Martine Maria Koustrup Christensen kigger på den lille dreng, der ligger i hendes arme i hospitalssengen. Hun studerer ham nøje. Først øjnene, så nakken, så øjnene igen. Han er bare få timer gammel, og selv om det er sjette fødsel, hun har været igennem, er hun ikke helt tryg. Der er noget galt. Den lille fyr ligner ikke de fem andre derhjemme.
– Da han bliver født – han bliver taget ved kejsersnit – er han lyserød og lyshåret. Alle mine andre børn har været mørkhårede og lidt mørklødede, og Thomas siger faktisk til mig på et tidspunkt der, at han ligner Morten fra ”Morten og Peter”. Jeg bliver sur på ham, for det kan han ikke tillade sig at sige, siger Martine, der i dag er 42 år og kigger på sin mand, Thomas. Hun trækker vejret dybt.
– Jeg havde ligget i sengen med ham, men jeg havde ikke fået kigget rigtigt på ham. Da jeg gjorde det, og Thomas’ kommentarer lå i baghovedet, tænkte jeg, at han havde ret.
Den lille purk, der senere får navnet Mathias, har Downs syndrom. Noget, hverken nakkefoldsscanningen viste, eller sygehuspersonalet opdager til at begynde med. I 10 dage er Martine indlagt med Mathias, inden hun får lov at komme hjem – hun kan ikke holde til flere undersøgelser. Hun vil bare hjem, være mor og have lov til at sunde sig, fortæller hun med gråd i stemmen. Dagene på sygehuset bliver én lang emotionel rutsjetur, for selv om hun forsøger at skyde tanken fra sig, ved hun inderst inde godt, at hendes baby har et ekstra kromosom. Alligevel kommer det som et chok, da den endelige diagnose tikker ind. Med telefonen i hånden står hun lammet på gårdspladsen foran huset i Bælum. Hvordan hun kommer indenfor, kan hun ikke huske. Det hele går i sort.
– Jeg græd i fire uger. Jeg tudede bare, siger hun og fortæller, hvordan Thomas var en fantastisk støtte, mens hun ikke kunne rumme andre menneskers reaktioner og medlidenhed. De irriterede hende grænseløst.
– For Mathias var perfekt. Perfekt vægt, perfekt alting. Han var lækker, og han var dejlig. Og han var et ønskebarn. Vi havde jo planlagt ham.
Læs også: Tvilling med Downs syndrom
Downs syndrom sætter tanker i gang
Når Martine tænker på dagen, hvor de fik beskeden, og tiden efter, flyder dagene og timerne sammen. Hun er ked af det, frustreret og bange. Det lægger hun ikke skjul på. Mens Thomas er mere rolig, er hun bange for, om han ville passe ind i samfundet, om andre ville kunne rumme ham, og hvad fremtiden ville bringe. Tankerne tager fokus fra alt andet – også Mathias selv.
– Jeg var meget fokuseret på, hvordan jeg kunne gøre det bedst. Hvordan kan jeg stimulere ham, hvordan kan jeg være den bedst mulige mor for Mathias, så han kommer længst muligt i livet? siger hun og stirrer ud i luften, inden hun får øje på den lille størrelse, der kvitterer med et smil.
Sådan fortsatte tankerne, lige indtil en sygeplejerske fik overbevist Martine om at kigge på den lille fyr som det spædbarn, han var. Ikke på hans diagnose.
– Det gav mig ro. Det var den sætning, hvor jeg tænkte, at ja, det er han da. Han er jo kun et barn. Han skal bare have kram og kys og kærlighed. Han skal mærke mor. Da sagde jeg stop, nu gider jeg ikke græde mere, siger hun og lyser op i ansigtet.
Mathias, der nu er to år, har ingen hjertefejl eller andre store fysiske skavanker. En smule nedsat hørelse – det er det. Han går også i en almindelig vuggestue, hvor han er det eneste barn med Downs syndrom og leger og går på opdagelse ligesom alle de andre børn.
– Mathias er jo bare Mathias. Han har bare det ekstra kærlighedskromosom, siger Martine.
Læs også: Adopterede dreng med Downs syndrom
Mor til seks
Martine blev mor for første gang som 19-årig, og inden hun havde set sig om, havde hun fire sunde og raske børn – blot 25 år gammel. Marc, Chris og tvillingerne Sascha og Sebastian. De sidste to blev hun gravid med, mens hun var på p-piller. Tillid til prævention var der derefter ikke meget tilbage af. Derfor valgte hun allerede i midten af 20’ere at blive steriliseret.
Martine var stadig helt afklaret med, at hun ikke skulle have flere børn, da hun efter at være blevet skilt fra sin eksmand forelskede sig i Thomas. Han havde modsat hende ingen børn og drømte i smug om at stifte familie.
– Jeg melder faktisk ud til Thomas, at hvis han ønsker at få børn i fremtiden, så er vi nødt til at stoppe forholdet her, fordi jeg ikke kan få flere børn. Men han forsikrer mig om, at han ikke skal have børn. Jeg havde jo de fire, så det var fint, siger hun og kigger på sin mand med et smil, der afslører, at den påstand ikke holdt i længden. Der gik ikke længe, før han alligevel fik den børneglade Martine overtalt. Inden længe fandt de sig selv i fertilitetsbehandling – for med reagensglasbehandling kan man nemlig godt få børn, selv om man er steriliseret.
– Jeg kunne ikke lade være med at tage de her tests. Jeg tror, jeg havde én for hver dag. Jeg tog dem allerede, inden de ringede fra sygehuset. Og den var positiv.
Dobbeltstregerne på de mange graviditetstest blev til Mathias’ storebror, Christian. Og senere går de to endnu en gang i behandling – Christian skal have en at lege med. Der er 2½ år imellem de to drenge.
– Jeg håber, at folk, der står med valget, eller som har et barn med Downs syndrom, kan se, at det ikke er så slemt endda.
