Mistede en søn: Jeg mærker stadig Simons kærlighed omkring mig

”Himmelstudent”. Smag et øjeblik på ordet. Det er muligvis en sproglig finurlighed, som ikke figurerer ret mange andre steder end på en lille sten, der er malet af Simon Dueholm Stenbäcks moster Anne og anbragt på en mindereol for Simon i hans forældres hjem i Gadbjerg ved Vejle. Men det er også et smukt ord og en del af en rørende hyldest til den unge mand. Han nåede blot at gå i gymnasiet i få måneder, inden han 24. november 2020 i en alder af 17 år blev ramt af en bil på vej til skole og mistede livet. Men da hans gymnasiekammerater tre år senere fejrede deres dimission, havde de samlet ind til en studenterhue til Simon. Den bærer hans navn såvel som hans gamernavn Nero og ligger på mindereolen ved siden af førnævnte sten.

Den slags kærlige hilsner er musikerparret Christine Dueholm og Perry Stenbäck omgivet af i rigt mål. I haven har de således et mindesmærke for Simon, hvor de selv, familiemedlemmer og venner har bidraget med alskens personlige hilsner. Fra 57-årige Christines hånd finder man for eksempel adskillige sten dekoreret med hjerter.

– Jeg maler dem med neglelak, som ikke er så modstandsdygtigt over for vind og vejr. Men det er blevet et projekt for mig at male dem op igen. Det har en terapeutisk funktion for mig, siger hun.

At miste et barn er enhver mors og fars største frygt. Og tiden siden ulykken har for Christine været fuld af tilsvarende voldsomme følelser, som nu har fundet sit klareste og mest helstøbte udtryk i musikalbummet og bogen, der begge bærer titlen ”Sange til Simon – Urskrig og himmelklang”. Det dobbelte værk udkom 30. september 2025 – på Simons fødselsdag – og der var releasekoncert i Gadbjerg Kirke, som Simon var blevet bisat fra knap fem år tidligere.

– Vores ældste søn, Robert, var 20 år, da han mistede sin bror, og han har også omsat sin sorg i musik. I 2023 udgav han ep’en ”Stykker af mig selv”, der kredser om tabet af Simon.

Smerten og skylden

Hendes hjerne har kørt på højtryk siden ulykken, der med hendes egne ord rev hende ud af den trygge ramme, hendes liv med familien og musikken hvilede i.

– I begyndelsen spekulerede jeg meget over, hvordan jeg nogensinde skulle blive et menneske, der var i stand til at bære min sorg. Jeg skulle jo samtidig være der for min mor, søster og nevø og for Perry og Robert, men også for Simon, hvis tilstedeværelse jeg fortsat mærker i alt, hvad vi gør. Det tog mig nogle år at forstå, at jeg ville være et sørgende menneske resten af mit liv.

I dag har Christine nemlig erfaret, at sorgen ikke bliver mindre med tiden. Når den alligevel bliver mere tålelig at leve med, er det ifølge hende selv, fordi man selv vokser uden om den.

– Der er sket en voldsom vækst og udvikling i vores liv de seneste fem år, og det er et paradoks, at der også kommer positive ting ud af noget så grusomt som ens søns død. Men det er ikke døden, der gør, at man vokser. Det er kampen for at skabe sig et godt liv på trods, leve det fuldt ud og prioritere kærligheden til sine kære og de ting, der gør en glad, ekstra meget. Selv dyrker jeg i dag både min musik og oplevelser i naturen langt mere intenst. Det lindrer og giver mig en pause fra sorgen, når jeg udøver mit fag og i samme omgang ærer Simon.

Ud over den afmagt og smerte, der fulgte med sorgen, var Christine i tiden efter sønnens død også plaget af skyld.

– Jeg søgte desperat efter en forklaring på det, der var sket. Og i og med, at der ingen forklaring fandtes, nåede jeg frem til, at det var min skyld. Jeg måtte have fejlet et sted. Ens rolle som forælder er jo at passe på sine børn, så dybest set burde jeg have kunnet forhindret ulykken. Det var et instinkt og en følelse, der nagede mig helt nede på celleplan. Også i form af spekulationer som: ”Hvis ikke Simon var begyndt i gymnasiet, var ulykken aldrig sket”. Om tankerne gav logisk mening, spillede ingen rolle. De pressede sig på uanset hvad.

