har migræne.
Migræne hos børn viser sig typisk ved tilbagevendende hovedpine i anfald af en time og op til tre dages varighed. Smerterne kan både være ensidige og i begge sider af hovedet, mens voksne med migræne har ensidig hovedpine.
Smerterne beskrives som pulserende og af moderat til svær styrke. De forværres ved normal, fysisk aktivitet som for eksempel trappegang. Der skal, hvis diagnosen stilles, være andre symptomer under hovedpineanfaldene som lys- eller lydoverfølsomhed, kvalme eller opkastninger.
Børn kan også have migræne med aura, hvor der forekommer syns-, tale- eller føleforstyrrelser, der typisk svinder, før hovedpinen kommer.
Jeg ved ikke, om du genkender noget af ovenstående, og der kan i øvrigt være mange andre årsager til dit barns hovedpine som for eksempel dårligt syn eller muskelspændinger.
Jeg synes, jeres læge skal involveres, da jeg fornemmer, det er et hyppigt problem, som påvirker skolegangen, og det er selvfølgelig ikke holdbart i længden.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.