I mange år har Ulla scannet alle kvindelige beboere på de østjyske plejehjem, hvor hun er kommet som social- og sundhedshjælpervikar: Er der mon nogen Hanne’r her på stedet? Og kunne en af dem være min mor? I alle de år kunne Ulla Hellerup Sørensen ikke vide, at hun aldrig ville have en kinamands chance for at støde på sin biologiske mor på den måde.
For Hanne var for længst emigreret til Canada. Og Ulla kunne slet ikke vide, at hun en dag skulle stå ansigt til ansigt med sin mor under næsten endnu mere overvældende omstændigheder.
Læs også: Hovsa, der var lige en søster
Familien kom som trold af en æske
Ulla, der i dag er 57 år, er vokset op i Aarhus-forstaden Højbjerg, hvor hun både lærte at spille klaver og ride på heste. Hun var fars pige, og selv da det stod klart, at hun ikke ville i lære i en bank, som han ellers foreslog, blev hun kun mødt med forståelse.
– Jeg er ikke god til tal, og hvis jeg var blevet ansat i en bank, havde jeg bare foræret alle pengene væk, smiler Ulla.
Som halvstor pige fik hun at vide, at hun var adopteret, men det gjorde ikke noget uudsletteligt indtryk på hende, for hun kan ikke engang huske omstændighederne omkring det. Hun havde det jo fint og trygt, selv om hun godt nok ikke lignede de andre i familie særlig meget.
– Det var faktisk først, da jeg som 37-årig selv blev mor, at jeg begyndte at tænke lidt mere over min biologiske familie. Og da jeg i mange år har lidt af eksem og andre hudproblemer, ville jeg gerne vide, hvor det kom fra, og hvem jeg i øvrigt kunne spejle mig i, siger Ulla og skæver over til Sussanne Høiberg, der nu sidder skråt over for hende i vinkelsofaen i en lånt lejlighed i Aarhus. Det ved Sussanne nemlig meget mere om – for hun er Ullas biologiske halvlillesøster og dukkede op omtrent som trold af en æske en septemberdag i fjor.
Læs også: Søstre fandt hinanden efter 40 år
Vendel eller Vedel?
Men først må vi lige blive ved Ulla og dvæle ved hendes langsomt voksende længsel efter at kende sit biologiske ophav. Det var først for syv år siden, da hun mistede sin elskede adoptivfar, at hun for alvor kastede sig ind i kampen for at finde ud af, hvor Hanne var blevet af, og hvem hun var.
– Jeg kunne kun se, at der stod Hanne Vedel eller Vendel på papirerne, og selv om jeg forsøgte at skaffe oplysninger hos det offentlige, ved Frelsens Hærs eftersøgningstjeneste og på forskellige eftersøgningssider på Facebook, kom der ikke noget ud af det. Først da jeg kontaktede Anette Hallev fra Eftersøgningstjenesten Genforening, skete der noget, siger Ulla, og hun og Sussanne ser taknemligt på hinanden.
Læs også: Genforenet efter at have sluppet kærligheden i 1983
Tummelumsk
På kun fem dage lykkedes det Anette Hallev, der har mange års erfaring i at opstøve ukendte familiemedlemmer, at finde ud af, at Ullas mor, Hanne Vendel, var emigreret til Canada i 1969. Og vigtigst og bedst af alt: at hun levede i bedste velgående.
– Pludselig gik det så hurtigt, at jeg slet ikke kunne følge med. Dagen før havde Anette sagt, at jeg skulle være forberedt på, at min mor kunne være død og borte, og pludselig havde hun så ikke bare fundet min mor, men også en søster og en bror, siger Ulla.
Og så det, der næsten var allermest overraskende: at hendes mor og hendes søster, som har boet i Vancouver i Canada i 49 år, lige akkurat i de sensommerdage var i Danmark!
– Jeg har fået en fantastisk gave, siger Ulla, der stadig er lidt tummelumsk over sit held.
