Danmarks bedste bedste: Min mormor er bedst til at ligge på sofaen

Xander og Christian kan godt huske, at der var engang, da mormor var sådan en, der kunne bage kager, tage i sommerland og hoppe i trampolin, men sådan en mormor er Lonnie Bundgaard fra Aabybro i Nordjylland ikke længere.

Om dagen ligger hun på sofaen en halv time ad gangen, så går hun rundt i lejligheden en halv times tid, og så er det tilbage på sofaen igen.

Sådan er alle hendes dage, og sådan har de været, siden hun kom ud for en bilulykke i august 2016.

Ethvert barnebarn er centrum i verden

Alligevel er de tre drenge sikre på, at deres mormor er den bedste Bedste i Danmark - for Lonnie er også sådan en mormor, der kan få ethvert barnebarn til at føle sig som centrum i verden.

Hun har jo al den tid, der skal til - men engang for ikke så lang tid siden var hun en ganske anden kvinde, der overkom alt.

Den sidste dag i Lonnies "gamle" liv, kørte Lonnie sammen med sin far, der var chauffør i bilen. Det var en ganske almindelig dag i august. De skulle ud at handle som så mange gange før.

Lonnie blev hårdest ramt

Pludselig kørte en anden bilist lige ud foran dem. Lonnies far kunne ikke nå at bremse, og de to biler bragede sammen.

Det gik værst ud over Lonnie. Hun fik to diskusprolapser, en løs rygsøjle, piskesmæld og en hjernerystelse, der har givet senfølger. Lonnies far kom også til skade og har i dag mange smerter, men fra den dag var det slut med Lonnies liv, som hun havde kendt det.

Et helt andet liv

- Jeg var lige stoppet i mit job som socialrådgiver, fordi jeg ville læse videre til en kandidat. Det havde jeg glædet mig til i mange år - også fordi jeg syntes, at jeg nu var nået til et sted i mit liv, hvor jeg havde kræfter og overskud til at begynde på noget nyt. Jeg var 49 år og alene med mine fem piger, efter at deres far døde i 2014. Nu var det kun vores yngste datter, Mikina, der boede hjemme, så det skulle være nu, hvis jeg ville noget andet med mit liv. Men det var det så alligevel ikke.

- Når der sker sådan en ulykke, kan man vælge mellem at blive vanvittig eller leve med det. Jeg har valgt at leve med det, siger Lonnie.

Lonnie lever med det, og det gør resten af hendes familie også. Mikina er ti år og den yngste af Lonnies piger.

Den omvendte verden

De andre er voksne og bor i nærheden af Lonnie, og alle prøver at hjælpe hinanden så godt som muligt, for selv om Lonnie ikke kan stå på sine ben længere end en halv time ad gange, kan hun kun få hjælp til rengøringen 20 minutter hver 14. dag.

Lonnies mor hjælper også så meget hun kan, men hun har også sin syge mand at se til. For tre år siden var det Lonnie, der bestemte både ude og hjemme. Det var hende, der passede sin syge mand de sidste år, han levede. Det var hende, der kørte til Rigshospitalet i København, når han var indlagt der.

Det var hende, der tog ud til døtrene og overraskede dem med en rengøring eller en hjemmebagt kage. Nu ligger "chefen" på langs, og her bliver hun nok desværre liggende - men det betyder ikke, at man ikke kan være en ordentlig bedste for sine børnebørn.

LÆS OGSÅ: Har du også Danmarks bedste bedste

Mormor giver ro

- Jeg har haft børn, siden jeg var 17 år. Fem piger mellem 10 og 34. Jeg fik aldrig selv en dreng, men nu har jeg fået tre børnebørn, der alle er drenge - og det er noget helt andet end piger. Ikke bedre, ikke værre, bare anderledes - og helt fantastisk.

Jeg kan ikke længere alle de fysisk krævende ting, men jeg har tid til at høre, hvad de fortæller, og når vi ligger sammen på sofaen, fortæller de også de ting, de måske ikke ville have sagt ellers. Da jeg var barn, forgudede jeg min egen mormor. Der var ro hos hende, jeg vidste altid, hvad der skulle ske, og jeg vidste, at jeg var en meget vigtig person. Det er den samme følelse, jeg ønsker at give mine børnebørn.

