Benni Bødker står bag årets U-landskalender: Det er vigtigt, at børn oplyses

Verdens hurtigst synkende by. Af alle de titler, det som hovedstad kan være attraktivt, stolt og ikke mindst turisttillokkende at stræbe efter, er denne formentlig ikke øverst på ønskelisten hos nogen. Ikke desto mindre er det en titel, Indonesiens hovedstad, Jakarta, kan så at sige bryste sig af. Hvert eneste år synker byen nemlig visse steder med helt op til 20 centimeter, og allerede nu ligger 40 procent af byen under havniveau.

– I Jakarta er klimakrise ikke bare et ord, der står i avisspalterne. Det er noget, de helt reelt står, bor og lever midt i.

Ordene kommer fra den 50-årige forfatter Benni Bødker, som for nylig oplevede omstændighederne på allernærmeste hold, da han besøgte den enorme hovedstad med mere end 11 millioner indbyggere.

– Da jeg blev spurgt, om jeg ville være manden bag bogen til årets U-landskalender, sagde jeg ja med det samme, uden at blinke, for jeg vidste, at det ville blive en kæmpe oplevelse, både fagligt og menneskeligt.

Alligevel forberedte han sig på, at det også kunne blive en voldsom oplevelse. Og det blev det.

Skjult i sprækkerne

Bag årets U-landskalender står Udenrigsministeriet, DR og PlanBørnefonden. Overskuddet fra lågekalenderen går til et af PlanBørnefondens klimaprojekter for børn og unge i den synkende by, hvor de hver eneste dag lever med konsekvenserne af klimaforandringerne.

Det var også her, helt nede ved floderne, at Benni primært opholdt sig på sin to uger lange rejse til den tætbefolkede millionby.

– Der er højhuse, skyskrabere og kæmpestore indkøbscentre, men turisterne opdager ikke, at der også er noget andet skjult i sprækkerne. Du kommer måske kørende med toget og ser ikke, hvad der gemmer sig nedenunder broerne eller nede ad den lille sidegade fra dit hotel.

Men det gjorde Benni. Med PlanBørnefonden besøgte han områder, som normalt ligger skjulte for turister. Her så han hundredvis af voksne mænd, der rodede i skraldespandene og sammen med deres familier boede under presenninger og skrottede byggematerialer.

– Det var en voldsom oplevelse. Forholdene var så uhumske, og mange af børnene gik rundt med bylder på benene, fordi vandet i gaderne kommer fra floderne, hvor affaldet bliver hældt ud.

Vækket af oversvømmelse

Netop, fordi det som udefrakommende var tydeligt for Benni, at børnene levede under barske forhold, blev han overrasket over den energi, han igen og igen mødte:

– Som voksen ser jeg jo en masse problematiske og ret triste rammer, men de her børns bekymringer var ikke, hvorfor de havde bylder på benene, eller hvorfor vandet steg. De gik op i, hvem de skulle lege med efter skole, og hvad de skulle have til aftensmad, fuldstændig ligesom danske børn.

Bogen, ”Forsvundet i Jakarta”, centrerer sig om 12-årige Harun, som bor med sine forældre og sine tre mindre søskende i den fattigste del af hovedstaden. Fortællingen skydes i gang, da familien en morgen vækkes af, at deres hjem er på vej til at blive oversvømmet.

Det lyder dramatisk, men det er det ikke. Tværtimod er det tydeligt, at det her har de prøvet masser af gange. Alle har de hver deres opgave, som de rutineret udfører, også 12-årige Harun og hans søskende.

– Børnene har et kæmpestort ansvar, både i sådan en situation, men også helt generelt. Mor og far går på arbejde og tjener penge, og børnene har så ansvaret for både sig selv og hinanden indtil meget sent. På den ene side lever de børneliv, som vi kender det, men samtidig er det helt selvfølgeligt, at man tager sig af dem, der er yngre end en selv, og sørger for, at de bliver fulgt i skole, får noget at spise og den slags.

