Michaels lysende kane skaber glæde på bosteder og plejehjem i julen

Med rensdyr på taget, blinkende kane og snekanon vækker Michael Klessner Juul Santangelo opsigt og spreder julestemning i hele landet.
Af
Karna Bunk-Jensen. Foto: Dan Mariegaard.
Julebilen skaber glæde, og er skabt af Michael Klessner Juul Santangelo .
Julebilen lyser op, hvor end i landet den kommer, også mellem Amagers betonblokke.
Foto: Dan Mariegaard.
Annonce

Julemænd på christianiacykler og dansende nissepiger på ladet af udsmykkede lastbiler, det årlige juleoptog på Amagerbrogade i København er Danmarks længste.

Alligevel er 47-årige Michael Klessner Juul Santangelo nem at få øje på i mængden.

På taget af hans Volkswagen Lupo fra 2001 står tre rensdyr, mens det fjerde gør julemanden selskab i kanen – en forklædt havetrailer – der er spændt bagpå bilen.

– Jeg er jo svær at overse, siger Michael og griner hen over julemusikken, der spiller fra bilens højtalere.

Og skulle sådan et syn ikke være opsigtsvækkende nok i sig selv, sørger i alt 6.000 blinkende LED-lys for, at hverken bilen eller Michael går nogens opmærksomhed forbi.

Fornuftens håndbremse

Til daglig er Michael chefmekaniker på et autocenter på Djursland, hvor han bor med sin familie, men fra begyndelsen af november til og med juleaften holder han fri for at køre landevejene tynde med sit motoriserede rensdyrspand.

– Det er altid rart at gøre noget godt for andre, siger Michael, der ikke tager betaling, når han besøger børnehaver, plejehjem og bosteder.

Annonce

Michael fortæller, at han de fleste dage først er hjemme sent på aftenen, længe efter familiens spisetid, og så skal bilen vaskes, inden han skal tidligt op og gøre det hele igen.

– Jeg kan godt være træt om morgenen, men bare tanken om at komme ud det næste sted holder mig kørende. Så er det lige meget, hvor meget tid og kræfter jeg har brugt på det, siger Michael, som ofte får selskab på turene af hans hustru, Maria.

Julebilen skaber glæde, og er skabt af Michael Klessner Juul Santangelo .
Michael og Maria har lige fejret sølvbryllup, og Maria er på farten med Michael, så ofte hun kan.
Foto: Dan Mariegaard.

Maria arbejder på kontor og kan ikke holde fri i samme omfang som Michael, men når hun kan, gør hun ham selskab i bilen.

– Det er rørende. Bare at se de mennesker og den glæde de får ved det. Det rammer én, siger hun.

Dog vænner hun sig aldrig til opmærksomheden, julebilen kaster af sig.

Annonce

– Man skal være på hele tiden, man kan ikke gemme sig, siger hun.

Det er også Maria, der trækker i fornuftens håndbremse, hvis Michael får for mange gode idéer.

Som dengang han overvejede at ompynte julebilen, så han også kunne køre ud til halloween.

– Jeg kørte rundt med en kiste på taget i en uge, men det var bare ikke det samme, siger Michael.

– Det var for meget! griner Maria, som deler sin mands interesse for biler og er medstifter af parrets forening for folkevogns-entusiaster, V.A.G. Freunde. ​

Det hele værd

Denne eftermiddag kommer Michael og Maria susende direkte fra Birkerød, hvor de begyndte morgenen på et værksted for mennesker med udviklingshandicap.

Annonce

– Køreturene er lidt kedelige, indrømmer Michael, som tidligere har kørt rally og vundet medaljer.

– Men når man endelig kommer frem, er det det hele værd.

Nogle besøg er dog sværere end andre. Michael mindes et besøg på et hospice, hvor alle beboerne var for dårlige til at komme ud, så julebilens ankomst blev vist på storskærm indenfor.

– Det havde jeg slet ikke overvejet. Det var en mærkelig fornemmelse at køre derfra, siger Michael.

