Novelle om at få en fæl mistanke: Panikalderen

Ja, så sidder vi her igen, tænkte Anne og smilede ved synet af sine fire veninder, der sad omkring bordet i cafeen. De havde i flere år haft en fast tradition med at mødes til en middag mellem jul og nytår, hvor de kunne få luft for alle de frustrationer, der hobede sig op i julen, og ikke mindst at få et madmæssigt afbræk fra sul og konfekt.

– Gad vide, om Sofie kommer? sagde Tine. – Hun lød så mærkelig sidste gang, jeg talte med hende.

– Jeg tror, hun er stresset. Hun har haft supertravlt på arbejdet op til jul, og jeg tror ikke, ham Henrik er den store hjælp, tværtimod. Jeg fatter ikke, hvad hun ser i ham?

Anne rystede på hovedet: – Nå, men hvordan går det ellers? Var der nogen skandaler til jeres julefrokoster på arbejdet?

– Lidt skandale er der jo altid, grinede Tine, – men slet ikke som i gamle dage. Heldigvis.

Snakken gik, som den altid gjorde, når de var samlet. Det var som at være tilbage i gymnasietiden, dengang for 30 år siden, hvor de havde mødt hinanden og stod på tærsklen til voksenlivet fuld af fremtidsdrømme om spændende arbejde og mand og børn.

Men lige dengang havde det ikke haft nogen hast, for på det tidspunkt havde de nok at gøre med skiftende kærester, lektier, eksaminer og ikke mindst med at skaffe penge til sommerens musikfestivaler.

Fede tider, tænkte Anne og smilede ved mindet om den festival, hvor hun havde mødt Thomas, som hun havde fået to børn med. Nu var det deres tur til at gå i gymnasiet, Katrine gik i 1.g og Marcus i 3.g. Utroligt, at de allerede var så store og snart voksne.

Det ville blive et helt nyt kapitel i livet for hende og Thomas, når reden blev tom. Rejse, ud og spise, spaophold, alt muligt, kun for to. Hun havde været heldig at få en mand som Thomas. Han var en god far, og han var god til at lave mad og … ja, i det hele taget god.

Og nå jo, han var også en god tandlæge med egen klinik og så stadig godt ud som 52-årig, selv om han var blevet en lille smule for tyk, og en lille smule for tynd i toppen. Men pyt, hun var jo heller ikke ligefrem nogen sylfide, og de grå hår formerede sig hastigt, selv om hun ikke var fyldt 50 endnu. Alt i alt havde hun skudt papegøjen.

Men ak, ingen roser uden torne, og tornen med hensyn til Thomas var, at han hvert evigt eneste år glemte deres bryllupsdag. Det var bare så … Hun bandede indvendigt. Det havde faktisk taget sin tid, før han var med på at blive gift dengang for snart 12 et halvt år siden, selv om de allerede havde to børn sammen.

– Jeg elsker dig, og du elsker mig, håber jeg da, og det behøver vi ikke hverken præstens eller borgmesterens indblanding i, havde han sagt. Men gift blev de, og børnene var med til festen, og alle var glade. Også Thomas, men lige det med at fejre årsdagen for deres bryllup, gik han ikke så højt op i.

– Hvad sidder du der og ser så stramtandet ud for? spurgte Tine med et grin. – Er der nogen, der har tisset på din sukkermad?

– Nej, det er bare …

Anne trak på skulderen: – Er der mere vin?

Det var der, og i det samme gik døren op ind til cafeen, og Sofie trådte ind.

Anne vinkede: – Hej, Sofie, vi sidder her.

Tine skaffede hurtigt en stol til, og de gjorde plads til den sidst ankomne.

Sofie hængte sin dynejakke på stoleryggen, viklede sig ud af halstørklædet og tog sin telefon op af tasken og lagde den på bordet, selv om aftalen var, at når de mødtes, skulle det være uden telefoner. Men Sofies ansigtsudtryk fortalte tydeligere end ord, at det ikke var nu, man skulle sig noget om dét.

Veninderne skævede til hinanden.

– Har du spist? spurgte Anne bare for at sige noget. – Vil du have resten af min laksetærte?

