Lige fra hjertet: Jeg faldt for en yngre mand

Jeg var 43 år, da jeg blev skilt. Skilsmissen var ganske udramatisk. Min mand og jeg mødte hinanden, da vi var helt unge, men udviklede os siden i hver sin retning, og nu havde vi ikke længere andet end vores to voksne børn til fælles.

Efter bruddet solgte vi vores hus, der lå i en mindre landsby, og jeg købte en lejlighed i Odense for at starte på en frisk. De to værelser inde i byen passede fint til mine behov, og jeg nød for første gang i mit liv at bo alene og selv bestemme, hvor skabet skulle stå.

Genopdagede sig selv

I de seneste mange år havde jeg ikke gjort noget særligt ud af mig selv. Som oftest havde jeg bare lige redt håret igennem med en kam og pjasket lidt koldt vand i ansigtet, inden jeg satte mig ud i bilen og kørte på arbejde.

Nu begyndte jeg at interessere mig for mit udseende igen. Jeg løb hver anden dag for at tabe mig, og i takt med at kiloene raslede af, fik jeg også mod på at klæde mig anderledes smart og ungdommeligt.

Min frisør fik mig endda overtalt til en helt ny farve og frisure, der siden forudsatte, at jeg hver morgen måtte sætte håret med både voks og spray. Lidt øjenskygge og mascara begyndte jeg også at pynte mig med, bare for min egen skyld.

Selv om jeg måske havde levet halvdelen af mit liv, følte jeg mig på sær vis yngre, end da jeg var ung.

Allerede dengang havde jeg haft fast kæreste og hænderne fulde af børn og forpligtelser. Det var måske også derfor, jeg lod mig overtale til at gå ud en aften og danse med nogle af mine yngre kolleger fra plejehjemmet, hvor jeg var ergoterapeut.

Men lige så snart vi trådte ind på dansestedet, følte jeg mig alligevel lidt for gammel.

Som en forelsket teenagepige

Da en høj, flot fyr bød mig ud på dansegulvet, forstod jeg heller ikke, hvorfor han ikke ville give slip på mig igen. I hans øjne måtte jeg jo være en ”oldsag”, for han var mindst 10 år yngre end mig. Men han lod mig ikke et øjeblik ude af syne og insisterede på, at vi skulle danse sammen hele aftenen.

Jeg kunne slet ikke huske, hvornår en mand nogensinde havde været så insisterende, og jeg endte med at føle mig mere kvindelig og tiltrækkende end nogensinde.

Han lod mig heller ikke gå, før jeg havde givet ham mit telefonnummer, og allerede næste dag ringede han og inviterede mig ud på en date.

Efter endnu et par dates overtalte han mig til, at vi skulle tilbringe en nat sammen.

Næste morgen vågnede vi i hinandens arme, og jeg følte mig som en forelsket teenagepige, helt overvældet af de følelser, han vakte i mig.

Da jeg igen gjorde ham opmærksom på, at jeg næsten kunne være hans mor, grinede han bare kærligt og sagde, at så havde jeg vist aldrig mødt hans mor.

Forskellig energi

Fra da af var vi kærester. Selv om Jonas, der var 30 år, var meget moden af sin alder, tog det dog noget tid for mig at vænne mig til tanken om den store aldersforskel imellem os.

Ikke mindst var jeg nervøs for, hvad mine voksne børn ville sige til, at jeg var blevet kærester med en mand, der ikke var mange år ældre end dem.

Efterhånden, som jeg lærte Jonas bedre og bedre at kende, begyndte jeg at slappe tilsvarende mere af, og efter et par måneder tænkte jeg, at hvis vi ikke havde et problem med aldersforskellen, burde andre heller ikke have det.

Vores fødselsdatoer var jo bare tal, og i kærlighed spiller alder ingen rolle. Men det skulle den nu alligevel vise sig at gøre.

Det gik for eksempel hurtigt op for mig, at jeg ikke havde samme fysiske energi som Jonas, så jeg måtte ofte anstrenge mig for at følge med i hans tempo. Og selv om jeg nød vores rødvinssamtaler til langt ud på de sene nattetimer, tærede det i længden på mine kræfter.

De forskelle grinte vi dog bare af, men efterhånden opstod der langt mere kritiske, aldersrelaterede problemer.

Fælles adresse?

Allerede da vi havde kendt hinanden i et halvt år, begyndte Jonas at presse på for, at vi skulle flytte sammen.

Han havde aldrig boet sammen med en kvinde før, og nu, da han var sikker på, at jeg var kvinden i hans liv, længtes han efter at flytte ud af storbyen sammen med mig.

Jeg tøvede. Jeg havde jo allerede erfaret, hvordan et parforhold alt for nemt kunne forvandle sig til en foranstaltning af praktiske gøremål, når man først boede sammen.

