Jeg er fuld af søm og skruer

Mandag, 26. januar 2009
af Lone Agersted, Foto: Torkel Dyrting
Peter Bredahl er svært ramt af leddegigt, men lader sig ikke slå ud. Lyset har han fundet i religionen, sin niårige datter Karla og sin brændende interesse for at skrive historiske romaner.
Karla har valgt en humoristisk måde at anskue sin fars sygdom på, og hun er forståeligt nok omdrejningspunktet i hans tilværelse.  Foto: Torkel Dyrting.
Karla har valgt en humoristisk måde at anskue sin fars sygdom på, og hun er forståeligt nok omdrejningspunktet i hans tilværelse. Foto: Torkel Dyrting.

Peter Walther Bredahl har grundet svær leddegigt fået nye hofter, fodled og knæ. Diagnosen fik han som 28-årig, da han læste historie på universitet.
- Folk sagde, det var tragisk, fordi fremtiden havde ligget foran mig. Men det gjorde den jo stadig væk. Det hele kom til at gå lidt langsommere og blev anderledes, end jeg havde forestillet mig, fortæller Peter Bredahl, der skriver historiske romaner og arbejder frivilligt på Livslinjen.

Tro gav tryghed
Peter Bredahl har været igennem omkring 20 operationer og har hver gang fået nye, tunge reservedele.
- Det ændrede mit liv fuldstændigt, at jeg for seks år siden blev bevidst som kristen. Jeg tror, at Livslinjen hjalp mig til at få en ny opfattelse af tilværelsen, og det har givet en kolossal tryghed.
Da jeg i sin tid valgte historiestudiet, hang det sammen med ønsket om at skrive. Jeg har altid villet fortælle gode historier, og mens jeg læste, lærte jeg at researche og finde kilder, hvilket er uvurderligt, når man som jeg vælger konkrete, historiske perioder at fortælle om, siger Peter Bredahl.

Dvæler ikke ved sygdommen
- Som handicappet i en ung alder gælder det om at finde på løsninger og lade være med at jamre sig. Det er min livsindstilling, at man bør holde humøret højt, fortæller Peter.
- Formentlig har leddegigten ligget latent i min organisme, og den brød frem efter en salmonellaforgiftning i 1980. Det er altafgørende at fortsætte uden at dvæle for meget ved sin sygdom, så jeg lever et helt almindeligt liv med venner, der hjælper mig meget uden nogen sinde at være blødsødne eller have ondt af mig. Fra starten bestemte jeg, at min sygdom ikke må være et tabu, men på den anden side underholder jeg aldrig andre om den, siger Peter.

Effektiv behandling
- Jeg er heldig at leve i dette land på denne tid, og nu får jeg hver uge en sprøjte, som blokerer den autoimmune effekt, der bevirker, at leddegigt-patienters krop faktisk bekriger sig selv. Ved hjælp af medicinen bremses virkningen, og i dag har jeg det faktisk godt, men jeg har naturligvis været igennem smertefulde perioder og medicin, der gav svære bivirkninger. Men det er heldigvis fortid. Til gengæld er det nutid for mig at skrive om fortiden. Den fortid, der er så fuld af interessante skæbner, siger 45-årige Peter Bredahl..

Af Lone Agersted.

Gigt

Gigt er intet mindre end en folkesygdom i hele den vestlige verden. Cirka 700.000 danskere lider af en form for gigt. Ca. 200.000 voksne døjer f.eks. med slidgigt, og ca. 35.000 voksne såvel som børn lider af leddegigt, der måske er arveligt betinget, men årsagen til, at sygdommen bryder ud, er endnu ikke præcist klarlagt. I dag findes gode medicinske behandlinger, som kan forhindre store led-ødelæggelser.
Se mere på Gigtforeningen.