Fra tidlig morgen til sen aften forsøger han at klemme så mange besøg som muligt ind, for det gælder om at bruge de sparsomme juledage fornuftigt. Derfor besluttede Michael sig for at give bilen endnu en opgradering.

En lysende blå bil holder med en rød lysende julekane bag sig
Julebilen begyndte egentlig mest som en spøg, for i virkeligheden går 47-årige Michael Klessner ikke særlig meget op i jul. På kanen sidder en snekanon med plads til 25 liters sæbeskum, der sikrer hvid jul på kommando.
Foto: Dan Mariegaard

En ven, som er dygtig til at male graffiti, har udsmykket bilen med scener fra den populære Disney-film ”Frost”, så der også er noget at se på i de timer, hvor det er lyst.

Annonce

Michael beskriver oplevelsen, når han kommer ud, som et kick.

– Det er fedt, når man kan se, at man gør en forskel, siger han og nævner som eksempel, at han og Maria dagen før var på besøg ved et beskyttet bosted. En af beboerne havde ikke forladt sit værelse i dagevis, og pædagogerne havde svært ved at få ham til at komme ud. Altså lige indtil julebilen ankom.

– Det skulle han bare ud at se, siger Michael og smiler.

Ham den underlige

Idéen til julebilen opstod i 2019, hvor Michael købte en skrotklar Folkevogn Lupo på et autoshow.

Det var egentlig meningen, at bilen skulle bruges til reservedele, men da først den kom hjem på værkstedet, var den i bedre stand end forventet.

Annonce

Bilen klarede tilmed at blive synet, og Michael fandt på at dekorere den med julepynt og lyskæder tilovers fra familiens hjem, inden han begyndte at køre til og fra arbejde i den.

Udsmykningen var kun ment som en spøg, der skulle sprede smil og julestemning, men rygtet om julebilen spredte sig.

Julebilen skaber glæde, og er skabt af Michael Klessner Juul Santangelo .
Michael er uddannet mekaniker og har selv udstyret bilen med snekanon bagtil, rensdyr på taget og kane, som er en forklædt havetrailer.
Foto: Dan Mariegaard.

Invitationerne begyndte at strømme ind, og et besøg på et plejehjem for personer med hjerneskade gav for alvor Michael noget at tænke over.

– Det slog egentlig benene væk under mig. Jeg havde bare regnet med, at jeg skulle køre rundt og være ham den underlige med julelys på, siger Michael, som var på vej hjem en aften, da han bemærkede, at han blev forfulgt.

Annonce

– Jeg er ikke fra politiet, sagde journalisten fra Ekstra Bladet, da han fik indhentet Michael, som indvilligede i at medvirke i en artikel. Og så gik det stærkt.

– Det stak helt af. De måtte lukke for kommentarsporet. Folk skrev, at de håbede, at jeg mistede kørekortet, siger Michael, som ikke forstår tankegangen, der ligger bag den slags kommentarer.

– Jeg kører jo ikke rundt bare for at køre rundt. Jeg gør det for at glæde folk, siger han.

Det andet kick

Men der var også lyspunkter ved julebilens pludselige berømmelse. Cityforeninger, firmaer og storcentre begyndte også at tage kontakt til Michael, som blev tilbudt løn for at dukke op til diverse arrangementer.

Annonce

Løn, som Michael indså, kunne komme andre til gode.

Profit var nemlig aldrig julebilens formål, og Michael forklarer, at det overskud, han laver i november og december, doneres direkte af ham selv til hjemløse i Aarhus.

I dag er det Amager Cityforening, der punger ud, og når benzinen er betalt, går resten til varmt tøj og andre forsyninger, som Michael og Maria sammen kører rundt og deler ud.

– Det er jo så det andet kick, jeg får, siger Michael, som gerne vil runde af med et budskab, han selv forsøger at leve efter:

– Vi har kun har det ene liv, så det gælder om at leve det. Og at gøre en forskel, hvis man kan.

Støt julebilen

Michaels julebil kører gratis ud til bosteder, plejehjem og børnehaver, men laver også en indsamling, hvor overskuddet går til hjemløse. Ønsker man at give et bidrag, kan det gøres på MobilePay: 7684AV

Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.