Silas Holst om svær opvækst: Mor er den stærkeste dame, jeg kender

– Hun er den stærkeste dame, jeg kender, og det er hendes fortjeneste, at jeg er kommet så langt, som jeg er.

Silas Holst sparer ikke på de store ord, når han skal beskrive sin mor – heller ikke i sin debutfilm, ”Jeg tror jeg elsker dig”, som han har gjort til en hyldest af moren, Lene Holst.

– Det lyder nok lidt klicheagtigt at sige, at jeg skylder min mor alt, men det er sandheden. Tre kvinder har været det granit-faste fundament i mit liv. Det er – udover min mor – min mormor og min mors veninde, Lene Løvendahl, som vi alle kaldte ‘Løven’. Uden dem – og især min mor – havde jeg nok ikke stået med et job som direktør i et stort musical-kompagni og med masser af spændende jobs og tilbud i teater- og filmverdenen.

Far manglede empati

Barndommen begyndte ellers ikke alt for godt. Ifølge Silas havde faren psykopatiske træk, og han fortæller, at patriarken lod både sin hustru og to sønner, hvoraf Silas var den yngste, føle fars ‘kærlighed’.

I dag er faren død, og Silas har ventet med at lave sin film, til følelserne omkring faren og hans dødsfald havde lagt sig. I mange år var der meget begrænset kontakt, men Silas besøgte sin far på dødslejet og fandt fred i det. Han forligede sig med, at faren aldrig rigtigt accepterede, at han var homoseksuel og danser. Det var noget, der lå helt uden for farens begrebsverden.

Dog fornemmede faren trods det, Silas kalder hans manglende empati, helt fra sin yngste søns tidlige barndom, at Silas var anderledes – mere følsom og skrøbelig end storebroren, så faren gik fra tid til anden i gang med at ‘hærde’ sin søn, og det kunne ifølge Silas være endt grueligt galt, hvis ikke moren havde været der til at beskytte ham – og i øvrigt til sidst fandt styrken til at flygte fra den tyran, hun følte, han var, med sine to drenge.

– Vi flyttede ind i det hus, hvor ‘Løven’ boede. Hun havde en danseskole, hvor jeg i flere år var blevet undervist. Men pengene var små. Min mor måtte i perioder have fire jobs for at få det hele til at hænge sammen, så man kan roligt sige, at jeg hjemmefra har lært at arbejde. Intet kommer af sig selv, og intet er gratis. Hvis jeg til tider især som yngre følte, at presset blev for stort, så hørte jeg Løvens ord inde i mit hoved: ‘Pres er ikke et problem. Det er et privilegium’.

Mormor var upædagogisk

Mormoren var en speciel dame af den gamle skole. Totalt upædagogisk og uden synderlig respekt for moderne principper i børneopdragelse. Hun sagde, hvad hun mente, og hun gjorde, hvad hun fandt rigtigt – også når hun i en hyggestund bød barnebarnet på hjemmerullede cigaretter og skænkede præteenageren en gin og tonic.

– Min mormors motto var, at man aldrig måtte sætte sit lys under en skæppe. Man skulle tro på sig selv og følge sine fornemmelser for, hvad der er rigtigt, griner Silas og tilføjer, at det giver sig selv, at i en hård branche som danseverdenen kommer der en del afslag, og de kan hurtigt knække én, hvis man ikke har støtte og opbakning.

– Min mor troede på mig. Min mormor troede på mig, og det samme gjorde Løven. Jeg bliver aldrig træt af at gentage, at jeg skylder dem alt. Udgangspunktet for de tre kvinder var, at et afslag bare er en invitation til at arbejde videre. Det kan være, at det lyder hårdt, men det var det ikke, for jeg var omgivet af så megen kærlighed, at det bare var en naturlighed. Og min mor bragte så mange ofre for, at jeg kunne få den type undervisning, der kunne bringe mig nærmere mine drømmes mål. I begyndelsen ville jeg bare være ‘en Patrick Swayze’, og jeg sled flere videobånd op med ‘Dirty Dancing’ i håb om, at jeg kunne lære at danse med samme lethed og elegance som ham. Men efterhånden ville jeg mere – jeg ville spille skuespil, og jeg ville synge, så der måtte mere undervisning til, og det satte min mor ikke spørgsmålstegn ved.

Til tops med dansen

Silas havde det ikke nemt i skolen. Dels drillede de andre børn ham, fordi de fornemmede, at han var anderledes, dels kunne han ikke koncentrere sig om skolearbejdet.

Men så snart der kom musik, vågnede den lille dreng op af sin apati, fordi trangen til dans boblede i ham.

Og dansen førte ham til tops. Måske ikke i de store forkromede sportsdanseturneringer, men som alle, der fulgte med i ”Vild med dans” på TV 2, ved, blev han en elsket dansedarling i Danmark. Hans fans husker sikkert også, at han dengang kunne få Jens Werner op i det røde felt med alle sine ‘forbudte trin’ og kreativitet.

