Danmarks eneste kvindelige racerkører

Mandag, 23. marts 2009
af Ole Boje Foto: Alex Tran
Vibe Smed er kun lige fyldt 21 år, men hun kører i sin Porche 996 GT racerløb på de store, internationale baner og sommetider med 252 kilometer i timen. Og i 2010 skal hun være med i 24-timers løbet i Le Mans

Man skal nok smække fantasien op i et højere gear for at forestille sig, at den høje, rødhårede pige, der så adstadigt triller af sted på sin gode, gamle damecykel, er Danmarks hurtigste kvinde med tophastighed på 252 kilometer i timen. Men Vibe er i dag ikke alene den hurtigste kvinde i Danmark, hun er også eneste kvindelige racerkører i kongeriget, og i 2010 år skal hun sågar være med i 24-timers løbet i Le Mans.

I flere år har Vibe boet i England, men pga. medicinstudiet er hun flyttet tilbage til Danmark og pendler nu mellem Odense og alverdens racerbaner

Lever livet farligt
Nogen vil nok sige, at Vibe, som i sidste måned fyldte 21, lever livet farligt, og det er i hvert fald mere end hendes lægemors nerver holder til, så hun er aldrig at finde på tilskuerpladserne, når hendes ældste datter tordner forbi dernede på banen. Det er hendes far derimod hver gang og det uanset, hvor datteren kører løb i verden. Det underlige er, at faderen til daglig er bankmand og altså næsten så langt fjernet fra race og livsfare, man kan komme. Tilfældet vil, at hans altopslugende interesse er motorløb, og det er den, han har smittet Vibe med.

Medicinstuderende
Vibe var lige fyldt ti år, da hun første gang satte sig til rette i en gokart. I dag - 11 år senere - står 52 pokaler opmagasineret i familiens kælder på Frederiksberg. For i den hybel, hun bebor i Odense, er der kun lige plads til hende og en stabel studiebøger, og det kun lade sig gøre med et medicinstudium og internationale racerløb, fordi Syddansk Universitet i Odense som det eneste har et projekt, hvor elitesportsfolk kan kombinere deres sport med studierne.

England tur-retur
Hun er netop flyttet tilbage til Danmark fra England, hvor hun arbejdede som racerinstruktør og kørte som racerkører i weekenderne, men hun er langt fra færdig med England. Det er her, hun har kontrakt med BrittCar Team, der stiller op med en Porsche 996 GT betalt af hendes danske sponsor, når der skal køres løb, og det betyder en masser rejser tur-retur til England i løbet af et år.

Med op til 250 km/t. drøner 21-årige Vibe Smed derudad i sin Porsche 996 GT

Næste stop Le Mans
Vibe vil fremad, og det skal helst gå stærkt. Da hun indskrev sig på Syddansk Universitet, var det i erkendelsen af, at hun måtte give køb af det meste af det fjas og fis, der hører hendes alder til. Kalenderen styrer Vibes liv. Det er racerløbene rundt om i Europa, det er udflugterne til England, medicinstudiet i Odense og den hårde, timelange træning i fitnesscenter fem gange om ugen. Men sådan er Vibes liv, og hun elsker det. Og navnlig elsker hun tanken om, at hun, Vibe Smed fra lille Danmark, i starten af næste år stiller op i det fornemste af internationale løb: Le Mans, hvor en hel verden sidder klar på tilskuerpladserne og på tv.

Se også:
Mit liv er en dans med heste