Der er noget større

Siden har hun erfaret, at det er almindeligt at føle skyld, når man mister et barn.

– Det har jo aldrig været meningen, at en mor skulle overleve sit barn. Og det er ikke til at holde ud, at den slags sker og ikke står til at ændre. Men ulykker er umulige at forudse i og med, at man bare er et menneske. Jeg har talt med både præster og psykologer og er nået frem til, at livet ikke er retfærdigt. Forfærdelige ting sker, og det er helt tilfældigt, hvor og hvem de rammer. Det er en del af vores fælles livsvilkår som mennesker.

Den tanke har Christine fundet ro i, og i hendes øjne er det en erkendelse, der er nyttig at have med sig i tilværelsen.

– Den kan gøre os mere rummelig over for andre. Vi ved jo aldrig, hvad der ligger bag vores medmenneskers handlinger, og hvilke traumer de bærer rundt på, fastslår hun.

Hun har læst stribevis af personlige beretninger om tab og sorg, ligesom hun også selv har skrevet dagbog undervejs.

– Jeg har brugt andres fortællinger til at holde mine egne oplevelser ud fra kroppen, når det trykkede, klemte og gjorde ondt. Det har været vigtigt for mig, at andre har sat ord på sorgen. Og forhåbentlig er der mennesker derude, som kan bruge min bog og mine sange på samme måde.

I bogen beskriver Christine blandt andet en episode fra den første sommer uden Simon, hvor hun og Perry er på roadtrip i Sverige og Norge. I Oslo Domkirke tænder hun et lys for Simon og sin afdøde far, og ved den lejlighed mærker hun begges tilstedeværelse. Det er tydeligt for hende, at de har fundet hinanden og befinder sig sammen.

– Nogle kalder den slags oplevelser for spirituelle eller religiøse, men jeg kan mærke Simon og hans kærlighed omkring mig, lige som jeg mærker naturen og føler mig forbundet med den. For mig er det en naturlig ting, at man også efter døden er forbundet med dem, man elsker. I mit verdensbillede er der helt sikkert noget, som er større end denne verden, selv om jeg ikke hænger det op på en konkret tro.

Et liv i kunstens tegn

Christine har været omgivet af billedkunst og musik hele sit liv. Den dag i dag bor hun i sit barndomshjem, der lyder navnet Minnesota. Stuehuset er bygget af den naivistiske kunstner Marinus Rasmussen, og hans værker pryder både husets indre og dets omgivelser. Men hun har tillige fået kunst og kreativitet ind med modermælken.

– Min farmor og farfar flyttede i sin tid fra København til Gadbjerg for at leve som kunstmalere. Og min far arvede deres kunstneriske sind. Han blev skolelærer, men ved siden af sin undervisning spillede han musik og malede. Han dannede også et familieorkester med min søster Anne og mig og med vores mor på bas. Mor var keramiker, og hendes skåle og vaser er rigt repræsenteret overalt i vores hjem. Det samme er fars malerier.

I svenskfødte Perry fandt hun en sjæleven og musikalsk makker. Og også parrets ældste søn, Robert, har siden fundet sin rette hylde i musikkens verden.

– Simon var den eneste i familien, der ikke ville være musiker. Han var ivrig gamer og først og fremmest optaget af Counter-Strike. Og han var lige så dedikeret til spillet, som vi er til vores musik. Han stræbte efter at få en professionel karriere og gik blandt andet et år på Højer Designefterskole, hvor de har en e-sport-linje på højeste niveau. Senere fik han nogle nære venner på et gaminghold fra Næstved. Vi lærte dem desværre først at kende efter Simons død. Ved hans bisættelse bar de hans kiste sammen med Robert og drengenes fætter, Andreas.

I det hele taget var det overvældende for Christine og Perry at erfare, hvor stor en venneskreds Simon havde haft, og i hvor høj grad han havde været et forbillede for andre unge, når det handlede om god opførsel på nettet.

