Rosalinde Mynster springer ud som romanforfatter

Skuespiller Rosalinde Mynster er aktuel med sin første roman ”Skønheden” på forlaget Gyldendal. Hovedpersonen Nat lever alene med sin mor i en verden af skønhedskonkurrencer for børn, farvestrålende glitter og drømme om den ultimative skønhed, der kan forvandle tilværelsen. Men da forvandlingen sker, er den uhyrlig. Virkeligheden og det symbiotiske forhold mellem mor og datter sættes i skred, og Nats længsel efter transformation bliver stadig mere ekstrem.

Hvordan har du fået idéen til din roman?

– Jeg har længe haft lyst til at skrive om skønhed som valuta og den betydning, det har for menneskers relationer, at vi går så meget op i skønhed her i den vestlige verden. Når vi taler om de ting, betragter vi dem ofte udefra, og så bliver snakken nemt overfladisk. De bliver en moralsk snak om, hvorvidt det er ok at være forfængelig. Jeg ville gerne beskrive fænomenet indefra, og dermed har bogen fået en klaustrofobisk stemning, fordi hovedpersonerne ikke har noget alternativ. De er opslugt af skønhedens verden. Og jeg vil gerne fortælle noget om, hvad det betyder for individer, at de bruger hele deres hjernekapacitet på den slags drømme.

Er du inspireret af gyserfilmen ”The Substance”?

– Nej, jeg var i fuld gang med at skrive romanen, da filmen kom ud. Men det var sjovt for mig at se den, fordi film og bog har nogle temaer til fælles, og begge historier rummer en slags forvridning af virkeligheden.

Vil du hellere skrive bøger end spille skuespil?

– Jeg ser ikke så kategorisk på det. Jeg har altid nydt at beskæftige mig med forskellige kunstarter, og hele mit liv har handlet om at være fleksibel i forhold til min skabertrang. Jeg har altid skrevet sideløbende med skuespillet, men med ”Skønheden” har jeg for første gang ladet skriveriet komme i første række. Jeg flyttede endda i en periode til Berlin for at få mere tid til at skrive.

Hvem inspirerer dig?

– Jeg læser mange og vidt forskellige bøger. Men der er forfattere, som jeg har læst hele livet og aldrig bliver færdige med. Jeg kan for eksempel nævne Agota Kristof, Ingeborg Bachmann, Virginia Woolf og Samuel Beckett. Særligt Beckett har haft stor betydning for mig, Jeg er jo vokset op som skuespillerbarn i teaterverdenen, og da jeg selv begyndte at skrive, var det i første omgang dramatikken, jeg kastede mig over. Beckett er en af teatrets store absurdister, som nedbryder den klassiske form, men hans historier danner sin egen logik og virkelighed. Og på sin vis er det lidt af det samme, der sker i min roman. Historien minder om en drøm, og den er båret af drømmelogik. I visse passager er det svært at afgøre, om Nat reelt oplever de ting, hun fortæller om, eller om de kun foregår i hendes hoved.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Jeg er meget fascineret af Monira Al Qadiris store, flotte, oppustelige skulpturer, som for tiden kan ses på Arken i Ishøj. De er lavet af metallisk stof og har et spil og et skær, der leder tankerne hen på olie i en vandpyt. Faktisk er de baseret på idéen om, at der i vores moderne verden er olie i alting. Og de er på én gang mærkelige, deforme og smukke.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– En kunstnerisk opgave, der lå tæt på mit hjerte, var, da jeg i 2018 spillede forestillingen ”Landet som ikke er” på Teatret ved Sorte Hest. Det var en musikforestilling over Edith Södergrans digte, som jeg altid har elsket, og som gik op i en højere enhed med den fantastiske musik. Og så fik jeg tilmed lov til at synge.