Sød novelle om at savne nogen: Mors bil

Man fik jo, hvad man betalte for. Og Julie havde ikke betalt ret meget for den brugte bil, der – i dag ret modstræbende – kørte hende rundt mellem alverdens blomsterforretninger og kiosker. Den var bestemt ikke noget at prale af: Den var otte år gammel, og den havde kørt jorden halvvejs rundt, men den kunne da det, den skulle kunne: få hende fra a til b til c til d – og hvad der føltes som det halve alfabet igennem – i løbet af ugen.

Det ville have været ret rart at have sådan en rigtig manager, der sørgede for, at hendes blomsterkort blev solgt vidt og bredt i landet, mens hun bare selv sad derhjemme og var kunstnerisk. Men sådan én havde hun ikke. Hun måtte selv sælge – sig selv. Hun var både kunstneren og sælgeren, men helt ærligt gik det pænt. Godt nok til, at hun turde tro på, at hendes idé … hendes drøm … kunne blive til noget. Selv om det kneb lidt.

Det var begyndt i gymnasiet, hvor hendes manglende opmærksomhed på både puniske krige og aritmetik var blevet illustreret af de kønneste tegninger af dansk flora og fauna i margenen på bøgerne. Mens læreren sad og snakkede om kriser og besværlige måder ikke at forstå matematik, havde hendes bøger fået et andet liv. De blev fyldt med insekter og især blomster. Farvestrålende, naturalistiske og kønne.

De havde meget lidt at gøre med det, hun burde beskæftige sig med, men efterhånden gik det op for hende, at der var stor forskel på, hvad hun burde, og hvad hun havde lyst til. Hun havde lyst til at tegne. Det var også det, hun var god til. Så alt det dér med at få en uddannelse ”at falde tilbage på”, det gav mindre og mindre mening.

En dag forklarede hun sine ikke alt for begejstrede forældre, at hun ikke havde brug for at vide noget om puniske krige, når hendes drøm var at leve af at tegne smukke ting og sælge dem. De protesterede og var bekymrede, men ikke nok til, at hun ændrede mening. Okay, så kunne hun da i teorien blive tegnelærer og få et job med pension, men der var andet i verden end pensioner.

Hun ville gerne se mere af den verden til at begynde med, og derefter ville hun så tegne og tegne og leve af det.

Penge var selvfølgelig et problem. Det var det altid. Man fik ikke bare SU til at leve for, hvis man ikke studerede henne i skolen. Men en dag havde hun skudt hjertet op i livet og vist nogle tegninger til et forlag, der mente, at de var gode nok til at blive trykt og brugt som kort til at sætte ved blomsterbuketter eller til bare at sende små beskeder på.

Det var, som om folk var blevet trætte af bare at sende sms’er og e-mails; når det skulle være alvor, var et fint kort, skrevet i hånden og puttet i en passende kuvert, noget mere charmerende end en hilsen med emojis på mobilen.

Og så var Julie gået i gang med at designe og sælge sine kort med blomster. Selvfølgelig kunne man købe dem direkte fra forlaget, men når hun stod der i en forretning, ung og sød og lidt genert, blev der købt meget mere, end hvis forretningen skulle bestille kort hjem fra forlaget.

Så hun var simpelthen blevet rejsende i sine egne kort. I den lokale avis havde hun set en annonce for en “velholdt brugt bil” og havde købt den for penge, hendes forældre havde lånt hende.

Det havde været en fantastisk oplevelse. Hun havde aldrig følt sig mere voksen. Egen bil! Det havde været et sus at sætte sig bag rattet og køre efter den liste med forretninger, hun havde skrevet ned.

Hun udsøgte sig et område og kørte det igennem, og næste dag fandt hun et nyt. Nogle gange blev hun nødt til at overnatte ude, men hun prøvede så vidt muligt at sove hjemme – det var langt det billigste.

Forældrene skumlede en lille smule og begyndte at tale om begreber som kost og logi. … Ja, okay, så boede hun i realiteten hjemme, og hun spiste egentlig også hjemme, men hun havde altså ikke penge til at betale et værelse og egen kost – endnu.