Jeg synes, børn i dag får rigtig mange oplevelser, og der skal hele tiden ske noget. Det skal der så ikke hos mig, og det er de rigtig glade for.

Noget sker der nu alligevel. Lonnie er god til at fortælle historier ud af egen fantasi, og drengene sidder musestille, når Lonnie ruller sig ud med historier fra sin barndom. Xander elsker at se "Gurli gris" med mormor - om mormor så elsker Gurli gris er ikke helt sikkert, men hun elsker at ligge sammen med sit barnebarn, og så er begge parter glade.

Mormor er skrøbelig

Drengene kommer på besøg flere gange om ugen hos deres mormor, og lige så aktive de er hjemme hos dem selv eller i børnehaven, lige så rolige er de hos mormor.

De ved godt, at mormor er lidt skrøbelig, og at hun heller ikke kan tåle alt for meget larm, men så er der netop ro til at øve med Læse-Let bogen og ro til at snakke om, hvordan det mon blive at komme i skole - og så er der Mikina: Deres moster, der kun er ti år gammel, men i drengenes øjne er total fantastisk, fordi hun er en stor pige, der gider lege med små drenge - og dem er der jo ikke mange af.

Jeg er gået i stykker

De holder sammen i familien Bundgaard. Mor Lonnie og hendes døtre hjælper hinanden, hvor de kan, Lonnie kan sagtens se efter drengene et par timer, når drengenes mor, Caroline, skal i skole eller ud en enkelt aften. Caroline støvsuger gerne, og sådan hjælper de alle sammen hinanden. Ikke kun fordi de har brug for hinanden. men også fordi det er sådan, man gør i den familie, men det har også været svært.

- Min mand og pigernes far døde af en sjælden sygdom. Han havde en genfejl, der ødelagde lever og lunger og de sidste par år, han levede, var svære for ham og for os alle. Da ulykken skete kun to år efter, blev Mikina rigtig bange for, at jeg også skulle dø, men vi har snakket meget om, at jeg ikke dør af dette her - jeg er bare gået i stykker, og det gør ondt, men jeg forsvinder ikke, siger Lonnie.

Venter på afklaring

Det eneste, der stresser hende, er, at der stadig ikke er fundet en løsning på, hvad hun skal leve af fremover. Lonnie er stadig på sygedagpenge og venter på at få at vide, om hun skal i flexjob eller om hun bliver godkendt til en pension. Lige nu er hun i arbejdsprøvning på et kontor en time om ugen på byens plejehjem - og de har heldigvis en seng til overs, så Lonnie kan lægge sig ned, når hun har brug for det.

LÆS OGSÅ: Mormor og morfar blev reserveforældre

Jeg er ikke bitter

- Jeg er et troende menneske, og efter ulykken har jeg jo haft rigtig meget tid til at tænke over mit liv. Hvis man kan spørge, hvad jeg skal lære af dette, ved jeg det faktisk ikke. At acceptere at livet har ændret sig, måske? Der er ikke noget i min krop, man kan operere, og der findes ingen medicin, der kan kurere mig. Jeg skal leve med det. Jeg tager smertestillende medicin for at komme igennem dagen, men jeg har sagt nej tak til morfin, netop fordi jeg gerne vil være nærværende, og fordi jeg er glad for, at jeg er i live.

Jeg kan være sammen med mine børn og børnebørn, jeg har venner og familie, jeg holder af. Jeg er heller ikke bitter, for det hjælper jo ingen - jeg ville bare ønske, jeg kunne læse eller høre lydbøger, men det kan jeg ikke længere på grund af senvirkningerne fra hjernerystelsen. Altså er meningen med mit liv nok, at jeg skal nyde nuet og altid være nærværende lige der, hvor jeg er, siger Lonnie.

Trampolien står stadig ude i haven. Nu bruger Lonnie den kun til at ligge og tage solbad på, men når Noah og de andre børn trænger til at røre sig, kravler de op i trampolinen og hopper for fuld kraft.

Det er helt i orden for mormor - hun kan nemlig høre alt, hvad de laver, ligesom hun kan høre, hvis der er nogen, der bliver kede af det - eller bare tænker på at gøre et eller andet, der er forbudt. Sådan er Lonnie og de andre bedstemødre: De har øjne i nakken, en super hørelse og en blød favn.