I 1977 skete noget af det værst tænkelige. Elsebeth Glasdam og hendes mand, Nick, mistede et barn i ottende måned af graviditeten. De havde brugt det seneste halvandet år på at sejle verden rundt sammen. Hun var stewardesse på et Mærsk-skib, han maskinmester, og nu, hvor de havde set verden, var de klar til at stifte familie.
Men ulykken ramte, og efter 8 måneders spænding, forventning og glæde, gik drømmen itu.
– Vi var sønderknuste. Heldigvis fandt Nick og jeg sammen i sorgen, så vi havde i det mindste hinanden, fortæller Elsebeth.
Og kærligheden var stor. Allerede året efter var Elsebeth igen gravid. De var nervøse for, om graviditeten ville gå godt, men det gjorde den heldigvis. I 1978 kom deres datter, Louise, til verden. Halvandet år efter kom lillesøster Lotte til, og de var nu en familie på fire.
De levede som kernefamilie. Far, mor og to døtre. Da børnene blev større, købte de en gård i landsbyen Diernæs på Fyn og startede en rideskole. Senere kom Nick på havet igen, da han fik arbejde på et lille rederi.
– Selv om det var hårdt, og vi savnede Nick, når han var på havet, var vi lykkelige. Vi havde alt, vi ønskede os.
Læs også: Min far ville have været stolt af mig
Opkaldet
Men en sommerdag i juni 2008 slog lynet ned.
– Jeg skreg og skreg og skreg. Jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, siger Elsebeth, mens hun kigger ud ad vinduet.
Opkaldet fra skibet, hvor Nick arbejdede, havde hun på ingen måde forventet. Nick havde fået en blodprop, og han var død i en alder af 60.
– Jeg forstod intet. Jeg tænkte, at det ikke kunne passe. Jeg snakkede jo med ham dagen før, og der var intet at mærke på ham.
Hele hendes liv brast lige midt på stuegulvet. Hun havde mistet sin mand og faren til deres børn. Men Elsebeth fik samlet døtrene, og selv om sorgen var stor, valgte de at fokusere på de positive minder og sørge for at være der for hinanden.
Læs også: Tennisstjerne mistede sin steddatter: Filippa er stadig blandt os
Havde i det mindste hinanden
– Vi blev meget sammentømret, pigerne og jeg. Vi sørgede for altid at vide, hvordan hinanden havde det. Og pigerne boede også sammen inde i Odense, hvor de begge studerede, fortæller Elsebeth.
Derfor sørgede de også for at fejre det, da kalenderen året efter nåede til Nicks fødselsdag. Det var omkring mortensaften, så det var en dejlig aften med and og hele molevitten. Selv om savnet var stort, trøstede Elsebeth og pigerne sig med, at de i det mindste havde hinanden og alle de gode minder.
Aftenen gik på hæld, og Louise ville hjemad mod Odense, mens Lotte blev hos sin mor den aften. Louise lånte Lottes bil og kørte hjemad, og det var her, lynet slog ned for anden gang i Elsebeth liv.
Læs også: Annemari mistede sin mand: Jeg føler mig stadig i frit fald
Endnu et opkald
Et ukendt nummer ringede til Lotte senere på aftenen. Det var politiet, der fortalte, at Lottes bil, som Louise kørte, havde været med i en ulykke.
– Så fortalte de os, at det så alvorligt ud, og at vi nok skulle komme på hospitalet hurtigst muligt. Jeg blev totalt handlingslammet. Politiet måtte komme og hente mig for at køre mig derud, for jeg kunne intet.
Jeg havde på fornemmelsen, at det var helt galt. Den måde, sygeplejerskerne holdt min hånd på, og den måde, de kiggede på mig… jeg vidste, at det ikke var, som det skulle være, fortæller Elsebeth, mens hun tager en dyb indånding og endnu en gang kigger ud i haven.
Og Elsebeths fornemmelse var rigtig. Louise overlevede ikke, og nu var de kun Lotte og Elsebeth tilbage i den lille familie.
– Det var så uretfærdigt, tænkte jeg. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor hele livet skulle være imod mig.
Men modgangen stoppede ikke der. Året efter blev Lotte gravid. Men lykken varede ikke længe, for i graviditetens syvende måned mistede hun barnet, som de kaldte for Maja. Nu havde Elsebeth i løbet af tre år mistet halvdelen af sin familie fordelt på tre generationer.
Læs også: To ulykker gjorde Cæcilie blind: Jeg kan stadig alt
Hjælper deprimerede ældre
Ét var at skulle håndtere sin egen sorg. Det var slemt nok, men også at skulle håndtere, at andre ikke vidste, hvordan de skulle håndtere hendes sorg, var lige så slemt.
– Jeg kørte til andre byer for at handle ind, fordi jeg slet ikke kunne overskue, når folk skulle fortælle mig, at de godt kunne forstå, hvordan jeg havde det, når jeg vidste, at de slet ikke kunne forstå det...
Med tiden ændrede den tankegang sig hos Elsebeth, og hun begyndte at tænke på, om ikke hendes sorg kunne bruges til at hjælpe andre.
For fire år siden solgte hun gården, flyttede i hus og kom med i en projektgruppe, der hedder Sikkert Seniorliv, der opsporer og hjælper deprimerede ældre.
– Mange trækker deres gardiner for, og så ved vi ikke, hvad der sker derinde. De er kede af det uden at have nogen at snakke med. Men jeg kan hjælpe folk ved at fortælle min historie. Så ved de, at de ikke er alene.
– Og jeg har fået mange nye bekendtskaber. Jeg har fået venner, jeg tager ud og rejser med, jeg tager til festival, og jeg er begyndt til golf. Jeg har købt mig en hund, som jeg elsker meget højt. Alt det har givet mig meget af den livsglæde igen, som jeg aldrig troede, jeg ville få tilbage, siger Elsebeth og slutter med et smil:
– Men vigtigst af alt har jeg fået to skønne børnebørn, og de har i den grad gjort livet værd at leve.