Sussanne nikker, for hun har som 54-årig pludselig fået den søster, som hun altid har længtes intenst efter, men som hun aldrig har anet, eksisterede.
Læs også: Slægtsforskning gav Linda to mødre
Ønskede sig en søster
– Jeg er kunstner og har altid følt ting intuitivt. Som barn drømte jeg om at få en søster, og jeg ønskede stærkt, at min 2½ år yngre bror var en pige. Stakkels dreng, griner Sussanne.
Først for fem år siden, da hun var inde i en svær periode i sit liv, fortalte hendes mor hende, at hun faktisk havde en halvstoresøster.
– Min mor voksede op i Roskilde, og som helt ung pige, blot 18 år gammel, var hun taget på en bytur til København og havde her mødt en jævnaldrende mand. De syntes rigtig godt om hinanden og var også gået i seng sammen – de var begge jomfruer. Og den ene nat resulterede så i dig, Ulla, siger Sussanne med et smil.
– Vores Hanne-mor har fortalt, at vores mormor ville have, at hun skulle have en abort – for hvad ville naboerne ikke tænke – men det ville hun ikke. Omvendt kunne vores Hanne-mor godt se, at hun ikke havde noget stabilt hjem at tilbyde et lille barn, så du blev adopteret væk, fortæller Sussanne. Af respekt for Ullas adoptivmor omtaler hun konsekvent sin og Ullas mor som ”Hanne-mor”.
– Kort tid efter mødte hun min far, Arne, og de blev kærester. Hun spurgte ham også, om han ville tage hendes lille barn til sig – fortrydelsestiden i forhold til adoptionen var endnu ikke udløbet. Men han følte, at det var for voldsom en start på deres forhold, siger Sussanne.
Læs også: Coco fandt sin caribiske far på Instagram
På den anden side af jorden
Hun er selv født tre år efter og boede de første år af sit liv i Sverige, hvor hendes forældre havde fået arbejde. Men i 1969 emigrerede hele familien til Vancouver, hvor Sussannes morbror allerede havde slået sig ned. Her langt væk på vestsiden af det kæmpestore land har Sussanne og hendes lillebror haft en god opvækst, selv om Sussanne tydeligt mærkede, at hun ikke var ligesom de andre.
– Som barn ville jeg så gerne være ligesom min kammerater. I dag ser jeg det som en styrke, at jeg er anderledes, siger hun. For Sussanne talte og tænkte ikke helt som de andre børn i Vancouver. Hendes glæde ved at udtrykke sig med farver og former har i dag givet hende en tilværelse som kunstner og et job i filmindustrien, hvor hun laver regi til film.
På den anden side af Atlanterhavet sad den tre år ældre Ulla hjemme i Højbjerg og nød alle de stunder, hvor hun kunne tegne, og pudsigt nok var hun især optaget af at tegne ansigter.
– I mange af mine billeder er der ansigter. Måske er hende her et varsel om, at Ulla ville dukke op i fremtiden, siger Sussanne og peger på et af billederne, der er gengivet på hendes hjemmeside. Her titter et ansigt frem – med øjne nøjagtig lige så blå som Ullas. Storesøster tegner ikke så meget i dag, men har kastet sin kærlighed på håndarbejde og andre kreative sysler.
Her kan du se eksempler på Sussannes kunst
Finde sine rødder
I løbet af de senere år er det blevet mere og mere tydeligt for Sussanne, at hun i forsøget på at hele sig selv skulle søge både indad og tilbage i tiden.
– Et par af min gode venner foreslog mig at tage på en længere tur til Danmark for at finde mine rødder, og det råd tog jeg til mig, siger Sussanne, der er meget interesseret i vikinger. Hun kom til Danmark i starten af august for at være her i tre måneder. Tre uger efter stødte hendes mor og far, Hanne og Arne, til, så de alle tre kunne have et par uger sammen i det gamle land.
