Strik en lækker sweater

Søndag, 22. september 2013
af Redaktionen, opskriften er leveret af Alt om håndarbejde
Gratis strikkeopskrifter! Strikket sweater i støvet rosa - sweateren har smukt snoningsmønster for og bag, mens dobbelt perlestrik pynter i siderne
Alt om håndarbejde strikkeopskrift rosa sweater

Strikkeopskrift på sweater med fletmønster

Opskriften er leveret af Alt om håndarbejde

Størrelser: S (M) L (XL)
Materialer: Loden fra Gepard. Indhold: 50 % lammeuld, 25 % viskose, 25 % alpakauld. Løbelængde: 50 g = 110 m.
Garnforbrug: 10 (11) 12 (13) ngl - fv 815 rosa
Overvidde: 88 (96) 104 (112) cm
Hel længde: 60 (61) 62 (63) cm
Pinde: Jumperp nr 4½ og 5, rundp nr 4½ (40 cm)
Tilbehør: Knapper 22 mm, 3 stk fra Birk Sytilbehør

Strikkefasthed: 18 m glat eller dobbelt perlestrik = 10 cm i bredden på p nr 5.

Dobbelt perlestrik:
1. p: Strik (1 ret, 1 vr) p hen.
2. p: Strik som m viser.
3. p: Strik (1 vr, 1 ret) p hen.
4. p: Strik som m viser.
Gentag p 1-4.

Diagram: Kan hentes ved at klikke her
Kan du ikke åbne diagrammet? Prøv dette link: Diagram som PDF

For vejledning til denne opskrift skriv til help@burdanordic.com

Populære strikkeopskrifter på familiejournal.dk

Ryg:
Slå 90 (98) 106 (114) m op på p nr 4½ og strik rib. Første p er fra vr-siden og strikkes: 2 vr, strik (2 ret, 2 vr) p hen. Fortsæt i rib som m viser til ribben måler 4 cm, idet der på sidste p af ribben tages jævnt ud til 97 (105) 113 (121) m. Skift til p nr 5 og mønster med denne inddeling: Kant-m ret, 5 (9) 13 (17) m dobbelt perlestrik, 85 m mønster efter diagrammet, 5 (9) 13 (17) m dobbelt perlestrik, kant-m ret. Fortsæt i mønster med denne inddeling. Gentag diagrammets 16 p. Tag samtidig 1 m ind i begge sider når arb måler 10 cm og derpå med 3 cm ´s mellemrum i alt 4 gange = 89 (97) 105 (113) m. Tag 1 m ud i hver side (1 m fra kanten) når arb måler 20 cm og derpå med 3 cm's mellemrum i alt 4 gange = igen 97 (105) 113 (121) m. Når arb måler 41 cm, lukkes af til ærmegab i begge sider, på hver 2. p, for 3, 2, 1, 1 (4, 2, 1, 1, 1) 4, 2, 2, 1, 1 (4, 3, 2, 1, 1, 1) m = 83 (87) 93 (97) m. Når ærmegabet måler 17 (18) 19 (20) cm, hviler de midterste 47 (49) 51 (53) m til hals og hver side strikkes færdig for sig. Venstre skulder (når man har blusen på): Luk af til skrå skulder på hver p fra ærmegabssiden for 6, 6, 6 (6, 6, 7) 7, 7, 7 (7, 7, 8) m. Højre skulder: Strik 3-4 p mønster. Luk derpå af til skulder på hver p fra ærmegabssiden for 6, 6, 6 (6, 6, 7) 7, 7, 7 (7, 7, 8) m.

Forstykke:
Strikkes som ryggen til arbejdet er 7 cm kortere end denne. Lad de midterste 27 (29) 31 (33) m hvile til hals og strik hver side færdig for sig. Luk af mod halssiden, på hver 2. p, for yderligere 3, 2, 2, 1, 1, 1 m. Strik skulder i samme højde og på samme måde som på ryggen.

Ærme:
Slå 42 (42) 46 (50) m op på p nr 4½ og strik 4 cm rib som på ryggen, idet der på sidste p af ribben tages jævnt ud til 49 (51) 53 (57) m. Skift til p nr 5 og mønster med denne inddeling: Kant-m ret, 5 (6) 7 (9) m dobbelt perlestrik, de 37 midterste m af diagrammet (se markering i diagram), 5 (6) 7 (9) m dobbelt perlestrik, kant-m ret. Tag 1 m ud i hver side når arb måler 6 cm og derpå med 6 (5) 4 (4) cm's mellemrum i alt 6 (7) 9 (10) gange = 61 (65) 71 (77) m. De nye m strikkes i dobbelt perlestrik efterhånden som de opstår Når arb måler 46 (45) 44 (43) cm, lukkes af til ærmekuppel i begge sider, på hver 2. p, for 4, 2, 2 m, derpå for 1 m 7 (9) 9 (9) gange, og til slut for 2 m 3 (3) 4 (5) gange og for 3 m 2 gange. Luk de resterende 7 (7) 9 (11) m af på én gang. Strik et ærme magen til.

Montering:
Sy højre skuldersøm. Strik med rundp nr 4½ ca 104 (108) 112 (116) m op langs halsudskæringen (inkl de hvilende m, hvor der tages ca 4-6 m ind over de hvilende m både for og bag). Strik rib, frem og tilbage på rundp (1. p er fra vr-siden): Kant-m ret, 2 vr, strik (2 ret, 2 vr) p hen, slut med kant-m ret. Fortsæt i rib som m viser til ribben måler 8 cm. Luk af i rib. Sæt et mærke midt i ribben (dvs efter 4 cm), yderst i hver side. Strik med p nr 4½ ca 20 (22) 24 (26) m op langs ryggens venstre skulder (fra mærket midt i halskanten og til yderst på skulderen). Strik 7 p rib (1 ret, 1 vr). Luk af i rib. Strik skulderkanten på samme måde på forstykkets venstre skulder, men på 3. p strikkes 3 knaphuller jævnt fordelt. Knaphul: Luk 2 m af, slå på næste p nye m op over de aflukkede. Læg forstykkets skulderkant over ryggens skulderkant og sy sammen ud mod ærmegabet. Sy ærme- og sidesømme. Sy ærmerne i. Sy knapper i.
Fold halskanten mod vrangen og sy den fast.

Få flere opskrifter hos Alt om håndarbejde

Er du vild med at strikke? Så vær med i Familie Journals strikkefællesskab på Facebook HER!

Strikkeopskrift: Lene Holme Samsøe