Der var én ting, hun ikke havde taget højde for: At hun kom til at arbejde alene. I gymnasiet havde der været masser af venner og masser af socialt liv. Og selv om hun mødte mange nye mennesker, var det noget andet at snakke med nogen i en halv time i en forretning og så køre videre, end det var at have veninder, man kunne dele alt med.

Først var det spændende og voksent, men i perioder var det bare ensomt. Så kiggede hun på sin netbank og blev glad over at se bundlinjen vokse. Langsomt, men sikkert. Så fik hun det bedre. Og på de lange bilture vænnede hun sig til at snakke med sig selv.

– Det kommer til at tage et par år, før jeg har nok til at rejse til Paris og bo, sagde hun, da hun kørte træt hjem efter en dag, hvor hun havde trawlet boghandlere og blomsterbutikker igennem. – Måske vil jeg kunne sælge ting dér også, men det kan jo være …

En hund kom strygende ud foran bilen. Hun så ikke andet end en rødgylden streg, der kom ud fra en indkørsel og hoppede op og ned langs bilens side, mens den gøede helt vildt.

Hun blev totalt forskrækket, stod nærmest op på bremsen og slog et sving over i den modsatte vejbane, mens hun bandede og svor. Åndssvage kræ! Den skulle da have været bundet!

Hun var ung og havde gode reflekser, men hvis det havde været en gammel dame, der var kommet kørende, kunne hun måske være endt i en trafikulykke. Hunden kunne være blevet kørt over. Det ville være dens egen skyld, men det ville ikke gøre det mindre ubehageligt.

Hun åbnede døren i førersiden og snerrede ”Skrid!” ad hunden. Den listede slukøret og pibende ind på gårdspladsen foran et lille hus.

Hun sad lidt og sundede sig. Jo, man fik, hvad man betalte for. Men hendes far havde gudskelov været med ude og prøvekøre bilen, og han havde været mere interesseret i bremser end i lak og småskrammer. Pyha.

Hun overvejede, om hun skulle gå ind og brokke sig i det lille hus, men hun var for træt til at skulle igennem noget, der kunne blive et ubehageligt skænderi.

Hun kunne stadig høre hunden stå og gø, men den kom ikke ud. Gud, hvor måtte det være irriterende for ejeren, hvis den gøede ad alle biler, der kørte forbi.

Efter de første uger var hendes eufori over at være selverhvervende begyndt at fortage sig lidt. Det var ikke, fordi hun ikke solgte pænt, men det budget, hun havde lagt, viste ret klart, at det hverken var i år eller næste år, hun blev millionær.

Forældrene begyndte at antyde, at hvis det var, kunne hun jo udsætte det med at rejse og male på fuld tid et års tid og så gøre sin studentereksamen færdig først.

– Sådan en eksamen er da god at have, sagde hendes mor.

– Der er aldrig nogen, der har fået for meget uddannelse. Du er ung! Det gør da ikke noget, at du bliver færdig med studentereksamen et år efter de andre, istemte hendes far.

Julie var ikke helt enig. Måske var der ingen, der fik for meget uddannelse, men der var nogle – som hende – der fik for meget af at skulle tage en uddannelse, som ikke interesserede dem en dyt.

Så hun knoklede på. På ét eller andet tidspunkt ville der vel blive så meget overskud, at hun kunne brede vingerne ud og flyve ud i verden og opleve det, der ville gøre hende til en seriøs kunstner. Eller i hvert fald en acceptabel kunstner.

Hun planlagde sine uger, så hun kunne sidde og tegne nye kort to dage og så rakke på landevejene og sælge dem de tre. Hun udvidede sortimentet, og forlaget, der solgte dem, var stadig positive. Nogle uger var gode – og nogle var knap så gode.

Det var en af de knap så gode uger, det hele var ved at ramle. Hun kom kørende gennem den lille landsby tæt på, hvor hun boede, og det var så længe siden, det med hunden var sket, at hun havde glemt det.

