Laura Østergaard Buhl fra Jul i Valhal overvejer fremtiden

Tirsdag, 11. december 2012
af Johan Isbrand / Foto: Gregers Overvad
Laura Østergaard Buhl fra Jul i Valhal fortæller om sine bedste juleminder og om fremtiden.
Laura Østergaard Buhl er 20 år i dag
Laura Østergaard Buhl er 20 år i dag

Hvad er dit yndlingsjuleknas?

- Vi er ovre i konfekten - og helst noget med både mørk chokolade og nødder i.

- Småkager er jeg derimod ikke så meget til.

SE HER: 14 opskrifter på julekager og konfekt

Hvor skal du holde jul i år?

- I min mors og fars hus i Charlottenlund, som også er mit hjem lidt endnu. Helt præcist frem til den 1. januar, hvor jeg flytter hjemmefra. Vi fejrer julen med mine tre søskende, hvoraf både min storebror og storesøster selv har fået børn for nylig, så i år bliver vi faktisk 15-20 stykker til bords.

- 2. juledag tager vi altid til min fars familie i Nordjylland. Han har seks søskende i det nordjyske. Og så spiser vi alle sammen julefrokost hos min farmor.

Julen er ønskernes tid. Hvad ønsker du dig allermest?

- Et sykursus. Jeg vil gerne lære at sy mit eget tøj.

- Og så komfur, køleskab og andre ting til min nye lejlighed.

Har du nogensinde troet på julemanden?

- Nej. Hos os har vi aldrig haft tradition for, at min far eller andre medlemmer af familien tog rød jakke og nisseskæg på og rullede sig ud som julemand.

Din bedste juleoplevelse?

- Det lyder måske ikke af noget særligt i udenforståendes ører, men for mig var det stort og en helt speciel begivenhed i mit liv, da min kæreste, Adam, for to år siden var hjemme hos os juleaften og fejrede højtiden sammen med min store familie.

- På det tidspunkt havde vi været kærester i omkring et år.

LÆS OGSÅ: Linda fra X Faktors juleminder

Hvad er din yndlingsjulefilm?

- Jeg ser "Disneys juleshow" hvert år, og den er jo bare én lang kavalkade af højdepunkter og fantastiske scener, så det er nok det tætteste, jeg kommer på at have en yndlingsfilm, der har forbindelse med jul.

Hvad er din yndlings-tv-julekalender gennem tiden?

- Jeg har ikke fulgt med i julekalenderne, siden jeg selv medvirkede i "Jul i Valhal" for syv år siden. Og den har jeg aldrig kunnet nyde og holde af på samme måde som andre af den slags historier, fordi jeg selv har været der, da scenerne blev til, og ved alt om, hvordan det hele er lavet.

- Den sidste kalender, jeg var stor fan af, var "Jesus & Josefine". Den gik lige ind. Jeg var jo nogenlunde jævnaldrende med hovedpersonerne, og rapperen Razz, som spillede en af de store roller, var i mine øjne vældig sej. Ligesom "Jul i Valhal" var den i øvrigt ikke specielt nissepræget, og det kunne jeg egentlig godt lide. I stedet handlede den for en gangs skyld om det, som i virkeligheden er meningen med julen.

Hvad har du lavet, siden vi sidst så dig i rollen som Sofie?

- Jeg har medvirket i nogle reklamefilm. Og i sommer blev jeg færdig med gymnasiet.

- Nu arbejder jeg som piccoline på et reklamebureau og overvejer min fremtid. Både antroprologi og kommunikationspsykologi er inde i billedet som mulige uddannelser.

LÆS OGSÅ: Amin Jensens værste juleoplevelse