Sofie rystede på hovedet. – Nej. Tak.

Hun dumpede ned på stolen og hvæsede mørkt for sig: – Pis! Mænd! Kraftedeme!

Alle lagde kniv og gaffel og ventede. Anne og Tine vekslede blikke. De to var nære veninder og sås tit udover møderne med de andre gamle skolekammerater.

De vidste, hvad der kom, og ganske rigtigt, det var Henrik. Sofie havde læst beskederne på hans telefon efter at have hørt om visse rygter, og der var ikke noget at tage fejl af, han var en troløs stymper. Fuld af løgn og bedrag. Godt, de ikke havde børn sammen. Hun havde sine unger, to velvoksne teenageknægte, og hans boede mest hos deres mor, så … Men fem år, fem år havde hun spildt på den idiot, og hvem gad have hende nu, hvor hun var kommet i overgangsalderen med tør, rynket hud og hedeture?

Så kom tårerne.

Alle var enige om, at Henrik ikke var værd at samle på, så det var bare ud med ham, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Anne sagde ikke så meget, for man vidste aldrig, måske drev det over, som det havde gjort før, og så stod man der og havde sværtet Henrik til, så … I stedet for skænkede hun mere vin, og Sofie faldt lidt til ro, men hun holdt konstant øje med telefonen på bordet. Ikke et ring, ikke så meget som en sms kom der.

Snakken gik om stort og småt og mænd i panikalderen og deres hang til yngre modeller, mens glassene blev tømt og cafeen ligeså. Lige, da de havde rejst sig for at gå, og Sofie et øjeblik havde glemt sine egne problemer, kiggede hun en ekstra gang på Anne og sagde: – Hov, du har jo ikke farvet dit hår rødt, det troede jeg ellers.

– Hvorfor troede du dog det? sagde Anne med et smil. – Har jeg måske nogensinde farvet hår?

– Nå, nej, det er bare …

Sofie rømmede sig: – Nå, men det …

Hun tog sin jakke på. Vinkede til de andre veninder, der var på vej ud ad døren.

– Bare hvad? spurgte Anne og tog sin taske: – Bare hvad? gentog hun.

– Det er bare, fordi jeg tror, jeg så Thomas forleden dag, på afstand altså, og han var sammen med en kvinde. Hun havde rødligt hår. Jeg troede, det var dig. Samme højde og sådan, men jeg så hende kun bagfra.

Anne rynkede brynene. Hjertet begyndte at dunke.

– Hvor så du ham henne?

– Øh, det var … altså, på p–pladsen foran det nye hotel ved fjorden, du ved. Med den flotte udsigt.

Sofie slyngede sit tørklæde om halsen og undgik Annes blik: – Men jeg tog nok fejl, han lignede bare Thomas.

Hun trak på skulderen:

– Undskyld, jeg skulle ikke have …

Hun gav Anne et kram. – Glem det, Thomas er god nok. Du er heldig. Nå, jeg må løbe, jeg skal hjem og klippe Henriks tøj i stumper og stykker.

Og væk var hun.

Anne stod som naglet til gulvet. Hvad gik det her ud på? En rødhåret kvinde? Og Thomas. Nej, det måtte være en fejl. Men hov, var der ikke noget med, han havde fået ny klinikassistent. Var hun rødhåret? Nej, Katrine havde hilst på hende og talt om hendes lyse, misundelsesværdige krøller. Men hår kunne farves.

Tankerne tumlede, mens Anne gik hen til busstoppestedet. Kunne det være en af Thomas’ patienter? Måske havde hun inviteret ham på frokost som tak for god behandling? Sludder. Desuden ville han have sagt det. Meget mærkeligt.

Jeg vil simpelthen bede ham om en forklaring, besluttede Anne. Ja, nemlig. Hvor svært kunne det være.

Men det kunne være svært. For det første var han allerede gået i seng og snorksov, da hun kom hjem. Alle sov. Men hun sov ikke, hun lå natten igennem og vendte og drejede sig, mens hun forestillede sig det værste. Der var jo det med mænd, der gik i panik og så mod nye horisonter, når alderdommen for alvor vinkede forude. Det var en klassiker, det var det, film og bøger tit handlede om.

