Få pengene til at række længere: Redaktionens 10 bedste spareråd

Priserne stiger, og det er blevet dyrt at være dansker. Derfor har vi samlet vores 10 tip til, hvor du kan spare penge i hverdagen.
Af: Anita Lauridsen Banner
En sparegris på en masse guldmønter
Pengene fosser ud af danskernes lommer, og det kan være svært at få økonomien til at hænge sammen.
Foto: Unsplash
Annonce

Selv om vi danskere generelt set har det godt rent økonomisk, er der ingen tvivl om, at rigtig mange har fået færre penge mellem hænderne, inden for de sidste par år.

Priserne på el, benzin og dagligvarer er steget markant, og når ikke der tikker ekstra penge ind på bogen hver måned, må man spare, hvor man kan, hvis enderne skal mødes, og man vil undgå at gå i minus hver måned.

Alligevel kan være en kæmpe udfordring at få pengene til at række, for der skal jo mad på bordet hver dag. Vi har derfor samlet redaktionens 10 bedste spareråd nedenfor.

1 Undgå madspild

Ifølge organisationen ”Stop spild af mad” smider en gennemsnitlig, dansk familie med to voksne og to børn mad ud for 7.200 kroner om året. Derfor er der rigtig mange penge at hente på den post.

Du kan samle dine madrester til en ”restedag” sidst på ugen eller bruge dem i nye madretter.

En rest pasta kan f.eks. blive til pastasalat eller bages i ovnen med en krydret tomatsauce og revet ost på toppen.

Kolde ris fra køleskabet kan steges i olie og soja og spædes op med lidt grøntsager og evt. en rest kød.

Annonce

Det samme gælder kartofler, som både er lækre, når de bliver stegt på panden i olie og salt eller tryllet om til en kartoffelmad.

Husk også, at de fleste madvarer kan fryses.

Grøntsager kan skæres i mindre stykker eller rives og bruges i gryderetter.

Frugt kan du også skære i små stykker og komme i fryseposer. Så er de klar til en gang sund smoothie.

En kurv fuld af forskellige grøntsager
De fleste grøntsager kan skæres i små stykker og fryses ned.
Foto: Anita Lindberg

Smør og smørbare produkter kan holde sig omkring tre måneder i fryseren, så det er klogt at købe stort ind, når de er på tilbud i supermarkedet.

Ost kan også fryses, hvis den har en fedtprocent på over 25 (kaldes +45). Konsistensen bliver ikke helt den samme, men vil lettere smuldre, så det kan være klogt at skære osten i mindre stykker eller rive den, så den kan bruges til f.eks. lasagne eller pizza.

Annonce

Fedtfattige oste og skimmeloste er ikke velegnede til frysning, da de bliver grynede, så brug dem i en tærte eller pastasauce, inden de bliver for gamle.

Æg kan du ikke fryse hele, men i stedet kan du piske dem let sammen og fryse dem i små beholdere. Så har du til omelet eller bagværk på et senere tidspunkt. Du kan også fryse blommer og hvider hver for sig. Hele æg og blommer kan holde cirka seks måneder i fryseren og æggehvider cirka otte måneder

Pålæg som spegepølse, skinke, rullepølse og alle slags pålægsstege i skiver kan godt fryses ned. Det kan dog miste væske, når det er tøet op, så bryder du dig ikke om resultatet på en skive brød, kan du i stedet bruge pålægget i varme retter, f.eks. i toast, pastasaucer og omeletter.

Annonce

2 Spar på kødet

Kød er en populær spise i Danmark, men priserne er eksploderet, og det er en klimabelastende madvare. Derfor er der alt mulig god grund til at skære ned på især det røde kød fra firbenede dyr.

En tallerken med rodfrugter
Rodfrugter kan smage mindst lige så godt som kød.
Foto: Aller Media

Du kan erstatte det med kylling, men endnu bedre og billigere er det at skifte det helt ud med grøntsager. Skiver af stegt aubergine, squash, butternutsquash eller gammeldags slikporrer er oplagt, og med et drys salt, lidt hvidløg eller andre krydderier bliver de stegte grøntsager de rene delikatesser.

Børnenes favorit, hakket oksekød, kan ligeledes erstattes med hakket kyllingekød, eller du kan skifte f.eks. halvdelen ud med en dåse drænede, grønne linser, der ikke smager af så meget, og som næsten har samme konsistens som hakket kød. Alternativt kan du blande kødet med revne grøntsager, f.eks. gulerødder, squash og aubergine

Annonce

3 Køb ind med omtanke

Helt automatisk køber mange ind om fredagen, for i weekenden skal vi jo rigtigt hygge os. Men det kan hurtigt blive en dyr indkøbstur, for fristelserne står i kø efter en lang uge.

Prøv i stedet at handle i starten af eller midt på ugen, hvor flere madvarer – især kød – er sat ned i pris, fordi supermarkedet skal af med dem, inden der kommer nye varer.