– En 13-årig fyr har for eksempel fortalt os om, hvordan Simon på trods af, at han var blandt de dygtigste spillere, altid havde overskud og tålmodighed til at hjælpe ham og andre mindre erfarne gamere, siger Christine.

At dele er at hele

Som musikere har Christine og Perry i mange år spillet sammen i orkestrene Bragr og Perry Stenbäck & Dekadans, og parret modtog for nylig Den Danske Folkemusikpris 2025. Efter deres søns død er endnu et band blevet tilføjet listen.

– For fire år siden dannede vi kvartetten Familjebandet sammen med Robert og hans kæreste Smilla, der begge læser på Musikkonservatoriet i Aarhus. Det var svært for os at rejse på sommerferie uden Simon, og Perry har i øvrigt aldrig været god til at holde ferie, da han let bliver rastløs. Men bandet er for os blevet en måde at tage ud at opleve verden sammen. Så spiller vi nogle jobs undervejs, men tager også nogle deciderede fridage, hvor vi går i vandet eller besøger venner. Vi har mest rejst og spillet i Norden, men i juni var vi for første gang i Frankrig.

I september var Christine med i et afsnit af podcasten ”Livet med sorgen”. Bag den står Dorte Rønne og Tina Kreutzer, der er ”himmelmødre” som hun selv.

– Med podcasten ærer de deres mistede børn og skaber samtidig et rum til refleksion. Deres motto er ”At dele er at hele”, og i den forstand gør de et vigtigt stykke arbejde, der er beslægtet med det, jeg gør, når jeg synger mine sange til Simon, siger Christine Dueholm.

Sange på sorgens sprog

Musikalbummet og bogen ”Sange til Simon” er ikke blot resultatet af en sorgproces, men også af en intens læringsproces og en gennemført forvandling af hendes virkemidler som musiker.

– Jeg begyndte at spille trommer som 11-årig, og trommerne har været mit instrument siden. Jeg har haft en fin karriere og har ud over at spille også undervist i rytmik og stomp og lavet teambuilding. Jeg følte, jeg befandt mig på min rette hylde i tilværelsen. Men da Simon døde, blev jeg slynget ud i galaksen og mærkede, at jeg blev nødt til at genfinde mig selv kunstnerisk.

Hendes kærlighed til Simon, som hun pludselig ikke vidste, hvor hun skulle gøre af, pressede sig på indefra som en kreativ kraft. Men hun manglede et sprog at omsætte den til.

– Jeg havde aldrig tidligere skrevet tekster og melodier, sunget eller spillet guitar. Men jeg levede sammen med Perry, som både spillede guitar og ejede 50 af slagsen. Og der gik ikke lang tid, før jeg i tide og utide bad Perry om at vise mig guitargreb og lære mig tricks på instrumentet.

Perry, som ud over guitaren blandt andet også behersker det traditionelle, svenske instrument nøgleharpen, og som medvirker på filmmusikken til Netflix-serien ”Vikings: Valhalla”, siger om sin hustrus læreproces:

– På bare et år lærte Christine ikke bare at spille guitar, men at gøre det teknisk godt. Det var sjovt at opleve, hvordan hun med ét udviste en brændende interesse for instrumentet.

Det var i høj grad Christines nærmeste, der viste hende vejen. Det var Perry, der skrev den første sang, som direkte omhandlede familietragedien. ”Kärleken blev hemlös i november”, hedder den, og han indsang den selv i 2021 med Dekadans som backingband.

– I min tilstand af sorg og chok gik jeg ofte ture. Det var forløsende for min smerte i hjertet. Og en dag dukkede der en melodi op i mit hoved. Jeg sang den for min søster, der selv er sangskriver, og hun syntes, det lød som mit moderhjerte, der kaldte på Simon. Jeg bad hende derfor skrive teksten, og det blev til albummets første sang, der har fået titlen ”Jeg kalder”. Den næste tekst, ”Horisonten er skæv”, skrev jeg selv efter en oplevelse, jeg havde på en færge hjem fra Norge, hvor jeg mærkede en sorgbølge skylle ind over mig. Og herefter er det gået slag i slag. Det seneste år har jeg knoklet for at færdiggøre albummet og bogen. Og jeg håber, at Simon er stolt af mig.