Skulle jeg sladre om min søns kriminelle ven? - del 1:2

Kevin var lidt af en rod. En sød rod, der altid var fuld af spilopper og havde det mest afvæbnende grin, når man tog ham i at lave ballade. Jeg kunne ikke stå for den dreng, som hurtigt var blevet min søns bedste ven, da han startede på Christians skole midt i anden klasse.

Der sad et godt hoved på Kevin. Blandt andet talte han to sprog flydende, engelsk og dansk, fordi hans mor var englænder, og læse kunne han også. Hvor min Christian ikke var nået meget længere end til »so«, »ko« og »is«, da de lærte hinanden at kende, var Kevin allerede i gang med frilæsningsbøger, han tidligst forventedes at kunne læse i fjerde klasse.

Jeg ved det, fordi Christian stort set havde ham med hjemme hver dag, og det havde en god forklaring. Jeg fandt nemlig hurtigt ud af, at Kevin ikke kom fra de bedste forhold.

Christian fortalte mig, at faren drak, og det havde alle de følgevirkninger, den slags har. Råben og skrigen, skænderier fra morgen til aften og værst af alt intet overskud til kærlighed eller bare almindelig omsorg for Kevin og hans storebror. De sociale udfordringer stod i kø i den familie.

Hvad gør man som udenforstående? Jeg kunne ikke gøre ret meget andet end at være gæstfri, sørge for at der var mad i køleskabet, når de kom fra skole, og jævnligt spørge Kevin, om han ville spise med om aftenen. Det ville han i øvrigt altid gerne.

– Du skal lige ringe til din mor og høre, om det er i orden, sagde jeg til ham første gang.

Kevin trak på skulderen. Det mente han ikke var nødvendigt, for hun var alligevel ligeglad.

– Nåh, men det er jeg ikke, svarede jeg og pegede på telefonen i vindueskarmen, for det var før mobilernes tid.

Fra da af ringede han altid hjem, når han blev og spiste med. Dengang tænkte jeg kun, at jeg da heldigvis fik lært ham, hvordan man opfører sig over for hinanden, når man er en familie, men senere er jeg faktisk kommet i tvivl.

Med mit krav om, at han skulle ringe hjem, tvang jeg ham også gang på gang til at mærke, at hans forældre vitterligt var ligeglade med, om han kom hjem eller ej. Telefonsamtalerne foregik nemlig altid sådan her:

– Jeg spiser hos Christian.

Så sagde moren et eller andet.

– Hm, svarede Kevin, og så lagde han røret på.

– Var det i orden? spurgte jeg så.

– Ja, ja.

– Hvornår skal du være hjemme?

Det besvarede han kun med et skuldertræk.

Mit hjerte krympede sig, for jeg kunne se sorg i hans øjne. Stakkels unge. Han var som et mælkebøttefrø, der blæste rundt med vinden, og den mor, der burde have sagt, at han skulle være hjemme klokken syv eller otte, sagde ingenting. Efterhånden holdt jeg op med at spørge og sendte ham i stedet selv hjem, når jeg mente, det var passende.

Jeg var enlig mor til Christian og hans søster, Johanne, der var et par år ældre. Som selvstændig bogholder havde jeg verdens bedste job. Det meste af mit arbejde kunne jeg klare hjemmefra, og når jeg havde møder med mine kunder, sørgede jeg så vidt muligt for at lægge dem om formiddagen.

Det betød, at jeg stort set altid var der, når ungerne kom hjem fra skole. Måske sad jeg og arbejdede, men jeg måtte gerne forstyrres, hvis der var noget. De kunne altid komme til mig.

Jeg indførte hurtigt en regel om, at Christian og Kevin skulle læse lektier, når de lige havde fået noget i skrutten. Christian forsøgte altid at slippe udenom, men ikke Kevin. Han var ærgerrig. Han higede efter ny viden, og var der noget, der virkelig interesserede ham, kunne han – på en helt anden måde end Christian – koncentrere sig dybt og længe.

Den dag i dag er jeg overbevist om, at det langt hen ad vejen er Kevins fortjeneste, at min søn efterhånden forstod idéen med at gå i skole og senere også fik sig en god uddannelse.

Når de blev sluppet fri fra lektielæsningen, gik den vilde leg resten af dagen, inklusive drengestregerne. Engang kom de til at starte min bil, der holdt foran huset med nøglerne i. Jeg stod ved siden af og snakkede med naboen og opdagede ikke, at drengene havde sat sig ind i bilen.

