Isbrand ser "X Factor": Årets foreløbig største musiske personlighed er svensker

”Det grå guld”. Udtrykket havde allerede en afsmag af anstrengt kliché tre dage efter, at velmenende mennesker lancerede det omkring årtusindskiftet. Men når dommer Benjamin Hav i ”X Factor” bruger det om kategorien af solister fra 23 år og op, bliver det helt absurd, gakket – og morsomt.

I årets anden 6 chair challenge er der trods alt adskillige deltagere i 20’erne. Og det tætteste, vi kommer på egentligt gråt guld, er rumænskfødte Elena, der har udprægede divakarakterer. Benjamin når i løbet af showet både at kalde hende ”den rumænske ræv” og en ”meteor, der er kommet via Rumænien ud til det ydre rum og tilbage igen”. Og man kan ærgre sig over, at hun ender med at miste sin stol og således ikke får mulighed for at vise seerne flere vinkler af sig selv.

Hun formår trods alt at mixe klassisk, spansk sang og flamencoguitar med en discorytme og få hele herligheden til at genlyde af en natklub i 1970’erne. Og hun kunne være blevet en kilde til finurlige og originale overraskelser i programmet.

Ligeledes er det et tab, at Gustav med den vilde energi ikke får lov til at lege med mere. De ægte, rockede momenter er i mine øjne generelt for sjældne i ”X Factor”, og sådan et leverede Gustav fra scenen. For breddens skyld måtte han godt have været med lidt længere.

Og inden jeg således endnu en gang brokker mig over dommernes tilbøjelighed til at satse på det sikre, vil jeg i stedet fremhæve svenske Emelie som aftenens mest personlige indslag. Når man kan vælge et nummer som ”War Pigs” fra de legendariske heavyrockere i Black Sabbath og fremføre det bevæbnet med en akustisk guitar, så hele herligheden ender med at få en inderlig folkesangerkvalitet a la Tracy Chapman, repræsenterer man essensen af alt det, ”X Factor” kan, når det er bedst.

Blachman udnævner da også præstationen til ”dagens første musikalske tilstedeværelse”. Og Emelie ender på Drew Sycamores team sammen med den velsyngende, lettere nonchalante Malthe, der slipper godt fra at fortolke SZA’s ”Nobody Gets Me” med cool attitude og hænderne i lommerne. Drew fortjener stor ros for sit mod og sine ambitioner med kategorien af knap så unge kunstnere.

Musikalsk maveplasker

Den overfriske Ahmad falder til gengæld til jorden med et brag, da han overraskende lader en udmærket Whitney Houston-fortolkning udmunde direkte i Sanne Salomonsen-hittet ”Jeg’ i live”. I samme sekund går det nemlig galt, da han kommer fra start i en forkert toneart, som han ikke formår at komme ud af igen. Nok så meget af det, Blachman vælger at kalde ”positiv energi”, hjælper ham ikke her. Og som samme Blachman så rigtigt pointerer: Hvis det var sådan en præstation, Ahmad havde leveret til sin audition, var han aldrig kommet videre.

Blachman selv ender med de to skæggede herrer Jonas og Rasmus i stolesæderne. Begge har potentiale, og særligt sidstnævnte har en stemme og udstråling, der med den skaldede mentors ord er ”guruagtig”, og som både kan udmønte sig i genistreger eller direkte hjemsendelse med ”gurutoget”.

Benjamin Hav står efter dagens prøvelser tilbage med to solister, der hver især rummer mange musikalske retninger i sig. Spillemanden Jakob, som er en blandt adskillige deltagere, som Benjamin har haft held til at frarøve sin guitar, springer ud som sødmefyldt popdreng med Rugsted & Kreutzfeldts ”Jeg ved det godt”. Og 24-årige Matilde får med ”I Will Survive” – Gloria Gaynors gamle hyldest til selvstændighed og indre styrke – hele salen til at klappe i takt. Også Drew og de øvrige deltagere i stolene klapper begejstret med. Og allerede nu mærker man som seer, at kampen på talent bliver hård.

Se Matildes optræden i videoen nedenfor.

Først skal vi dog have sæsonens grupper gennem stolelegen. Det er traditionelt en kategori med et skyhøjt underholdningsniveau, så det ser denne skribent i hvert fald frem til.

Ugens præstation: Emelie. ”X Factor”, når det er mest ”x’et”. Lad der blive mange fredage med denne urkraft!

Ugens kommentar: Blachman om Benjamin Havs foreløbige samarbejde med Mathilde: ”Det er et fantastisk samspil at kunne provokere sine deltagere på kanten af sindssyge i håbet om, at de selv skal blive sindssyge til sidst!”