Din gode brevkasse er altid det første, jeg læser i Familie Journal. Jeg følger dig også på instagram og ser dine mange billeder af hunde, og derfor ved jeg, at du nok vil forstå mit dilemma lidt bedre end mine venner.
Jeg har været single i fem år, men langt om længe dukkede prinsen på den hvide hest endelig op. Vi mødtes for et års tid siden, og jeg er dybt forelsket i ham og han i mig. Jeg tror simpelthen, at jeg har fundet mit livs kærlighed. Han er klog, sjov, flot, omsorgsfuld og … overfølsom overfor hunde! Og jeg har en hund. En elskelig, gammel golden retriever. Hun er 11 år nu, og selv om det er en høj alder for en stor hund, så har hun det godt. Den hund og jeg deler så meget historie, og hun har været hos mig og bakket mig op på en måde, som kun en hundeejer forstår. Jeg elsker hende!
Læs også: Brev til Puk Elgård: Han vil have min hund ud af sengen
Men nu bliver manden i mit liv opsagt i sit lejemål om et halvt år. Derefter har han ikke noget sted at bo, og jeg vil jo meget gerne bo sammen med ham. Vi er ikke i tvivl. Det skal være os. Og så kan du nok gætte, hvilket dilemma jeg står i.
Jeg har et dejligt hus, som det vil give mening at flytte sammen i, men han kan ikke bo der, når jeg har hund. Mine nærmeste, som også er ret vilde med min kæreste, mener, at det måske er på tide at sige farvel til min hund. De foreslår mig at aftale med dyrlægen, at min hund skal aflives om et halvt år, for så er hun alligevel tæt på 12 år, og så kan min kæreste flytte ind.
Læs også: Puks brevkasse: Jeg er dødtræt af glemsomme hundeejere
Min kæreste synes selv, det er lidt tåbeligt, at han skal ud og finde et nyt sted at bo og vente på, at hunden dør, og at det vil give mening, at når han nu alligevel skal flytte, kan han lige så godt flytte lige ind hos mig. Selv mine forældre, som holder meget af hunden, synes, jeg skal tage hensyn til min kæreste frem for min hund.
Puk, hvad gør jeg? Jeg vil ikke slå min hund ihjel! Det er, som om ingen forstår mig. Alle ser bare en gammel hund, og ingen ser mit dilemma. Hvad ville du gøre?
Hundeelskeren
Læs også: Brev til Puk Elgård: Min søster har allergi og kan ikke tåle min fars hund
Kære Hundeelskeren
Medmindre min søn hang ud over en klippe i et meget tyndt reb, og nogen holdt en pistol for panden af mig og sagde: ”Hvis ikke du slår din hund ihjel, så slipper jeg rebet til din søn”, så ville jeg aldrig tage livet af mine hunde.
Sådan har jeg det i hvert fald lige nu i skrivende stund. Det kan godt være, jeg ville skifte mening, hvis jeg som du stod i et andet svært dilemma, men jeg nævner det, fordi jeg vil fortælle dig, at jeg forstår dig. Selvfølgelig kan du ikke bare aflive din hund.
Læs også: Bekymret kvinde spørger Puk Elgård: Er min familie ved at gå i opløsning?
Hvis vi tager alle følelser ud af din situation, så giver det selvfølgelig mening, at du og kæresten flytter sammen, når han er opsagt fra sin bolig. Jeg kan godt se logikken.
Er der andre muligheder? For din hund altså. Kan den bo hos dine forældre? Hos nogle venner? Er der et sted i omgangskredsen, hvor den kan bo og nyde sin alderdom, og du kan besøge hende så ofte som muligt? Hvor allergisk er din kæreste? Kan man lave et kompromis? Ingen hund i soveværelset. Ingen hund i møblerne. Kan han tage noget allergimedicin i den tid, hunden har tilbage?
Har I set på den slags kompromisser? Min dyrlæge siger, at alle dage over 11 år for en golden retriever er en gave. De bliver normalt ikke så gamle. Men ikke for at gøre dig mere bekymret, vores golden er på vej mod de 14 år, og hun har det stadig godt.
Læs også: Kvinde til Puk: Jeg forstår ikke min vens kritik
Jeg synes ikke, nogen mennesker skal tvinge dig til at aflive din hund. En gammel golden er heldigvis en elskelig hund, som vil kunne finde sig tilpas mange steder, bare der er mad og kærlighed.
Hvis jeg var dig, ville jeg undersøge, om der findes et godt og trygt hjem, hvor du kan være en del af din hunds liv. Jeg ville gå efter alle de kompromisser, jeg kunne finde. Piller, næsespray, rengøring, hundefri zoner, omplacering, hvad som helst. Du har et halvt år til at løse det. Det er længe.
Jeg føler mig sikker på, at du finder en god løsning, når panikken hos dig har lagt sig. Og jeg tror i virkeligheden, du skriver til mig for at bede om forståelse for din situation, og jeg forstår dig. Som hundeejer forstår jeg din store, dybe kærlighed, og jeg forstår, at du ikke bare kan ringe til dyrlægen og booke en aflivningstid om et halvt år. Men tag det roligt. Noget vil vise sig. Seks måneder er længe.
Kærlig hilsen Puk
Læs også: Brev til Puk: Vil du dele din erfaring med to hunde?