Pludselig startede den bare, og da den samtidig stod i første gear, trillede den nok så nydeligt fremad og direkte ind i muren. Det kostede heldigvis kun en bule i kofangeren, og jeg kunne helt ærligt ikke lade være med at grine, men selvfølgelig kun i smug.

Mere alvorligt var det dengang, de lavede bål i haven, mens jeg for en sjælden gangs skyld ikke var hjemme. Det var en af de ekstremt tørre somre, og kun fordi min nabo opdagede det og kom ilende til med en haveslange, lykkedes det at undgå den helt store ildebrand. Resten af den sommer levede vi med en afsvedet græsplæne.

Forholdene hjemme hos Kevin blev ikke bedre med årene. Faren drak stadig, moren kunne ikke finde ud af at forlade ham, og storebroren, som var fire år ældre end Kevin, var godt på vej ud i et misbrug à la det, han havde lært hjemmefra. Øl, hash, pjæk fra skolen …

Kevin fortalte det til Christian, som fortalte det videre til mig, og nu, hvor drengene var ved at nærme sig puberteten, voksede mine bekymringer. Hvad kunne Kevin finde på? Og trak han Christian med ind i det? Jeg håbede og bad til, at de holdt balancen, når de nåede den alder, hvor fristelserne begyndte at kalde på dem.

Som så ofte før var Kevin tidligere ude end Christian. Forandringerne kom allerede i slutningen af sjette klasse, hvor hans stemme gik i overgang. Han gad heller ikke længere deres sædvanlige lege. Nu ville han helst bare sidde inde på Christians værelse og fise den af, og Christian, som bestemt ikke var den fødte leder, labbede bare efter.

En dag tog jeg dem i at stå og smugryge omme bag vores brændeskur, og få dage efter var der forsvundet to øl fra mit køleskab.

Nu var døren til drengeværelset ofte låst, der blev spillet høj musik, og når jeg talte til dem, fik jeg kun et bøvet »øh?« tilbage. Jeg havde i den grad fået teenagere i huset.

Jeg havde selvfølgelig allerede været igennem det med Johanne, men det var på en helt anden måde. Hun røg op og ned ad følelsesskalaen, og det kunne være voldsomt nok, men i det mindste var jeg aldrig i tvivl om, hvordan hun havde det, eller hvad hun gik og tænkte på.

En søndag formiddag så Christian noget blegnæbbet ud, da han stod op. Han virkede i det hele taget ret meget ved siden af sig selv, men jeg kunne ikke få ham til at fortælle mig, hvad der var galt.

Først halvsent om aftenen, efter han egentlig var gået i seng, stod han op og kom ind til mig i stuen.

– Kevin stjal en bil i går, bruste det ud af ham.

På det her tidspunkt var drengene lige begyndt i ottende klasse, og ingen af dem var fyldt 15 endnu.

– Du må ikke sige, at jeg har sagt det, var det næste, der fløj ud af munden på ham.

Han lignede en, der allerede havde fortrudt sin åbenmundethed. Jeg tror, det lykkedes mig at bevare roen, fordi det et eller andet sted ikke kom bag på mig. Det var næsten mærkeligt, hvis det svigt, Kevin gennem hele sit liv var blevet udsat for, ikke på et eller andet tidspunkt slog ud til den forkerte side.

– Fortæl mig om det, sagde jeg og lovede på amager og halshug, at jeg ikke sagde noget til nogen.

Drengene havde sammen med flere andre været henne i byparken lørdag aften. På et tidspunkt fandt Kevin på, at det kunne være sjovt at hugge en bil. Christian og et par af de andre forsøgte at tale ham fra det, men desværre var nogle enkelte også med på den.

De var sammen med Kevin gået hen til de boligkarreer, der lå ud til parken, og Christian havde set dem brække en bildør op for lidt efter at starte den parkerede bil. Her var Christian smuttet hjem.

– Men du siger ikke noget til nogen, sluttede han meget, meget insisterende.

Hvad skulle jeg gøre? Ringe til politiet og indgive en anonym anmeldelse? Opsøge Kevins forældre, skoleinspektøren, klasselæreren? Eller simpelthen holde min mund, som jeg havde lovet Christian?

Det kunne koste mig dyrt, hvis jeg brød min søns fortrolighed, og var den i virkeligheden ikke vigtigere end alt andet? Christian havde ikke gjort noget kriminelt, tværtimod. Han havde fortalt mig det her i tillid til, at han kunne stole på mig.

Det, han ikke forstod, fordi han var så ung, var, at man som et ansvarligt voksent menneske ikke bare kunne sidde sådan en oplysning overhørig. Eller hvad?