En kvinde i et supermarked
På de nederste hylder i supermarkedet finder du ofte de billigste varer.
Foto: Unsplash

Kig efter gule prismærker eller ”nedsat”, men lad dig ikke friste af unødvendige varer. Køb kun det, du reelt har behov for, medmindre du har plads i fryseren. Lav en indkøbsseddel – og evt. en madplan – og hold dig til den.

Husk generelt, at billige mærker ikke nødvendigvis er dårligere end de dyre. De er bare ofte placeret på de nederste hylder, så man ikke får øje på dem. Det gælder f.eks. ofte rengøringsmidler, tørvarer, syltetøj, brød, pasta/ris og konserves.

4 Kontanter frem for kort

Medmindre man har et særligt bogholdergen, er det svært at holde styr på alle sine småindkøb, hvis man svinger dankortet hver gang.

Derfor er det faktisk bedre at ty til gammeldags kontanter, for så har man overblik over hvor mange penge, der er tilbage i pungen efter hvert køb.

Danske mønter
Med mønter i pungen bruger du færre penge, end hvis du svinger dankortet.
Foto: Jacob Ljørring

Hæv et fast beløb hver måned, som du mener rækker til dine indkøb. Del beløbet i fire, og hav kun en fjerdedel i pungen hver uge. På den måde er det nemmere at sige fra over for dyre fristelser, for man kan som bekendt ikke betale med lommeuld.

Annonce

5 Bag selv

Inden for få år er den ene luksusbager efter den anden dukket op i bybilledet. Vinduerne lokker med sprøde boller og farverige kager, men de koster en formue.

Derfor er det klogt selv at bage brød og kager, og kan familien ikke spise bagværket inden for nogle dage, kan det altid fryses ned.

Det samme gælder pizzabunde, for det er hundedyrt at købe pizza. Rul dejen ud på bagepapir, og rul derefter bagepapiret sammen, og kom rullen i en frysepose og i fryseren. Her kan den holde sig i ca. to måneder.

En rulle pizzadej på et bord
Pizzabunde kan rulles og fryses ned.
Foto: Jette M. Vesterager

Pizzadejen er nem at tø op, smøre med tomatsauce og drysse med fyld og ost, inden den skal i ovnen. Det tager ikke længere tid end at bestille en pizza og vente på, at den bliver leveret.

Annonce

Kniber det med at få tid til at bage i hverdagene, så gør det i weekenden. F.eks. en regnvejrsdag, hvor du kan dedikere hele eftermiddagen til bagning og evt. også syltning. Det sparer man mange penge på.

Sælg ud

Husk, at en nem måde at få lidt ekstra penge i kassen på er ved at sælge ud, at det ”guld” du har i gemmerne. Mange af os har skabevis af porcelæn, tøj, tasker, sko, smykker, parfumer, makeup og legetøj, vi aldrig bruger, men som andre kan få glæde af.

Sæt tingene til salg på f.eks. dba.dk, Marketplace på Facebook, vinted.dk eller lokale Facebook-grupper med køb og salg. Det koster ikke noget – i modsætning til en stand på et loppemarked – og du kan skrive, at folk selv skal hente tingene, hvis ikke du orker at sende dem med posten.

 

6 Tjek kiloprisen

Når man køber ind, er den billigste pris ikke altid det billigste køb.

Nogle varer, f.eks. skiveskåret pålæg og ost, er nemlig pakket, så de er nemme at gå til, og det betaler man ekstra for.

Husk derfor at kigge på kiloprisen, når du sammenligner varer.

Et fad med forskellige pølser på.
Pålægspølser er dyre, men især hvis du køver dem i skiver.
Foto: Aller Media

En hel spegepølse er dyrere end den skiveskårne, men kiloprisen er lavere, så det er et bedre køb, hvis du får hele spegepølsen spist i tide eller kan fryse resten.

Det samme gælder toiletpapir og køkkenrulle, hvor en pakke med seks billige ruller kan indeholde langt mindre papir end en lidt dyrere pakke, så tjek teksten med småt nøje.

Annonce

7 Køb brugt og reparer

Det er dyrt at købe nyt tøj, så du kan spare rigtig meget ved at købe det brugt.

Er du træt af udvalget i din lokale genbrugsbutik, findes der heldigvis en del på nettet – og det bedste er, at du kan returnere det, hvis det ikke passer.

Prøv f.eks. sellpy.dk og rodekorsgenbrug.dk, der både sælger brugt herre-, dame- og børnetøj samt sko. Priserne er ofte fra 20 kr. plus forsendelse.

Du kan også købe brugt tøj af private på vinted.dk, dba.dk, guloggratis.dk og Marketplace på Facebook.

Her finder du også et stort udvalg af brugt legetøj, møbler, bøger, kunst mv. i rigtig god stand.

Et tøjstativ med brugt tøj
Brugt tøj kan i dag både købes i genbrugsbutikker og på nettet.
Foto: Unsplash

Husk i øvrigt, at man sagtens selv kan lave småreparationer på tøj.

