

Hvis du synes, at Sanne Salomonsen er en af den slags kunstnere, der altid har været der, har du helt ret.
I hvert fald, hvis du selv er under 55 år. Sanne Salomonsen har nemlig optrådt, nonstop, siden hun var purung teenager, og tirsdag den 30. december fylder hun 70 år.
Her er 10 ting, du måske ikke vidste om den flotte rock-mama.
Mens Sanne Salomonsens mor, Ruth Birgit Nielsen, kom fra jævne kår i Haslev, var faren, Finn Salomonsen, ud af en velhavende, jødisk grossererslægt i København. Hans egen mor, Xenia, blev på et tidspunkt skilt fra faren og giftede sig siden med brygger Carl Jacobsens søn, Vagn, så Finn og hans søskende voksede op i herskabets gemakker på Carlsberg.
Finn brød sig dog ikke om snobberiet og stak som 16-årig til søs for at studere fugle. Han blev efterfølgende en anerkendt ornitolog og spillede jazzmusik ved siden af, og det var ham, der lærte lille Sanne at spille klaver.
Sanne hedder egentlig Susanne. Hun er opkaldt efter farens søster, der var en stærk kvinde, som gjorde, hvad der passede hende. Bl.a. blev hun museumsinspektør i en tid, hvor de færreste kvinder endte på den slags poster. Det, syntes Finn, var så sejt, at han insisterede på, at hans datter skulle opkaldes efter hende.

Allerede som 13-årig optrådte Sanne Salomonsen som korpige i bandet Curled Edge sammen med veninden Sanne Brüel (tvillingesøster til Rebec-ca Brüel). Bandet indspillede singler, og Sanne og Sanne blev så tætte, at de i en periode flyttede sammen i et bondehus i Øverød, nord for København, i en slags pigekollektiv.
Efter 9. klasse fik Sanne Salomonsen rollen som Sheila i musicalen ”Hair”. Avisen B.T. var meget imponerede og kaldte hende ”Årets fund i showbusiness”.
Året efter, i 1973, blev daværende teaterdirektør Klaus Pagh så begejstret for ”lille Sanne superstar”, som hun også blev kaldt, at han besluttede sig for at give hende gratis undervisning på ABC Tea-trets Elevskole. I den forbindelse fik hun roller i musicalerne ”Godspell” og ”Touch”, mens hun sideløbende havde små roller i film og tv-serien ”Huset på Christianshavn”.
Men det var primært musikken, der trak i Sanne Salomonsen. Hun prioriterede at optræde i forskellige bands og fandt ud af, at hun hverken var til dansktop, jazz eller folkemusik, men derimod soul og rock.
Af den årsag takkede hun også nej til at være med i Melodi Grand Prix i 1978. Kasper Winding havde ellers skrevet en sang til hende, som hun øvede og gjorde sig klar til at optræde med. Men i sidste øjeblik trak hun sig, for hun frygtede at ende som ”Sanne fra Melodi Grand Prix”. Hun skiftede dog mening senere i livet og var med for Sverige i 2005 og 2015.

Sanne Salomonsen er ikke bleg for at indrømme, at der har været rigtig mange mænd i hendes liv. Også mens hun var gift med den ni år ældre bassist Bo Stief i 1975-1980, mens hun boede sammen med kæresten Morten Kærså i 1980-1984, og mens hun var gift med musikeren Mats Ronander i 1985-1992. Kærligheden flød, og utroskaben gik ofte begge veje.
I slutningen af 80’erne var ægteskabet med Mats under pres, fordi han var stærkt alkoholiseret. I den periode indspillede Sanne Salomonsen og Thomas Helmig musik sammen, og de forelskede sig i hinanden. Han ventede på hende i hotelværelset, når hun optrådte i Holland, og sov ofte hos hende i huset på Frederiksberg, når Mats Ronander var i Stockholm.
Det hele endte i et kæmpe drama, hvor Sanne endte med at flytte til Nordjylland tæt på veninden Lis Sørensen. Her besøgte Thomas Helmig hende af og til, og da forholdet sluttede, fortsatte venskabet.

At Sanne Salomonsen bliver kaldt rock-mama har intet at gøre med, at hun i 1988 blev mor til sønnen Victor Ray. Det var derimod en titel, Århus Stiftstidende gav hende i 1985, fordi hun dengang var Danmarks førende, kvindelige rocksanger.
Det store hår og katteøjnemakeuppen fik hun heller ikke idéen til selv. Det var sminkør og frisør Erik Schiødt, og Sanne Salomonsen elskede især makeuppen, fordi den forandrede hendes naturlige ansigt så markant, at hun fra den dag havde et scenelook og et privat look.
Prikken over rock-figuren blev hendes let hæse stemme, som hun fik efter at have indåndet dampe fra spraymaling, mens hun lå under en faldskærm på scenen i musicalen ”Sarai”. Hun blev forgiftet og fik et skud kortison i bagdelen. Pludselig kunne hun synge 20 gange kraftigere. Konsekvensen var bare, at hun siden gav sangen så meget gas, at hun skadede stemmen permanent. Til gengæld elskede hun sin begyndende hæshed, som gav sangstemmen lidt ekstra kant.

Spiritualitet har altid fyldt en del i Sanne Salomonsens liv. Engang så hun tre spøgelsespiger sidde på bagsædet af sin bil, og derefter kontaktede hun clairvoyant Anne-Marie Østersø for at blive klogere på åndernes verden. De udviklede et nært venskab og stiftede sammen med astrolog Lejla Christensen ”Hekseklubben”, der mødtes cirka en gang om måneden, hvor de bl.a. talte om, hvad der ventede efter døden.
I løbet af sit 70 år lange liv har Sanne Salomonsen lært mange musikstjerner at kende, og flere af de kreative samarbejder har udviklet sig til venskaber.
Bl.a. blev hun gode venner med Kim Larsen allerede i begyndelsen af 70’erne. Han kørte hende bl.a. hjem fra byen på styret af sin cykel, for dengang var det farligt for en ung pige at tage alene hjem, og Sanne Salomonsen var blevet forsøgt overfaldet flere gange.
Langt senere, i 2006, da hun blev ramt af en blodprop i hjernen, gav Kim Larsen hende et guldarmbånd med en firkløver for at ønske hende held og lykke. Armbåndet hang på hendes håndled i mange år frem.

Siden hun var barn, har Sanne Salomonsen elsket at ride, og hun har løbende ejet forskellige slags heste, uanset om hun boede i Nordjylland eller på Sjælland.
Hun er også helt pjattet med hunde, og de firbenede venner må gerne ligge i sofaen og tage en lur sammen med hende. I 2013 reddede hun 23 vanrøgtede hunde fra en dyrekennel på Midtsjælland. Hun købte dem alle sammen og overdrog dem til Dyrenes Beskyttelse i Roskilde. I et interview med Jyllands-Posten i oktober 2025 fortalte hun, at hun har fået sine afdøde hunde kremeret, og de står nu på reolen derhjemme. Når hun selv dør en dag, skal de med hende i kisten.

Indholdet i denne artikel stammer primært fra Sanne Salomonsens nye bog ”Det hele”. Den er skrevet i samarbejde med Danni Travn og udgivet på Politikens Forlag i oktober 2025. Bogen er på 400 sider og koster 350 kroner.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.