

”Nå, hvordan går det så på arbejdet …?”
”Synes du også, det var lidt koldt i morges …?”
”Min nabo bliver jo ved med at spille høj musik …”
”Det skal se pænt ud til min mors 80-års fødselsdag …”
Jo, der er utallige ord og historier at holde rede på, når man som frisør dagligt møder mange mennesker, man er tæt på i en relativ intim stund, der vækker tillid og indbyder til at drøfte alt mellem himmel og jord – også fra den helt private sfære.
Nogle elsker det og kunne slet ikke forestille sig at blive klippet, farvet og få vasket hår uden at dele løst og fast med deres frisør samtidig.
Andre kan ikke rumme, at de skal smalltalke og holde en samtale kørende, når de sætter sig i frisørstolen.

For frisøren selv kan det også være lidt af en udfordring at jonglere private anekdoter samtidig med at skulle udføre sit arbejde tilfredsstillende.
Frisør Lisbeth Fremmelevholm Mathiasen, 53, kender til det hele.
Hun ejer salonen Lisbeth Frisør i Odense C og har netop fejret sit 15-års-jubilæum.
Hun fortæller ærligt, at det var en enorm livskrise, som førte ud i et brud med kæresten, med alt hvad det indebærer af omvæltninger og usikker økonomi, der fik hende til at indføre konceptet stilleklip i august 2023.

– Jeg var ved at miste alt og måtte derfor fortsætte med at arbejde for ikke at lukke salonen. Men jeg var i stor krise og måtte tage hjem og sove midt på dagen, ligesom jeg måtte stoppe med at tage nye kunder ind. Det var ikke sjovt, og jeg var helt færdig. Finito. Jeg fatter egentligt ikke, hvordan jeg kunne klare det, men så fik jeg ideen til stilleklip. Jeg informerede mine kunder om, at jeg godt kunne udføre mit arbejde, men jeg kunne ikke også smalltalke imens, siger Lisbeth.
Selvom det startede som en nødvendighed for hende selv, tænkte hun også, at der måske var nogle kunder, der af forskellige grunde kunne have brug for stilhed, når de blev klippet.

– Det kunne være, de havde det dårligt, var introverte, havde en diagnose eller blot var trætte efter en lang dag. Måske ville de bare sidde og slappe af og nyde det, uden at skulle forholde sig til noget, inden de skulle hjem til børn, aftensmad og ulvetime.
Lisbeth havde ramt rigtigt.

Stilleklip blev en succes, og i dag giver mange frisører landet over deres kunder tilbuddet.
Det gør Lisbeth glad, og hun er stolt over at have været den første, der introducerede stilleklip for branchen.

– Jeg plejer at sige, at jeg tog en for holdet, smiler hun og fortæller, at det i dag ikke længere er for hendes egen skyld, at man kan bestille en frisørtid uden snak og udelukkende med fokus på det faglige.
– Jeg har flere kunder, der vælger det fast. De synes, det er rart, at det er aftalt på forhånd, så der ikke er noget, der bliver akavet. For ofte er de typer, der foretrækker stilhed, dem, der ikke kan få det sagt inden, forklarer hun.
Lisbeth tilføjer dog, at hvis en kunde fortryder undervejs og alligevel får lyst til at snakke lidt, er det helt okay, og hun skal nok snakke tilbage.
Det er kunden, der bestemmer i en salon, som hun siger.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.