Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Julen er den årlige højtid for samvær og hygge med den nærmeste familie. Hvor man samles omkring julebordet og senere fanger hinandens hænder til en dans om juletræet. Men sådan er det ikke for alle. Nogle vælger at fejre deres juleaften på en anderledes måde.
88-årige Liss Hallum og hendes jævnaldrende mand, Jørgen, har de seneste otte år holdt juleaften på en højskole i fællesskab med en masse andre seniorer, der har truffet samme valg. Og i år er ingen undtagelse.
Tre dage før juleaften kører de til Højskolen Marielyst i feriebyen Marielyst på det sydlige Falster, hvor de indlogerer sig i et dobbeltværelse hen over julen og sågar snupper nytårsaften med.
– Det er virkelig hyggeligt, og vi glæder os meget til det, fortæller Liss og byder på havregrynssmåkager og kaffe.
Hun har pyntet op til jul. Det meste har hun selv lavet – blandt andet julekuglerne i patchwork, der hænger i vinduerne og er kreeret i højskolens værksteder, der er åbne i juledagene.
Parret har tre voksne børn, fem børnebørn og tre oldebørn, så der er mange at fejre jul sammen med, men efterhånden syntes Liss og Jørgen, at juleræset fyldte for meget. Det blev til noget, der skulle overstås og ikke nydes.
– December kan hurtigt blive fortravlet, hvor der skal købes ind, laves mad og sørges for alt muligt, så man bare slet ikke slapper af. Det orkede vi ikke rigtigt længere. Vi havde lyst til at stå af juleræset, kan man sige, forklarer Liss, der foreslog sin mand at holde jul uden den nærmeste familie og i stedet fejre den sammen med fremmede på en højskole.
– Jørgen er som regel med på hvad som helst. Det er ikke første gang, jeg har fundet på noget lidt alternativt, griner Liss og hentyder til, da de for 22 år siden flyttede fra murermestervillaen i Greve Landsby og ind i et økologisk bofællesskab i Roskilde. Her bor beboerne i små inddelte enklaver med hver deres fælleshus: seniorerne, ungdommen, ejerne, familielejerne og andelshaverne.
– Man skal selvfølgelig ville fællesskabet, når man holder juleaften på en højskole. Men nu, hvor vi har været der i så mange år, kender vi jo også flere af dem, for mange kommer hvert år igen. Vi skynder os også at booke til året efter, så snart det er muligt, siger Liss og afslører, at der er rift om pladserne til juleaften.
Faktisk melder Højskolen Marielyst udsolgt i år, og det er også tilfældet på flere af de øvrige højskoler, der tilbyder julekursus, som det kaldes.
Forstander Christian Schou på Højskolen Marielyst fortæller, at man skal melde sig til allerede året før, fordi de 84 pladser hurtigt er revet væk, og der så kun kan opstå en mulighed, hvis den lange venteliste skrumper inden.
– Det er et af de absolut mest populære hold, vi har, kun overgået af vores seniorfestival om sommeren. Der er mange forskellige årsager til, at folk vælger at holde julen på en højskole. Det, jeg hører fra mange, er, at de synes, julen er blevet for materialistisk og stressende. Det handler om mange dyre gaver, og det kan godt støde nogle, der er vokset op i en mere nøjsom tid, siger Christian Schou, der sammen med sin kone, Jannie, har holdt juleaften på højskolen i de syv år, de har været forstanderpar.
– Der er en ganske særlig stemning. Det er afslappet og rart, og man får en samlet juleoplevelse med alle de gode traditioner. Det er med alle traditioner, man kender, siger Christian.
Den 21. december ankommer kursisterne til højskolen, hvor dagene fyldes med musik, foredrag, julefortællinger og en masse samvær. Der er også værksteder, hvor kursisterne kan lave pynt til julebordet og julepynt til det flere meter høje juletræ i koncertsalen.
Juleaftensdag fylder kursister og personale hele Strandkirken til gudstjeneste klokken 10, og om eftermiddagen dækker de bord og pynter juletræet. Klokken 18.30 sætter man sig til bords og nyder alt, hvad der hører sig til: flæskesteg, and, brune og hvide kartofler, asier, den brune sovs …
– Maden smager helt fantastisk. Lige som den skal, fastslår Jørgen og tilføjer, at der også er mandelgave til risalamanden.
Faktisk er der også gaver under træet. En til hver, da alle skal lægge en gave til cirka 100 kroner under træet, som så deles ud og gives til en tilfældig kursist.
Den 27. december rejser mange hjem, men nogle bliver, og nye flytter ind for at holde nytår på højskolen. Som Liss og Jørgen, der har fået flere vennepar gennem årene, som de er vant til at mødes med i højtiden.
Familien har kun haft stor forståelse for Liss og Jørgens valg om at holde jul uden dem. Deres børn har selv voksne børn og børnebørn, hvor de holder jul på skift hos hinanden, så ingen sidder alene. Julegaverne er også sløjfet, og i stedet får alle en stor fødselsdagsgave.
– Det er rart at kunne se frem til julen uden at skulle tænke eller huske på noget. Vi kan bare sætte os til bords. Selv opvasken slipper man for, smiler Liss.
Flere højskoler holder julekurser med foredrag, fællesskab og god mad i december. Man kan finde dem på hojskolerne.dk.
Prisen for et juleophold på Højskolen Marielyst koster 11.800 kroner for et dobbeltværelse og 6.300 kroner for et enkeltværelse. I år er alle pladser udsolgt.