Kære Puk
Min 73-årige mor er ved at udvikle sig til en person, som familien ikke kan holde ud at være sammen med.
Hun har været enke i nogle år, og gennem de år er hun blevet mere og mere ynkelig og fyldt med selvmedlidenhed. Hun har et behov for hele tiden at fortælle, hvor ensom hun er.
Hun har intet filter med hensyn til at tale om sygdom, når vi for eksempel spiser. At nævne, at hun har tynd mave eller har kastet op, opfatter hun ikke som grænseoverskridende, når vi sidder med mad i munden.
Samtalen med hende drejer sig altid om død og elendighed. Hendes hovedemne er altid noget sørgeligt (for hende).
Hun er hos lægen hver uge med et nyt problem. Hvis vi andre fejler noget, så fejler hun noget lignende eller noget værre. Hun har ellers et supergodt helbred, en masse arrangementer i hverdagene og mangler ikke penge.
Læs også: Er ikke i tvivl om, at min mor er dement, men...
Min tvillingesøster og jeg tager mere og mere afstand, fordi det er svært hele tiden at skulle forholde sig til sygdom og elendighed, som jo i virkeligheden ikke er der.
Du vil nok foreslå, at vi skal tale med hende om det, men det har vi naturligvis prøvet. Hun bliver vred og fortæller alle, at vi er ondskabsfulde.
Alt dette er skyld i, at vi tager afstand og ikke kan holde ud at være sammen med hende. For bare få år siden kunne hun grine ad meget, hygge sig med os og drikke lidt vin.
Nu er det meste én stor elendighed, og det er jo synd og skam for en dame, som har både godt helbred og penge nok til at gøre, som hun lyster.
Du kan ikke løse vores problem, men måske du kan komme med et input.
Anonym
Læs også: Nedslidt kvinde til Puk Elgård: Gift med en egoist
Kære Anonym
Når mennesker bliver ved med at fortælle det samme igen og igen, så er det ofte, fordi de ikke føler sig hørt. Når man fortæller noget, der bekymrer en, og de, der lytter, siger noget andet end det, man har behov for at høre, så prøver man at udtrykke sin bekymring igen og igen og igen.
Jeg har beskrevet fænomenet før her i brevkassen, og jeg gør det lige igen. Der findes noget, man kan kalde ”følelsesmæssig forladthed”. Det dækker over den ensomhed, man føler, når folk ikke går ind i den ulykkelige følelse, man har.
Hvis din mor for eksempel siger ”jeg føler mig syg,” ”jeg føler mig ensom,” og du og din søster svarer ”jamen, mor, du har os, og du fejler ikke noget,” så vil hun opleve det som følelsesmæssig forladthed. I hørte hende ikke. Derfor må hun prøve igen.
Hvis I tager en runde, hvor I sætter jer med hende og siger: ”Hvordan føler du dig syg? Hvorfor er du ensom?” Og så lader hende tale og afslutter med ”det lyder da heller ikke rart at have det sådan” UDEN at komme med alle mulige andre bemærkninger, SÅ vil hun få en følelse af, at I har hørt, hvad hun siger.
Når man står med et problem, og folk fremhæver alt det gode, så kan man blive så ked af det. Lidt sat på spidsen: Hvis en siger ”jeg er så ked af, at jeg har mistet det ene ben,” og svaret er ”godt, du stadig har det andet,” så er man forladt i den følelse, man står med.
Jeg håber, det giver et billede af, hvad jeg mener. Jeg ved, det er meget anstrengende at høre på dårligdom og måske ikke lige det bedste at bringe dårlig mave frem, når man sidder og spiser, men jeg tror, hun vælger at gøre det, fordi I sidder ned sammen, og hun har jeres opmærksomhed.
Et tidligere brev til Puk Elgård: Det er svært at tage al min mors tungsind ind
Prøv at gøre, som jeg siger. Imødekom hendes bekymringer og vis forståelse i en periode.
Hjælper det ikke, skal I måske se på, om hun kan være røget ind i en depression, og så skal lægen selvfølgelig orienteres. Måske kunne du eller din søster tage med?
Jeg håber, I finder den gamle, glade dame frem igen.
Held og lykke.
Kærlig hilsen Puk
