Mens de gule blade på træerne har vundet indpas, er det endelig blevet den dag, Celina Jensen på 11 år længe har set frem til: Hendes første dag på julemærkehjemmet Kildemose i Ølsted i Nordsjælland.
Med maven fuld af både spænding og nervøsitet glæder hun sig til en frisk start. Det er en iskold eftermiddag, og solens stråler kæmper for at bryde gennem skyerne. Mens Celina går ned ad den snoede grusvej, kan hun ane, at flaget er hejst til tops for de nye børn.
Efterhånden, som hun nærmer sig, kommer en stor, rød murstensvilla til syne, som skal være Celinas hjem de næste 10 uger. I baggrunden kan man skimte Roskilde Fjord.
− Jeg håber, alle de andre børn er søde. Tror I, de allerede er kommet?
Celina bakser ihærdigt med sin tunge, proppede kuffert, da hun lægger alle kræfter i for at skubbe den dovne fordør til side og få kufferten kæmpet over dørtærsklen. Det giver genklang i rummet, da kufferten lander på gulvet med et bump i entreen ved siden af de andre tasker og kufferter.
For Celina er ikke den eneste, som har været spændt på denne dag. I alt er der otte nye børn, som håber på at få mere selvtillid, flere venner og færre kilo på sidebenene. De har alle otte deres familier med, og Celina sidder helt tæt på sin familie. I lokalet er der en nervøs stemning og helt stille, for ingen af børnene kender hinanden endnu.
Læs også: Julemærkehjem: Det handler ikke bare om de ekstra kilo
Væk med mobilen
Tavsheden bliver dog hurtigt brudt af en pædagog, som byder børnene velkomne. Med beskeden om, at forældrene kan ringe i morgen formiddag for at høre, hvordan den første nat er gået, er det gjort klart, at på julemærkehjemmet er mobilerne pakket langt væk − undtagen en halv time hver aften, hvor børnene kan ringe hjem til deres forældre.
Det er første gang, Celina skal undvære sin mor så længe, og tanken om det rumsterer allerede i hendes krop, så hun puffer til sin mor, mens hun hvisker i et ihærdigt forsøg på ikke at forstyrre de andre:
− Du skal ringe i morgen og høre, hvordan det er gået.
Hendes mor, Nina, ryster kærligt på hovedet. Hun er slet ikke i tvivl om, at Celina nok skal klare det godt. Der går også kun fire dage, før de ses igen, for Celina kommer hjem i weekenden.
Læs også: Julemærkehjemmet gjorde Liv godt
Bamser og billeder
Den bombastiske villa er et slaraffenland af uudforsket terræn, der bare venter på at blive opdaget.
Med en kringlet trappe, der rejser sig fra entreen til førstesalen, begiver Celina sig ud på eventyr i sit nye hjem: gennem hyggestuen med udsigten over fjorden, så langt øjet rækker, forbi krea-værelset og ned ad den lange, smalle gang, hvor børnenes værelser ligger. På værelse F skal Celina bo sammen med en pige, som hedder Emma.
Celinas mange hop fra side til side er tegn på, at hun både er spændt og nervøs. Hun kan ikke holde sin begejstring tilbage, så meget glæder hun sig til at møde sin nye værelseskammerat.
Da hun lyner sin kuffert op, er det første, der kommer til syne, seks udvalgte bamser, der er gode at have, hvis hun får hjemve. Mor Nina reder sengen, mens Celina hænger billeder på sin opslagstavle. Billederne af hele familien og kæledyrene kan hun altid kigge på, hvis hun kommer til at savne dem.
− Det er meget rart at kigge på, hvis jeg har en møgdag, forklarer Celina og kigger på nogle citater, som hendes mor har printet ud. Med mantraer som ”du skal tro på, at du er noget, at andre kan lide dig, og at du har betydning for andre”, er hun klædt på til at blive målt og vejet allerede i dag.
− For hvert kilo jeg taber, får jeg 100 kroner af min mor, fortæller Celina begejstret, mens hun tripper på stedet.