For hans skyld indvilligede jeg dog i at se på et par huse, der lå langt uden for byen. Men uanset hvor begejstret Jonas var, når vi sammen med en ejendomsmægler besøgte et hus, trak jeg på skulderen og fandt på en undskyldning for, hvorfor jeg ikke kunne lide det.

Til sidst måtte jeg indrømme over for ham, at jeg slet ikke havde lyst til at flytte tilbage på landet, og at selv om jeg var vild med ham, var jeg lige så vild med at bo alene inde i byen.

Uanset hvor meget jeg nød livet sammen med Jonas, trængte jeg indimellem også bare til at være mig selv, lægge benene op i sofaen, tage læsebrillerne på og være 45 år.

Tanken om børn

Jonas blev dybt såret og opfattede det som en afvisning af en fremtid sammen med ham. Men det var ikke rigtigt. Jeg ønskede brændende at fortsætte vores forhold, selv om jeg ikke havde noget ønske om at ændre på tingenes tilstand.

Derfor slog det mig også helt ud af kurs, da han begyndte at tale om, at han godt kunne tænke sig at få et barn med mig. Jeg havde absolut ingen trang til at få flere børn, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre, så den tanke afviste jeg med det samme.

Jeg mente bestemt, jeg havde slået fast, at jeg ikke skulle være mor igen. Alligevel gav Jonas ikke op.

En aften fik han mig overtalt til at sige ja. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes for ham, men måske var det hans idealiserede forestillinger om familielykke, der kortvarigt smittede af på mig.

Pludselig syntes jeg, det kunne være hyggeligt at starte forfra med hus og spædbørn, og jeg mindedes den overvældende lykke, det er at få sådan et lille barn.

Men allerede næste morgen fortrød jeg. Jeg havde hverken lyst eller kræfter til at starte forfra med afbrudt nattesøvn, bleer og aflevering i institutioner. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis vi satte et barn i verden, som jeg ikke havde lyst til at få.

Jonas blev selvfølgelig utrolig ked af det, da jeg trak i land, og det tærede på vores forhold.

Stærk for to

For at få vendt Jonas’ tanker væk fra at flytte sammen og fra det barn, som jeg ikke ville give ham, foreslog jeg, at vi tog en tur sydpå og fejrede vores etårsdag. Jeg håbede, at det at komme væk hjemmefra blev en anledning til at genopfriske den stormende forelskelse, som vi havde indledt vores forhold med.

Men det blev det ikke. Tværtimod er mit stærkeste minde fra den ferie i dag Jonas’ frustration. Han virkede det meste af tiden fjern i både tankerne og blikket. Det var ikke ferie, han længtes efter, men derimod at stifte familie.

På det tidspunkt var det gået op for mig, at jeg måtte tage den tunge beslutning, som jeg alt for længe havde forsøgt at undgå. Uanset hvor meget vi elskede hinanden, ville vi noget helt forskelligt med vores liv, og uanset hvilke kompromiser vi indgik, ville vi aldrig blive tilfredse sammen.

Da vi kom hjem, gjorde jeg det forbi. Det var utrolig hårdt, men jeg måtte give slip på ham. Jeg ville ikke stå i vejen for, at han fandt en anden kvinde med et lige så brændende ønske om at stifte familie.

Så for vores begges skyld gjorde jeg mig stærk og stod fast på min beslutning, selv om han tiggede mig om at lade være. Vi fortjente begge at blive lykkelige, og det ville ingen af os på sigt kunne blive, hvis vi var sammen. Der var ingen anden udvej end at skilles, uanset hvor ondt det gjorde.

Stadig i tankerne

I dag, to år efter, kan jeg ikke lade være med indimellem at se på Jonas’ Facebook-side. Ikke, fordi jeg har fortrudt, men fordi der stadig ikke går en dag, hvor jeg ikke tænker på ham.

Jeg kan se, at han for nylig har fået en kæreste på sin egen alder. Hun ser sød ud, og de ser frem for alt ud til at være glade for hinanden.

Jeg håber, at han en dag vil få de børn, som han længes efter, mens en del af mig samtidig mærker en stærk strøm af jalousi, når jeg tænker på, at det bliver med en anden kvinde end mig. For jeg ved, hvor lykkelig han vil gøre hende.

En anden del af mig ved også, at jeg tog den rigtige beslutning. For hver alder har sin charme. Det vil han også for alvor indse, når han forhåbentlig en dag står med sit nyfødte barn i armene.

For mit eget vedkommende føler jeg mig ikke længere som en ung pige, men som den midaldrende kvinde, jeg er. Det er jeg nu slet ikke så ked af.

Det betyder dog ikke, at jeg har afskrevet håbet om igen at møde den store kærlighed. Næste gang vil jeg dog sikre mig, at længes han efter at få børn, ja, så skal det være børnebørn.