Engang var det pinligt med lapper på tøjet, men i dag er det faktisk moderne. Især, hvis man har gjort en dyd ud af ikke at skjule lappen, men i stedet har valgt et lille stykke stof i en skrigende farve og syet det fast med store sting, så tøjet får et helt nyt, personligt udtryk.

Annonce

Du kan også lappe hullerne ved at brodere hen over dem med sytråd eller garn. Det kaldes ”visible mending”. Du kan google dig frem til fremgangsmetoder på nettet eller tjekke den danske hjemmeside sysl.dk.

Endelig kan små huller også dækkes med brocher, som kan fås til en meget billig penge i genbrugsbutikker. Brocher på tøj er hotte blandt de unge, så hvorfor ikke hoppe med på noderne?

Har du køkkenmaskiner eller lignende, som ikke dur mere, behøver du heller ikke at fare ud og købe nyt. Flere steder i landet er der dukket såkaldte ”repair cafés” op, hvor du ganske gratis kan få repareret det, der gået i stykker. Tanken er, at det er bedre for miljøet at reparere end at købe nyt. Tjek på repaircafedanmark.dk, om der er en café i nærheden af dig.

Annonce

8 Spar på vaske- og rengøringsmidler

De fleste er opdraget til, at snavset undertøj, sokker, træningstøj, sengetøj og håndklæder skal vaskes ved 60 eller 90 grader og alt andet ved 40 grader, medmindre der er talte om sart uld og silke, der ikke tåler høje temperaturer.

Det er dog ikke helt korrekt, for dels er 90 grader ofte helt unødvendigt, og meget tøj såsom t-shirts, bluser, bukser og skjorter kan sagtens blive rent ved 30 grader.

Det skyldes, at vaskemidler i dag er mere effektive (også de billige mærker), og heldigvis for det, for så bliver tøjet mindre slidt, og man kan bruge mindre af de dyre midler. Det har miljøet heller ikke noget imod.

Du kan ligeledes spare penge ved kun at bruge en halv vasketab i opvaskemaskinen frem for en hel. Selvfølgelig ikke, hvis servicet er meget snavset og maskinen er propfyldt.

Men prøv dig frem, for man ofte bliver overrasket over, hvor effektiv maskinen er.

En åben opvaskemaskiner med kopper i.
En halv opvasketab kan være nok, hvis servicet ikke er så beskidt.
Foto: Unsplash

Husk i øvrigt at afkalke både vaske- og opvaskemaskine et par gange om året, så de ikke kalker til og dermed bruger mere strøm.

Rengøringsmidler er også dyre i indkøb. Husk derfor, at man kommer langt med helt almindeligt, klart opvaskemiddel, som er et billigt alternativ – gerne fortyndet en smule – for det kan både fjerne snavs og er fedtopløseligt.

Opvaskemiddel er billigere end rengøringsmidler, så prøv dig frem og se, hvad der fungerer.

9 Brug nu din airfryer

Da strømpriserne var på sit højeste for et par år siden, var airfryeren årets mest sælgende julegave.

Hører du til en af dem, som nu har gemt apparatet væk i skabet, bør du måske tage det frem igen, for det er nu engang billigere at lave mad i en airfryer end i en almindelig ovn, fordi airfryeren varmer hurtigt op og reducerer tilberedningstiden.

En skuffe fra en airfryer med kød og grøntsager i.
Maden bliver tilberedt hurtigere i en airfryer.
Foto: Jesper Sunesen

En lille husstand på en-to personer behøver faktisk ikke at lave mad i andet – udover det, der absolut kræver en pande eller en gryde – for du kan både bage og stege kød, fjerkræ, kartoffelskiver og grøntsager i airfryeren – tilmed næsten uden fedtstof. Læs mere om brugen af airfryer her:

10 Husk de gratis glæder

En gåtur med en termokop kaffe i naturen, en strandtur med saftevand og madpakker eller en skovtur med indbygget kastanjejagt. Der er mange muligheder for hyggelige, billige udflugter i weekender og ferier, og på regnvejrsdage kan man lave ”biograf” foran fjernsynet med popcorn og hjemmebagt kage.

Trænger du til at opleve noget nyt, som ikke vælter økonomien, er der faktisk en hel del gratis seværdigheder i hele landet. Både kirker, museer, udendørs arkitektur og blomsterparker kan være spændende at opleve, og på visitdenmarks hjemmeside - får du et overblik over, hvad du kan opleve, uden at det koster en klink – eller i hvert fald er meget billigt.

Et bord med hjemmelavede spiselige gaver og krukker med løgplanter
Alle bliver glade for hjemmelavede værtindegaver.
Foto: Columbus Leth

Når økonomien er stram, er det i det hele taget klogt at tænke i gratis glæder.

Giv hjemmelavede gaver til fødselsdag eller til værtinden. Hjemmelavet marmelade, kryddersalt, hjemmebag, en buket fra haven, et par potter med krydderurter kan gøre stor lykke.

Det samme gælder et hjemmesyet indkøbsnet af en rest stof, et hjemmestrikket halstørklæde eller en pude af restgarn eller hæklede viskestykker og karklude. Kun fantasien sætter grænser.

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.