Få dage efter at de var samlet, tikkede der så en overraskende mail ind fra en Anette, som Sussanne ikke kendte.
– Anette havde fundet frem til mig via min hjemmeside, og hun skrev, at hun repræsenterede en person, som min mor ikke havde set siden 1961 i Roskilde – og om jeg ville spørge min mor, om hun ville tale med vedkommende. Jeg vidste ikke, hvem det kunne være, som ville i forbindelse med min mor, men jeg havde en meget stærk fornemmelse af, at det måtte være min søster.
Og svip, svap – Anette bekræftede over for Hanne, at det var hendes bortadopterede datter, der søgte efter hende, og i løbet af nul komma fem var forbindelsen skabt: Ulla stod dagen efter med først sin mor og siden sin lillesøster i telefonrøret. Og kun fem dage efter stod de også ansigt til ansigt.
– Jeg kan huske, at bilen knap nok var stoppet, inden du hoppede ud af den, griner Sussanne, da de to søstre sidder og mindes det første fysiske møde.
– Ja, for da jeg først havde forstået og taget ind, hvad der var sket, kunne det ikke gå hurtigt nok. Jeg ville så gerne røre min mor, høre hendes stemme og fornemme, hvem hun var, siger Ulla.
Det blev et meget bevægende møde mellem mor og datter – og mellem søster og søster – en varm septemberdag i et lejet sommerhus i Slagelse.
Siden havde Ulla og Sussanne et par dage sammen i Skagen, og da vi møder de to søstre i Aarhus, er Ulla i færd med at vise Sussanne sin barndomsby.
Læs også: Søskendeparret, Ole og Maria, fandt endelig hinanden
Vil til Canada
– Jeg satser på at kunne rejse til Canada i marts, og er der penge nok til en billet til min søn, Viktor, skal han også med, for han er mit et og alt, siger Ulla.
Sussanne har ikke fået børn, men nu har hun en nevø, som hun skal møde. Og så skal der ellers udveksles familiehistorier i metermål, så de kan lære hinanden at kende.
– Heldigvis kan vi rigtig godt lide hinanden. Det var jo ikke givet på forhånd, siger Sussanne.
De er enige om, at Hanne-mor og Ulla taler på nøjagtig samme måde, og Ulla ved nu også, at hendes vandallergi og eksem sikkert hænger sammen med generne fra hendes mors side.
– Vores Hanne-mor havde også problemer med vand, og derfor fik vi opvaskemaskine allerede i 1979, beretter Sussanne.
Sådan er der mange ting, som langsomt falder på plads. Også hos Sussannes far, Arne, der stod lidt beklemt på sidelinjen under familieforeningen i sommerhuset. For hvad ville hans kones datter mon sige til, at han i sin tid ikke havde villet have hende med ind i ægteskabet.
– Det har jeg stor forståelse for. Jeg har haft den bedste far, jeg kunne ønske mig, og ham ville jeg jo ikke have mødt, hvis Arne havde taget mig til sig. Desuden har jeg selv været 18 år og fået en abort, så jeg ved godt, hvor svære den slags situationer er. Og da især dengang, siger Ulla.
Fra hendes side er der ingen bitterhed eller ærgelse over ikke at være vokset op i sin biologiske familie.
– Det er, som det skal være. Jeg er bare lykkelig over, at jeg nu skal lære dem alle sammen at kende, siger Ulla.
Læs også: Slægtsforskning gav Birgit mange svar
Hjælp fra genforening.dk:
Ulla Hellerup Sørensen er Anette Hallev fra Eftersøgningstjenesten Genforening stor tak skyldig, fordi hun havde succes med det, ingen andre havde kunnet gøre: at finde Ullas biologiske mor.
Anette begyndte sin eftersøgningstjeneste for 18 år siden, da hun selv efter 19 års søgning havde fundet sin far. Læs mere på genforening.dk og på foreningens Facebookside