Det, der skete for naboen og for Sofie. Måske var det bare noget, hun havde opdigtet, fordi … Nej, sådan var Sofie ikke. Anne skammede sig over sine egne tanker. Sofie var god nok, bare uheldig med mænd.

Næste morgen skinnede solen både fra en skyfri vinterhimmel og fra Thomas, der var i ualmindeligt godt humør og gav hende et smækkys på munden lige for øjnene af børnene.

– Get a room, sagde Marcus med et grin. – Hej, jeg er smuttet.

– Må jeg låne bilen i aften? spurgte Katrine. – Jeg skal …

Hvad hun skulle, hørte Anne ikke, hun grublede over, hvordan hun skulle sige det med den rødhårede til Thomas. Måske ville han blive stødt, sur og gal ligefrem, over, at hun overhovedet kunne mistænke ham for at … for at hvad? Have et forhold til en anden kvinde? Gå ud at spise med andre damer?

Og måske havde Sofie taget fejl, den ene gråhårede mand lignede jo den anden, især bagfra, ikke? Hun skulle have spurgt Sofie, hvad han havde haft på. Hun kendte alt hans tøj, meget af det havde hun selv købt til ham.

Hun åbnede munden flere gange for at tage hul på sætningen og få klar besked, men tøvede, mens hendes hjerte hamrede hårdt i brystet. For hun risikerede at ødelægge ikke bare den gode stemning, der var lige nu, men også afsløre, at hun ikke stolede på ham.

Åh, altså! Hun anede ikke sine levende råd, og lige pludselig var tiden forpasset, og han havde drukket sin morgenkaffe og på vej ud til bilen, mens et ”hav en god dag” hængende efter sig.

Ja, tænkte Anne, det er lettere sagt end gjort, når man pludselig får stukket en kæp i kærlighedshjulet på den måde. Pokkers.

Hun havde svært ved at koncentrere sig om arbejdet i det forsikringsselskab, hvor hun især havde med anmeldelser om tyverier at gøre, og hun var glad for, at hun skulle arbejde hjemme den følgende dag. Hun havde nemlig en plan klar, så sagen kunne blive afgjort så hurtigt som muligt.

Det ville jo være helt til grin at gå der og planlægge kobberbryllupsfest, hvis Thomas var på vej i armene på en anden kvinde. En fest, som hun naturligvis – igen – skulle stå for, tænkte hun bittert. Hun havde nævnt datoen for Thomas ikke bare en, men flere gange, uden han havde reageret nævneværdigt.

Nej, hun måtte have klarhed, sætte gang i sin indre detektiv.

Første stop: Tandlægeklinikken. Lige tjekke de kvindelige ansatte, mens hun lod, som om hun havde fået en pludselig indskydelse og ville invitere Thomas til frokost. Spørge Karen, den klinikassistent, som hun kendte godt, om de mon havde fået nye patienter, for eksempel kvinder med rødt hår. Bare sådan tilfældigvis.

Måske se sit snit til at tjekke Thomas’ telefon på et tidspunkt, noget hun ellers ikke kunne drømme om at gøre, men når nøden er størst … For var han ikke blevet lidt hemmelighedsfuld på det sidste? Jo, der havde været et par gange, hvor han ret pludseligt havde afsluttet nogle samtaler, men det havde hun ikke tænkt nærmede over. Dengang. Men nu!

– Hvorfor kigger du så mærkeligt på mig? spurgte Thomas et par gange i aftenens løb, mens de sad og så en krimi i fjernsynet.

– Jamen, det gør jeg da ikke, det er bare … Anne trak på skulderen: – Jeg tænker bare på dengang, børnene var små. De bliver så store. Jeg kan slet ikke følge med.

Og så remsede hun alle de mest hyggelige familiestunder op, mens morderen blev skudt, og blodet flød, og politiet fejrede, at sagen var afsluttet, og roen igen kunne falde over den lille, engelske by.

– Ja, selvfølgelig kan jeg huske det. Det var nu så hyggeligt, da de var små, men se dem nu, de går deres egne veje, eller rettere sagt kører … i min bil, grinede Thomas.