Læs også: Julemærkehjemmet hjalp Steffan
Farvel til familien
Hendes glæde bliver dog hurtigt afløst af tristhed. Nu skal hun sige farvel til sin familie. De går ud i gården, mens hendes mor forsøger at holde humøret oppe ved at fortælle, hvor dejligt et værelse Celina har fået.
Mor Nina kysser hende på panden og stryger hende blidt over ryggen, mens Celina giver sin mor og resten af familien et kæmpe kram. Celina er blevet helt stille, men hurtigt kommer hendes kontaktperson Maria og tager hende i hånden.
− Det er en udfordring for Celina at skulle lære at være hjemmefra. Det skal vi arbejde med, blandt andet når hun skal sove, så tankerne ikke suser − så hun får nogle mentale rum, hvor hun kan lægge alle de dumme tanker, siger Maria Himmelstrup Albreck og fortsætter:
- Celina skal tælle til fem, mens hun trækker vejret ind og puster ud. Vi skal tale om det på en god måde, for savn er positivt og ikke negativt, siger
Sammen vinker de farvel til Celinas familie og går ind på julemærkehjemmet til de andre nye børn – blandt andet én bestemt pige, som skal få stor betydning for Celinas ophold på julemærkehjemmet.
Læs også: Githa var døden nær af Broken Heart Syndrome
Emma og Viggo
Den pige er Emma på 13 år. Hende, der siden den første aften er blevet Celinas værelseskammerat, faste støtte og ven, både når der er videohygge og afhentning af bland-selv-slik i nabobyen på programmet i blive-weekenderne, og når der hver dag skal løbes ruter i skoven og langs stranden.
− Jeg begyndte at savne min familie den første aften og tænkte, at jeg gerne ville have min mor til at komme og hente mig. Så vågnede min værelseskammerat og kom hen og trøstede mig. Det var lidt en underlig aften, fordi jeg ikke kunne falde i søvn, men den var også god, fordi vi begyndte at tale med hinanden, siger Celina.
Sammen med Viggo på 11 år er de tre blevet forbundet på en helt særlig måde.
Læs også: Jeg er god nok, som jeg er
Fri for bekymringer
− Kan I klare bakken? råber Celina til de to, som kommer halsende efter hende ned ad bakken, der går fra julemærkehjemmet og ned til stranden ved Roskilde Fjord. Med et smil, der når op over begge ører, er hun ikke bange for at skvatte i mudder, løst græs eller venskaber.
Tværtimod er hun for første gang helt fri for bekymringer.
− I starten var det hårdt at dyrke motion, for jeg var ikke vant til det. Men nu går det meget bedre, også fordi vi gør det sammen. Fællesskabet gør, at jeg får lyst til at gøre endnu mere. Jo mere jeg taber mig, jo mere har jeg lyst til at spise sundt, dyrke motion og tabe mig endnu mere, siger hun og griber fat om Emma og Viggo.
Én ven under hver arm, og hun er klar til at løbe endnu en rute.
Læs også: Mobbet med sin stemme: Nu synger Mette sig ind i alles hjerter
Bliver ikke drillet her
− Man bliver ikke drillet her. Det gør mig glad, for det er jeg ikke vant til fra derhjemme. Når jeg har afsluttet opholdet, kan vi jo altid fortsætte med at være venner. Hvis nu jeg er ked af det eller har ondt i benene efter motion, så kan jeg altid gå til mine venner, som trøster mig, fortæller hun med det blonde hår flagrende om ørene.
De tre venner sender hinanden et anerkendende smil, der hurtigt bliver afløst af grin og fjollerier, som de ikke kan holde tilbage, og netop den barnlige umiddelbarhed og mangel på tankemylder smitter af på Celina.
− Jeg er mere tryg ved mig selv og andre, og jeg har fået flere venner og mere selvværd og selvtillid. Jeg hviler mere i mig selv, end da jeg var derhjemme, fortæller hun og åbner lågen, inden turen går tilbage over bakken med de to andre.
Her kan du følge Celinas videre ophold på julemærkehjemmet. Tredje del i artikelserien om Celina er tilgængelig her på sitet mandag den 25. marts 2019.
