Når Melanie på et par uger går fra arm til arm mellem familiemedlemmerne, er der mange stop undervejs. Den lille pige er nemlig født som femte generation, og hun har derfor fået noget så sjældent som titlen som tipoldebarn.
Da hun kom til verden, kunne 83-årige Erna med stolthed i både stemmen og øjnene kalde sig tipoldemor.
– Det hører man ikke om så tit. Men det er så dejligt at sidde med sådan et lille tippe-barn, siger hun og kigger ned på det nyeste familiemedlem i lyserød sparkedragt og matchende sut.
Stoltheden går igen ned gennem alle generationer. Både hos far Jimmy, farmor Lotte og oldemor Hanne.
Tætte på tværs af generationer
Alle bor i Odense med få kilometers afstand, og alle besøger hinanden på kryds og tværs hver uge. Tip-olde Erna får derfor aldrig lov til at sidde alene på plejehjemmet, for mindst én gang om dagen banker et familiemedlem på døren.
– Mange familier ser ikke hinanden ret meget, og det er synd. Jeg er meget glad for, at vi ser hinanden så meget, også selv om vi en gang imellem skal have lidt skældud af mor, smiler 65-årige oldemor Hanne og blinker til den kontante tip-olde for bordenden.
– Sådan er vores familie. Hvis vi kvinder ikke brokker os, så er det, fordi vi er syge, tilføjer hun, mens Jimmy nikker med hele hovedet. Han er dybt taknemlig for alt det, familien har givet ham.
– De er alle sammen så dejlige, som de er, selv når de bliver hidsige. Og så synes jeg, det er stort, at min datter har en tipoldemor, siger Jimmy.
Familien behøver nu ikke sige ret meget for at vide, hvordan hinanden har det. Når man er sammen ofte nok, kræver det ikke de store forklaringer.
– Vi ved altid nogenlunde, hvordan det står til. Vi kan bare se det på hinanden, siger farmor Lotte på 47 år, som tydeligvis har det strålende lige nu, hvor der er kommet et tipoldebarn – og der er faktisk et mere på vej.
Læs hele historien om familien Reimer fra Odense i Familie Journal nr. 31, hvor du kan finde ud af, hvilken egenskab, der er gået igennem alle fem generationer og den hemmelige ingrediens, de alle bruger, når de laver grydestegt kylling.