Den ukendte drøm

Kærligheden til litteratur har Benni med hjemmefra, hvor han i det ellers klassiske arbejderhjem bogstavelig talt var omringet af bøger. Så længe, han kan huske, er der blevet læst højt for ham, og så snart han selv var i stand til det, blev det at fordybe sig i forskellige universer en essentiel del af hans dagligdag.

– Oppe på loftet hos mine bedsteforældre lå der masser af gamle Anders And-blade, og gennem dem lærte jeg tidligere end de fleste, at der er forskel på historier: At der er noget, der er godt og noget, der ikke er så godt.

– Til gengæld var jeg ret gammel, før jeg forstod, at det her med at skrive bøger for nogen er et rigtigt arbejde. Jeg slugte bøger, men jeg forestillede mig nok, at de blev lavet på en fabrik i USA eller noget i den retning.

Selv er han vokset op i Nakskov på Lolland. Her arbejdede de voksne enten på sukkerfabrikken, skibsværftet eller hos OTA solgryn, og så snart folkeskolen var afsluttet, fik man en lærlingekontrakt stukket i hånden.

– Jeg drømte ikke om at blive forfatter, for det var slet ikke inden for rækkevidden af, hvad jeg vidste, man kunne drømme om. Der fandtes ingen i min verden, som lavede noget som helst kunstnerisk eller kreativt, hverken som hobby eller professionelt.

Meningsfuld målgruppe

Alligevel skrev Benni, og allerede som 11-årig havde han en bog på hylderne blandt anerkendte forfattere på det lokale skolebibliotek. Bogen, bind 24A i bogserien ”De tre detektiver”, havde han selv skrevet ind på farens skrivemaskine.

Godt og vel 17 år senere udgav han sin første bog i mere professionelt regi, efter, som den første i sin familie, at have taget en gymnasial og senere også en universitetsuddannelse. Selv om han gennem sit nu mangeårige forfatterskab også har skrevet bøger til voksne, er børnelitteraturen fortsat det, der ligger hans hjerte nærmest.

– Det er så nemt for mig at sætte mig ind i hovedet på en 12-årig, som lige har lært, hvordan verden kan åbne sig for en gennem litteratur. Det gør dem til en fed målgruppe, og så er det her jo et enormt vigtigt emne at belyse, så børn forstår det.

Fortællingen i fokus

Da Benni efter sin rejse vendte hjem og fortalte om de forhold, han havde set, fik han en knude i maven over, hvor deprimerende det hele var, men samtidig måtte han minde sig selv om, at det altså ikke var det, han havde set i øjnene på de mennesker, hvis liv han nu fortalte om.

– De lokale går ikke rundt og lever deprimerede liv, de lever liv. Og spiser frokost og laver fis med hinanden. Når jeg ser det ovenfra, har jeg ondt af det enkelte barn, fordi dets muligheder er begrænsede, og de bliver nok heller ikke så gamle, som de burde, men når jeg taler med dem, så er det helt almindelige børn fulde af liv. Det gjorde det nemmere for mig at stå midt i det.

Idéen til historien om 12-årige Harun, hvis lillesøster forsvinder i den enorme hovedstad, fik han stort set med det samme, for selv om den selvfølgelig skulle omkring en række åbenlyse problematikker, måtte det først og fremmest være en begivenhedsrig fortælling.

– Når du læser en krimi, er det, fordi du gerne vil kende svaret på mordgåden, men når du er færdig og har fået de svar, som har drevet dig til at færdiggøre bogen, er du undervejs blevet taget igennem måske en flygtningelejr, en politigård og et tea-termiljø. Men det var ikke derfor, du gik i gang med at læse. Det er det samme her. Historien skal være spændende for, at man undervejs lærer noget om klimaforandringernes konsekvenser i Jakarta og de levevilkår, indbyggerne er underlagt.

– Det er vigtigt, vores børn oplyses om de her ting, fordi det er hele grundlaget for mellemfolkelig forståelse og tolerance. Forudsætningen for nogen former for indlevelse i andre mennesker er, at vi forstår, at vi er underlagt forskellige levevilkår. Så simpelt er det.