Så hun var ikke helt oppe på dupperne, da den skøre, halsende hund igen strøg ud ad indkørslen til det lille hus og hoppede rundt omkring bilen, som Julie ikke kunne få ordentligt styr på. Hun slog et sving for at undgå at køre hunden over, men det betød, at hun skrabede højre side af bilen mod en kilometersten i vejkanten. Hun steg rystende ud ad fordøren.

– Blackie! Blackie! Hold dog op! hørte hun en stemme råbe.

– Din skøre hund! Det er ikke mor!

En ældre mand kom småløbende hen imod hende. Han så lige så forskrækket ud, som Julie følte sig.

– Du kom vel ikke noget til? spurgte han.

– Du må meget undskylde. Jeg er så ked af det. En gang imellem slipper han ud, fordi posten glemmer at lukke lågen. Han er jordens mest velopdragne hund, men lyden af den bil. Åh, du milde! Sikke en skramme, den har fået! For pokker da, Blackie!

Han så så fortvivlet ud, at Julies lange tirade af rasende sætninger om, hvor farligt det var at have en så ustyrlig hund løbende frit omkring ved siden af en vej, blev stikkende i halsen på hende.

– Der skete ikke noget alvorligt, sagde hun.

– Jeg kom ikke til skade. Og der skete ikke noget med Blackie. Men det er da ikke helt smart at have ham løbende uden snor, når han forfølger alle biler, der kommer forbi.

Manden strøg hunden over ørerne, og den slikkede hans fingre.

– Ikke alle, sagde han. – Det er kun din.

– Kun min? spurgte hun forvirret.

– Ja, sagde han.

– Kom med ind i huset og få lidt at drikke, så skal jeg fortælle dig, hvad det handler om. Vi skal jo også have fundet ud af, hvad vi gør med den skramme i bilen. Jeg er gudskelov godt forsikret.

Huset, de gik ind i, var pænt indrettet, men det så ud, som om det trængte til en kærlig hånd. Det var ikke decideret snavset – det var bare lidt forsømt. Vinduerne var grimede, der var fnuller på gulvtæpperne, og lugten var gammel og sommerhusagtig. Som om der ikke var blevet luftet ud i ugevis.

Den ældre herre satte en kedel vand over og fandt to gamle kaffekopper frem. Han tørrede dem automatisk af i et viskestykke, inden han satte dem på en bakke.

– Bruger du sukker og mælk? spurgte han, og han så lettet ud, da hun sagde nej. Han slog ud med hånden.

– Jeg har været forkælet, sagde han. – Min kone og jeg var gift i næsten 60 år. Hun var en ørn til at holde hus – kunne vist ligefrem lide det – men, som du kan se, var det ikke en interesse, vi delte.

Han smilede skævt, og Julie smilede igen. Hun fjernede en stak tilbudsaviser fra en stol og satte sig.

– Og nu er du alene? spurgte hun.

– Ja, sagde han. – En dag sagde hendes hjerte stop. Det kom virkelig pludseligt. Hun virkede, som om hun ville leve, til hun var mindst 110, men ...

– Det gør mig ondt, sagde Julie. – Det må have været utroligt hårdt.

– Ja, sagde han. – Fra starten var jeg helt lammet, men man kommer jo over det. Næsten. Jeg havde ventet, at kommunen ville hjælpe lidt, men de sagde bare, at jeg jo var sund og rask og kunne købe en robotstøvsuger.

Han smilede lidt.

– Det gjorde jeg også. Men jeg kunne sørme hverken få lært den at lave mad eller føre en fornuftig samtale! Nå, vi klarer os, Blackie og jeg.

Julie nåede lige at stoppe sig selv, inden hun kom til at foreslå, at hun skulle åbne et vindue.

– Du sagde, at Blackie ikke render efter andre biler end min? sagde hun.

– Hvordan hænger det sammen?

Han smilede stille.

– Du kører i Mors bil, sagde han.

