Christian Tafdrup nyder at have forskellige kasketter på

Christian Tafdrup er aktuel som skuespiller i Paprika Steens film "Det nye år", hvor han har rollen som Kris. Familie Journal har talt med multikunstneren.
Af
Johan Isbrand
Skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Christian Tafdrup
De fleste kender Christian Tafdrups ansigt i kraft af hans skuespil, men som manuskriptforfatter og instruktør står han også bag film som "Speak No Evil" og "En frygtelig kvinde".
Foto: Hanne Juul
Annonce

Paprika Steen har instrueret det både morsomme og hjertevarme, biografaktuelle drama ”Det nye år”. Det er nytårsaften, og vennerne Nomi, Jens, Charlotte og Kris – Tuva Novotny, Anders W. Berthelsen, Birgitte Hjort Sørensen og Christian Tafdrup – mødes traditionen tro til nytårsfest. I år er noget dog anderledes, idet Nomis nye kæreste Finn i skikkelse af Lars Brygmann også er inviteret. Og i aftenens løb står det klart, at intet fremover bliver det samme igen.

Hvilken rolle har Kris i den vennegruppe, filmen handler om?

– Han er husven i Nomis hjem og måske hemmeligt forelsket i hende. Men ellers er han den stille fyr i slænget. Jeg holder meget af ham, men vil betegne ham som lidt af en outsider. Han er lidt indadvendt og gør altid sit bedste for at passe ind. Samtidig er han indtil videre barnløs og mangler erfaring med de problemer, hans venner har haft med deres børn og teenagere. Men han har nået et sted i sit liv, hvor han har behov for at etablere sig, stifte familie og i det hele taget blive voksen.

Mille Lehfeldt og Christian Tafdrup er begge skuespillere og spiller sammen i dramaserien "Carmen Curlers" på DR1.
Senest har danske tv-seere kunnet nyde Christian Tafdrup i dramaserien "Carmen Curlers" på DR1, hvor han blandt andet spiller sammen med Mille Lehfeldt.
Foto: Hanne Juul

Ser du mest dig selv som skuespiller eller instruktør?

– Det afhænger af den opgave, jeg står med i situationen. Når jeg spiller en rolle, er jeg skuespiller. Når jeg instruerer en film, er jeg instruktør. Og når jeg skriver, som nok er det, jeg bruger flest arbejdstimer på, er jeg manuskriptforfatter. Jeg føler mig privilegeret over skiftevis at kunne tage forskellige kasketter på, men jeg påtager mig kun de opgaver, jeg har lyst til at lave. Jeg har altid gerne villet både instruere og spille skuespil, men som yngre mente jeg nok, det var det klogeste valg at blive skuespiller først og så sidenhen arbejde på at realisere mine egne ting. Eftersom jeg er uddannet skuespiller, er det en hobby for mig at skrive og instruere. Men størstedelen af mit hjerteblod er investeret i mine egne projekter, og det også der, jeg har mine største ambitioner.

Hvem inspirerer dig?

– Inspiration handler for mig om at have et skarpt blik på verden. Jeg lærer nye mennesker at kende, når jeg sidder til bords med dem, og jeg møder nye mennesker, når jeg går en tur. De behøver ikke engang at være behagelige at være i nærheden af, men de er en del af den inspiration, jeg samler op fra den virkelige verden. Lige fra jeg står op om morgenen, noterer jeg mig alle de små, skjulte idéer, som i mine øjne kan drejes til noget, andre mennesker kan spejle sig i. Men jeg tilsætter altid en vis mængde fri fantasi. Det skifter meget, hvilke af mine kolleger jeg ser op til. Men det tæller absolut positivt i min bog, hvis man tør gøre tingene lidt anderledes og har nogle atypiske historier at fortælle. Jeg holder også af, at man holder det komiske perspektiv for øje.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Jeg var til Odense International Film Festival i august. Festivalen kunne i år fejre 50-års jubilæum, og jeg har selv været med som deltager med mine egne kortfilm og som medlem af juryen. Det er altid en dybt inspirerende uge, der er præget af helt unge filmskabere og den kærlighed til film og tro på kunsten, som man er fyldt op af, når man endnu ikke har skabt sig et navn.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Der var ikke mange, som troede på min første spillefilm som instruktør, ”Forældre”. Den var svær at få bevilget filmstøtte til, og tilblivelsesprocessen var heller ikke uden vanskeligheder. At filmen endte med at modtage både en Bodil og en Robert var en klar anerkendelse af, at den kunne noget. Det var en stor, personlig sejr for mig, at anstrengelserne havde båret frugt, og at det hele havde været besværet værd.

Christian Tafdrup og hans kæreste Natalie Toro Stokholm fotograferet ved Bodil Prisen 2023.
Christian Tafdrup og hans kæreste Natalie Toro Stokholm fotograferet ved Bodil Prisen 2023.
Foto: Birger Storm
Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.