Guf efter bedstemors hemmelige opskrift

Torsdag, 11. december 2014
af Katrine Sivkær Pettersen, foto: Niels A. Andersen
På disken troner ”Santa”, og ved indgangen bliver kunderne mødt med ”Merry Christ­mas” på et dørskilt omkranset af gran. Familiens karamelbutik kunne lige så godt ligge i en engelsk landsby, men du finder den og de søde sager i Gudhjem.

De farverige æsker med sødt og godt glimter i butikkens vinduer og på skænke og skabe. Det gule hus var engang en del af Jantzens Hotel. I dag er et af hotelværelserne forvandlet til butik med høje, mørke paneler, blomstret tapet og reoler med nostalgiske dåser fra gulv til loft.

Fra butikken er der kig til værkstedet, hvor der trylles med sukkermasser i lange og smagfulde baner.

Ved maskinerne står Carsten Niberg-Zehngraff, 46, med en af familiens hemmelige opskrifter og demonstrerer, hvordan karamelmasserne bliver til små, søde sager. Måske er det ikke helt forkert at sige, at julekaramellerne trylles frem. For som Anna Niberg-Zehngraff forklarer med et smil, plejer de at sige, at den er krydret med nissespor og englestøv.

- Den smager simpelthen af jul. Hvis du ikke er i julehumør, så bliver du det, når du smager den, fortæller butiksindehaveren, som også godt tør afsløre, at der både er noter af nelliker og ingefær i julekaramellen, som år efter år er den samme.

Bedstemors opskrift

Ud over julekaramellen har parret lavet 11 forskellige karameller med blandt andet mynte, hyldeblomst og chili og lakrids, som de sælger i deres butik i Gudhjem.

Børnenes engelsk-inspirerede navne, Henry og Esther, er ikke tilfældige. Annas mor og børnenes mormor er englænder, og den oprindelige karamelopskrift er Annas bedstemors. England betyder noget helt særligt for familien, der aldrig har boet i landet, men har været på besøg hos familien derovre flere gange. Anna, 43, husker tydeligt rejserne til England som barn.

- Jeg kom der utrolig meget. Hver gang fik vi de her hjemmelavede karameller, som kunne være både bløde og hårde, og de var noget af det mest lækre. Det var nok derfor, jeg fik idéen til at åbne en karamelbutik. Jeg fortalte Carsten om idéen, og dagen efter havde han fundet på navnet Karamel Kompagniet. Efter et stykke tid prøvede vi at lave en karamel derhjemme efter en testopskrift fra nettet. Og så var Carsten overbevist. Hvis vi kunne lave sådan en kvalitet i vores eget køkken, så var det noget, vi kunne arbejde videre med. Så vi fik min bedstemors gamle opskrift hentet hjem fra England. Hun nåede desværre aldrig at se Karamel Kompagniet, men hendes kogebog er her endnu. Så hun lever på en måde videre med os og Karamel Kompagniet.

Få Familie Journals opskrift på karameltrekanter.

Julefred

I dag arbejder parret mest i Rønne, hvor de har kontor, og selv om der er travlt i sommer-
månederne, starter de store juleforberedelser allerede i oktober.

- Når højsæsonen er ovre, begynder en ny. For så skal forhandlerne rundt om i Danmark have deres julevarer, siger Anna.

Familien sætter til gengæld tempoet ned i julen. For da er alt sendt afsted, og der er ikke nær så mange kunder i butikken som i sommermånederne.

Hele familien er naturligvis involveret i kompagniet. Henry har fritidsjob i pakkeriet, Esther er logopige på karamelæskerne og hjælper til på messer flere gange om året.

Læs mere om Karamel Kompagniet her.