

I et studie har forskere fra Western University i Canada og Brigham Young University i USA analyseret 30 undersøgelser med i alt 19.469 personer for at finde ud af, hvilket barn i søskendeflokken der oftest bliver favoriseret.
Forskerne så på faktorer som barnets alder, køn, temperament og personlighedstræk og sammenlignede dette med, hvordan forældrene behandlede børnene.
Resultaterne viser et tydeligt mønster:
Både mødre og fædre har en tendens til at favorisere døtre. Derudover får børn, der er ansvarsfulde og organiserede, en bedre behandling, muligvis fordi de er nemmere at håndtere.
De ældste søskende får mere frihed, men det kan skyldes, at de betragtes som mere modne.
Favorisering kan komme til udtryk på forskellige måder, ifølge forskerne. Det kan handle om, hvordan forældrene interagerer med barnet, hvor mange penge de bruger på det, og hvor meget kontrol de udøver.
Forskerne understreger, at forskelsbehandling kan have langvarige konsekvenser for familiedynamikken og børnenes mentale helbred.
– At forstå disse nuancer kan hjælpe forældre og fagfolk med at genkende potentielt skadelige familiemønstre. Det er afgørende at sikre, at alle børn føler sig elsket og støttet, udtaler Alexander Jensen, som er adjunkt ved Brigham Young University, i en pressemeddelelse.
Han håber, at resultaterne kan få forældre til at indse, hvordan de kan behandle alle deres børn retfærdigt og ens.
Kilde: Psychological Bulletin
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.