Hun så forbavset på ham.

– Mors bil?

– Ja. Min kone og jeg havde to biler, men da hun døde, havde jeg ikke længere brug for dem begge. Børnene havde ikke brug for en gammel bil, så jeg solgte hendes.

– Til mig, sagde Julie.

– Ja.

– Jeg bruger den til at køre rundt og sælge kort, jeg selv har designet, sagde hun.

– Jeg drømmer om engang at få skrabet penge nok sammen til at kunne rejse ud og studere i udlandet. Jeg bor ikke så langt herfra.

De sad stille med deres kaffe, der smagte temmelig rædselsfuldt.

– Når Elise kom hjem, kunne Blackie kende lyden af motoren og bilen i det hele taget, og så løb han ud for at byde hende velkommen.

– Sødt, sagde Julie.

– Ja, sagde han. – Og ret upraktisk. Jeg opdagede det første gang, du kom forbi, men da var det for sent at gøre noget ved det. Altså at Blackie troede, at det var hende, der kom tilbage. Så vænnede jeg mig til bare altid at lukke lågen, men det smuttede altså af og til, sagde han.

– Og nu har du også fået en skramme på siden af bilen, og det kunne jo også være gået meget værre, sagde han med tårer i øjnene.

Så sad de der og så på hinanden.

– Arbejder du hjemmefra? spurgte han. – Eller har du et atelier?

Atelier. Sikke et dejligt ord.

– Hjemme.

– Og du er glad for det?

– Ikke helt. Jeg bor hos mine forældre og får kost og logi, så de forældre synes, jeg skal gøre rent og lave mad og den slags til gengæld. Det er svært at forklare, men det betyder, at jeg ikke rigtigt er min egen herre – og at jeg bliver ved med at føle mig som et barn.

De sad længe og sagde ikke noget.

– Nu håber jeg ikke, du tror, jeg har skumle bagtanker, sagde han. – Men prøv lige at komme med.

De gik gennem huset, og han åbnede en dør. Bag den var et lyst værelse, hvor der var en seng. Der var også et stort bord med tegnerekvisitter og flere staffelier.

– Min kone slappede af med at male, sagde han. – Og når hun skulle tidligt op, sov hun her for ikke at vække mig.

Julie var totalt paf.

– Hvis jeg skal bruge forsikringen til at betale for skrammen på bilen, vil det nok blive ret dyrt, sagde han.

– Alt det dér med selvrisiko og at rykke ned fra at være elitebilist. Jeg ved ikke engang, hvordan forsikringen vil betragte det, når det er Blackies skyld det hele. Men måske kunne vi finde på noget smartere. Jeg mener: Du har brug for et sted at være dig selv – og du har brug for at tjene lidt mere. Jeg har brug for noget så gammeldags som en slags husbestyrerinde. Værelset her står tomt. Jeg tager stadig hjemmefra et par formiddage om ugen. Jeg kunne betale dig rimeligt for at lufte ud og støvsuge og måske lave en gang mad en gang imellem. Du kunne bruge værelset – sove her, når du har lyst. Du kunne koncentrere dig om at arbejde, og du ville ikke have dine forældre hængende over skuldrene hele tiden. Vi kunne blive en slags arbejdskollektiv. Vi får nogen til at give skrammen på bilen en gang lak. Kan du lide hunde?

Han så ivrig ud, og han var næsten stakåndet.

Det kunne hun ikke rigtigt. Lide hunde altså. Men tanken om at sidde ved det fede tegnebord og arbejde fik næsten hendes tænder til at løbe i vand. Og det ville da være lidt sødt, hvis der faktisk kom nogen, Blackie kendte, ud af Mors bil.

At blive et hundemenneske. Det kunne man vel lære.

– Det lyder spændende, sagde hun.

– Jeg tygger lige på det og kommer forbi med et svar i morgen. Hold for en sikkerheds skyld lågen lukket.

Der stod en lille støvsky op fra Blackies hale, der dunkede mod gulvet, da hun gik.