– Vores bil, påpegede Anne spidst. – Vores bil, vores hus, vores møbler, vores …

– Ja, ja, vores. Selvfølgelig. Hvad er det med dig? Thomas så på hende med rynket pande. – Du er blevet så underlig. Er du kommet i overgangs...

Et blik var nok, og han tav brat. Han skulle ikke komme her og … Syntes han, hun var gammel måske? Typisk. Mænd og panikalder. Sofie havde ret. Mænd var bange for at blive gamle, og så ville de have en ung kone, så de kunne glemme … Stop! Thomas er ikke sådan.

– Undskyld, sagde hun og rejste sig. – Jeg henter lige lidt chokolade til os.

– Vores chokolade, grinede Thomas.

Hans telefon lå på kommoden i entreen. Den var som en magnet. Anne gik nærmere og nærmere, rakte hånden frem, tøvede, skammede sig på forhånd, lagde hånden på telefonen, hjertet dunkede, og dunkede og … så … gik døren op, og Katrine kom hjem.

– Hej, mor, er det ok, jeg har Frederik med hjem? Vi skal bare se en ny serie, men vi skal nok være stille, hvis I gamle vil tidligt i seng. Stort smil. Også fra Frederik, der dukkede op bag ved Katrine. – Goddag, sagde han høfligt og sendte Anne et strålende smil. – Vi lover ikke at larme.

Anne gengældte smilet.

– Helt ok. Vil I have lidt chokolade?

Det ville de, og Anne sendte Thomas’ telefon et sidste blik, men opgav den plan. Det var alligevel for usselt at udspionere ham på den måde.

Det var dog ikke mere usselt, end at hun besluttede at troppe op på klinikken næste dag, fordi Thomas havde sagt, at han nok ville komme senere hjem end normalt.

Der kunne selvfølgelig være flere, der havde fået tandpine af at spise for meget jule-knas i december, men hun syntes alligevel, at det lød mærkeligt. Men hende skulle han ikke løbe om hjørner med!

Altså drog hun af sted med huen ned i panden og hætten oppe og endte med at stille sig i porten over for klinikken. Hvis han kom ned og satte sig ind i bilen, ville hun praje en taxi og sige ”follow that car”, ligesom de gjorde på film. Nemlig. Hun var klar. Men ikke mere klar, end at det gav et gib i hende, da han faktisk kom ned og gik hen mod sin bil. Ikke en taxi at se, men hov, der kom en. Hun reagerede lynhurtigt.

– Vær venlig at følge efter den bil der, den røde, tak, sagde hun og følte sig ret dum.

Chaufføren drejede lige hovedet og sendte hende et smil, men gjorde så, som hun sagde.

Hun var knastør i munden. Åh, hvor ville Katrine og Marcus blive kede af det. Men hun ville have dem hos sig, Thomas skulle ikke … Pludselig gik det op for hende, hvor de var på vej hen. Til hotellet ved fjorden! Godt! Hun ville tage ham – dem – på fersk gerning. Hun var rasende og så ked af det på en og samme tid. Det havde hun ikke troet om Thomas. De havde været sammen i 20 år, og så det her …

Hun betalte taxien, steg ud, gemte sig bag et par store biler, så Thomas gå ind på hotellet.

Ventede lidt og fulgte så efter.

Dér var han. Dér var den rødhårede kvinde. De gav hånd. Ha, sikke en forestilling. Så forsvandt de ind på restauranten. Hun ventede. Hjertet galopperede. Receptionisten, en ældre kvinde, skævede til hende: – Kan jeg hjælpe med noget?

– Øh, sagde Anne befippet, – det er bare … Jeg syntes, jeg kender hende den rødhårede dame, der gik sammen med ham manden. Jeg kan bare ikke lige huske …

– Nå, Cecilie Marie, ja, hende er vi glade for. Hun er festarrangør og giver os mange kunder. Som nu ham manden før, han skal arrangere kobberbryllup i hemmelighed for sin kone, og han har brug for hjælp. Det har mænd tit, ikke? Også til den slags, smilede receptionisten.

Det samme gjorde Anne.