Hver evig eneste gang han skulle præstere, var mor-Lene og ofte også Løven med. Det parløb fortsatte indtil Løvens alt for tidlige død – uanset om det var fredag aften til ”Vild med dans” eller noget andet, sad de som to rolige klipper, som han uanset udfaldet til enhver tid kunne læne sig op ad.

Koldt på toppen

– ”Der er koldt på toppen, men når du først er nået derop, har du råd til at købe en pels, og så er det ligegyldigt”, sagde min mormor altid, og hun havde ret, for man bliver ikke nødvendigvis super gode venner med alle, når man hen ad vejen er blevet en vinder.

Silas slår fast, at hverken hans mor eller hans to andre støtter nogen sinde har proppet noget ned i halsen på ham, fordi de havde store – eller for store– forventninger.

– Det eneste, min mor krævede, var, at jeg tog en uddannelse, så jeg havde noget at falde tilbage på, hvis alt andet skulle kikse, og det gjorde jeg. Jeg tog en danselæreruddannelse.

Da fremtiden var sikret i mor-Lenes øjne, var der fri leg derfra. Der var grønt lys til det hele og økonomisk hjælp, når det kneb.

– Uanset hvad jeg skulle – eller hvornår – stod min mor der: ‘‘Har du brug for et lift?’’ Hun har været mageløs. Jeg ville ønske, at alle andre havde fået de samme kærlige små puf i ryggen som mig – og alle andre også havde haft nogen, der ville vente og lytte. Min mor, mormor og Løven var alle så spændte på, om mine projekter ville lykkes, og når det skete, var de skidestolte. Når det ikke lykkedes, var de der med en skulder og et ‘’op på hesten igen’’.

– Min mor og Løven havde et fantastisk samarbejde og makkerskab på danseskolen i Brønshøj, hvor vi boede, og selv om jeg blev ‘nurset’, var der også disciplin. Løven kaldte en spade for en spade. Der var ikke noget, der bare var nogenlunde. Det var enten godt eller skidt. Plastret blev revet af i ét hug. Og krævede det en forklaring, slog hun hovedet på sømmet. Ingen udenomssnak. Og havde jeg idéer, var hun lige som min mor helt fantastisk at sparre med.

Silas lægger ikke skjul på, at meget af den åbenhed og direkthed, som han er vokset op med, er noget, han selv har taget med sig og bruger. Men han erkender også, at han nogle gange må tage sig selv i at være lidt for direkte.

– Den besked, som er en hjælp for nogle, kan være for hård for andre.

Tuder ikke

En af de ting ved moren og hans opvækst, som imponerer Silas mest, er, lige meget hvor hård modstand, hun har mødt, så har hun aldrig tudet over det.

– Min mor er meget løsningsorienteret. Hvis en dør lukkede sig, fandt hun en anden at åbne. Det er også en metode, jeg har taget med mig ud i livet.

Med til den disciplin han lærte hos Løven hørte også ‘god opførsel’.

– Hun sagde altid: ”Til en audition stiller du dig på række fire. Ikke noget med at møve dig frem i første geled, for hvis ikke du er god nok til at blive set på fjerde række, så er det bare hjem og træne noget mere”. En dag skete miraklet: Jeg fik et job fra række fire, og hun græd af glæde.

De unge skal til nu

I dag er det ikke Lene Holst, men Silas Holst, der har fire jobs på én gang – mindst. Det skyldes dog ikke økonomien, men det faktum, at hans snørklede hjerne har så mange bolde i luften konstant. Den adhd, der gjorde skolegangen til et mareridt, da han var barn, kommer ham til hjælp nu, for han har ikke behov for så meget søvn, og det er rimelig godt, når man ikke kan begrænse sin kreativitet, men absolut skal involvere sig i en masse spændende ting.

– Ud over direktørjobbet i The One And Only Company og jobbet som kreativ leder i Eventyrteatret har jeg blandt andet sagt ja til et par forestillinger. Men det er små tilbagetrukne roller, og jeg er lykkelig for ikke længere at være manden i forreste linje. De unge skal til nu, og min krop er slidt op med masser af gigt. Jeg er blevet for gammel til første-elsker-rollerne, og det er en velsignelse ikke at skulle stå nede i fitnesscentret konstant, fordi jeg skal være slank til næste rolle. Nu behøver jeg ikke at tænke på vægten hele tiden. Jeg er blevet 42 år, og jeg lever fint med min yoyo-vægt, med min elskede mand og mine to børn.

Og Silas behøver heller ikke at tænke på økonomien, for den har rettet sig betragteligt over de seneste 15 år, så mor-Lene behøver ikke længere at knokle som før. Det skal hendes yngste søn nok sørge for.