Julemærkehjem: Det handler  ikke bare om de ekstra kilo

Ét af de børn, der har fundet vejen til Liljeborg, er 12-årige Astrid Madsen fra Jyllinge. Hun viser stolt rundt på det værelse, hun i 10 uger skal dele med Carla, der også er elev på julemærkehjemmet. I en vamset sweatshirt og med bløde træningsbukser på sætter hun sig hjemmevant på sengen, der er delt over i to – én til hende og én til Carla. På hylden ligger et Vi Unge-blad, mens bamserne Mads og Bodil sidder klar i sengen til at tage imod kram. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var et helt almindeligt storpigeværelse. Men det er det ikke.

– Det var mig selv. Jeg ville gerne afsted. Min storesøster har også været på julemærkehjem, og jeg ville også gerne afsted, fordi jeg syntes, det så fedt ud. Jeg skulle tabe mig lidt, og så skulle jeg have bedre selvtillid. Jeg har rigtig svært ved at tale med folk og fortælle noget til min lærer og til pædagoger, siger Astrid og folder hænderne foran sig, mens hun smiler lidt skævt.

Læs også: Freja fik nye venner på julemærkehjem

På julemærkehjem når selvtilliden fejler

Hun er genert, det kan man ikke komme udenom. Men alligevel er der noget, der er nyt – hun holder øjenkontakten. Selv om hun ikke er mere end 15 kilometer væk hjemmefra, har hun rykket sig længere, end man kan måle i meter, i den tid, der er gået, siden hendes mor og papfar vinkede farvel til hende i begyndelsen af november. For selv om Astrid aldrig er blevet grint ad af sine klassekammerater derhjemme, har frygten for, at det skulle ske, længe været parkeret i baghovedet. Hun er gået fra at sidde på hænderne i klasselokalet derhjemme til nu at være godt på vej til at tro på sig selv og turde række hånden op.

– Jeg kan mærke, at jeg allerede har fået meget større selvtillid. Jeg tør spørge folk om mere. Jeg tør også at sige lidt mere, hvad jeg føler. Jeg tror ikke, at de vil grine her, for der er nogen, som har det ligesom mig, siger Astrid, der ikke ved, hvor meget hun skal tabe sig. Det er heller ikke det vigtigste, så længe troen på sig selv melder sig. Men det betyder ikke, at hun ser stort på reglerne for motion og kost – hverken til hverdag eller når hun er hjemme på weekend. Her har maden fået et ryk opad på sundhedsskalaen, ligesom hendes mor og papfar sørger for at tage kondiskoene på og gå ture med hende.

Læs også: Vi vinder over vægten

En styrkeprøve

– Jeg kan også godt mærke, at vi spiser mindre portioner, og at vi spiser meget sundere derhjemme. For eksempel hvis vi skal have mexicanske pandekager, så køber vi sunde pandekager i stedet for de usunde, fortæller hun og nikker vedholdende. Hun vil det her.

Det er hun ikke alene om. Mens børnenes værelser ligger som perler på en snor på førstesalen, har forstander Henrik Hougaard Bøtkjær kontor i stueetagen. Selv om stemmen er rolig, lyser han op, når han taler om julemærkehjemmet — ikke mindst, når samtalen falder på de børn, der har rykket deres hverdage op med rødderne for at flytte ind på Liljeborg.

– Mange af børnene har hjemve, når de begynder. Vi plejer at sige, at en del af dem græder, når de siger farvel til forældrene eller ringer hjem den første uge. Men de græder også den sidste dag, de er her, fordi de er kede af, at de skal rejse herfra.