Der sker noget ganske særligt med de ældre på cykelturen

”Hej Lise, godt at se dig igen. Var det en god frokost?”

En ældre dame med grå-sprængt hår kommer ud ved egen hjælp fra Sølund Plejecenter i Ryesgade i København.

Her er de tre 18-årige cykelpiloter Hanne Vagner, Maya Grønkjær Sørensen og Vilma Reimers Mortensen fra 2. g på Gefion Gymnasium ved at gøre klar til en cykeltur i en af de røde el-rickshaws.

Lise bliver et øjeblik lidt bekymret over, om den ældre herre, Leif, ligeledes fra plejecenteret, har tænkt sig at sætte sig på skødet af hende, men hun slipper med skrækken, for han placerer sig ærbart ved hendes side under det varme tæppe.

Leif har ikke så meget sprog, men det er tydeligt, at han nyder at skulle med på turen.

Der kommer yderligere to ældre beboere til, Hanne og Allan, så cykelpiloterne må have fat i en rickshaw mere, hvilket ikke er et problem.

Det kniber lidt med Lises hørelse og syn, men det giver alligevel et gip i Familie Journals udsendte, da Lise med klar røst oplyser sin alder: 102 år.

Når man er født i begyndelsen af 1920’erne, har man set og oplevet så meget, at det kunne fylde en helt bog, og netop disse muligheder for beretninger fra en svunden tid er noget af det, de tre 18-årige gymnasieveninder og cykelpiloter holder særligt af ved cykelturene med de ældre borgere, fortæller de og sætter gang i pedalerne.

– Man bliver så glad af en cykeltur med de ældre, for det er virkelig hyggeligt og spændende for os at få historierne fra gamle dage. Sidst vi kørte rundt med Lise, fortalte hun os om Nørre Gymnasium, det gymnasium, hun gik på som ung. Det skal vi ud og kigge på, næste gang vi kører med hende. Hun kommer her fra området ligesom os, så det er de samme steder, vi har bevæget os rundt i, men på vidt forskellige måder, fortæller Vilma, der også oplever ældre, som omvendt er meget nysgerrige på de unge pigers liv, hellere vil snakke med deres ældre sidemakker eller foretrækker at sidde i stilhed og nyde turen.

Blev bidt af det

At de tre gymnasieveninder bruger et par timer cirka to gange om måneden på at cykle rundt med ældre borgere, skyldes et projekt i samfundsfag.

Deres lærer samarbejdede med formanden og stifteren af foreningen ”Cykling uden alder”, Ole Kassow, og eleverne gik til foredrag og interviewede nogle af de ældre.

Siden prøvede de at komme ud at cykle efter at være blevet oplært som cykelpiloter, og da projektet sluttede, var de 12 elever, der fortsatte med at køre.

Farten må højst være 10-12 kilometer i timen, og cyklen kan være lidt svært at styre, men ud over det er det ikke kompliceret at blive cykelpilot, fortæller de tre veninder og tilføjer, at andre i gadebilledet altid er venlige og viser hensyn, når de ser de røde rickshaws.

– Vi var blevet helt bidt af det, og så smitter det at se, hvor meget glæde blot en lille cykeltur kan skabe hos de ældre. Det giver en masse livsglæde og bekræfter os i, at også de små ting kan gøre en stor forskel, lyder det samstemmende fra alle tre.

Hanne nævner endnu en gevinst.

– Som ung har man mange ting, man grubler over og meget at bruge sin tid på, derfor er det så rart at komme herud, for her glemmer man det hele. Der er så meget nærvær på de cykelture, man er i nuet og får en god snak med mennesker, der har levet et langt liv, og som man ikke ellers ville møde.

Maya nikker.

Hun husker tydeligt første gang, hun kørte hjem efter turen.

– Jeg var så glad og kom bare hjem til mine forældre helt sprudlende og fortalte om det hele. Det gør mig varm indeni at se de ældre blive så glade og taknemmelige.

Turen udløste tårer

Hanne, Maya og Vilma plejer at cykle sammen, så vidt det er muligt.

Så cykler en eller to af dem, og en sidder ved siden af den ældre eller cykler på egen cykel ved siden af.

Hvor ruten går hen, er ikke til at vide, for det er ofte de ældre, der får lov at bestemme, om der er en særlig vej, de gerne vil køre.

Hanne på 80 år har trukket en flot, kulørt hat på hovedet, hun glæder sig også til turen og holder godt fast i sin ven, 88-årige Allan, som hun fortæller, har alzheimers.

– Men da han sidst blev cyklet rundt i sit barndomskvarter, trillede tårerne hele vejen. Det område kunne han sagtens huske, siger Hanne ømt og klemmer lidt om sin sidemakker.

Undervejs på turen er det muligt at lave et hyggeligt stop, for flere caféer er tilmeldt ”Cykling uden alder” under konceptet ”Vi støtter”, og de tilbyder gratis kaffe og måske kage til de ældre og deres cykelpiloter, fortæller Hanne, der blandt andet ofte stopper ved Eventyrcaféen i Fælledparken.

Vejret er sjældent en hindring, for de ældre sidder lunt, og kalechen kan trækkes lidt op.

Det er nemlig ikke for sjov, at ”Cykling uden alder” leverer budskabet om, at ”alle har ret til vind i håret”, og så skal lidt kulde og regn ikke ødelægge turen.

– De ældre ser frem til at komme med ud på tur i en dagligdag, hvor der måske ikke altid sker så meget, fortæller Vilma og minder om, at flere af de ældre er vokset op med at cykle rundt i byen.

– Så føles det rigtigt fint også at kunne tilbyde dem det nu, siger hun.

Turen er ved at være slut, og det er Lise ikke helt tilfreds med.

– Er vi allerede tilbage igen? Øv. Jo længere tur, desto bedre, siger hun, da cyklen er rullet op foran hovedindgangen til plejecenteret, og Vilma, Hanne og Maya lover derfor, at de snart kommer og henter hende igen.

De har jo også et gymnasium, de skal ud og høre om næste gang.