Rikke hjælper familier med hjertebørn

Lørdag, 12. maj 2018
af Mai Christensen, Foto: Henrik Bjerg
Efter at Rikke Frost fødte en søn med en hjertefejl, fik hun mere end nogensinde før brug for at vende sine tanker med ligesindede. Den ro fandt hun hos Hjerteforeningen, hvor hun i dag selv er frivillig – andre familier med hjertebørn skal nemlig have den hjælp, hun selv fik.
Rikke Frost hjælper familier med hjertebørn

Ved et firkantet bord omgivet af Bobles-figurer, Brio-togbaner og bamser i massevis sidder 42-årige Rikke Frost og kigger rundt i lokalet. Først på et forældrepar, der pludrer med en lille størrelse i sofaen, så på legerummet, så tilbage igen. Hun smiler, så de blå øjne bliver smalle. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at vi var i enhver anden daginstitution ved afhentningstid. Men det er vi ikke. Her er så stille og roligt, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden. Vi er i Familiehuset ved Skejby Sygehus, hvor forældre med indlagte hjertebørn kan finde ro mellem undersøgelser og operationer.

– Det giver mig så meget at kunne sidde her og tale med forældrene. Jeg ved selv, hvordan det er at have et hjertebarn. Jeg ved, hvor meget det hjælper, når man står midt i sit livs krise – de skal have den hjælp, jeg selv fik, fortæller Rikke, der de seneste 10 år har været frivillig for Hjerteforeningen. Lige siden dengang det var hende, som sad på den anden side af bordet. Dengang hun fødte en søn med en alvorlig hjertefejl. Dengang hun troede, Asbjørn skulle dø.

Læs også: Jonathan blev født med en hjertefejl

Hjertebørn og deres familier

Asbjørn kom til verden få hundrede meter fra Familiehuset. På Skejby Sygehus en novemberdag i 2005 var Rikke og manden Paw klar til at tage imod deres førstefødte, men hvad der skulle have været en fantastisk oplevelse, udviklede sig til en langtrukken, smertefuld affære. Under et døgn efter fødslen fik Asbjørn problemer med at trække vejret, og kort tid efter kunne lægerne ikke finde nogen puls i hans lyske. Hans system var ved at lukke ned. Bare syv dage gammel blev den lille dreng opereret for en alvorlig hjertefejl – hans medfødte hjertefejl skyldes en forsnævring.

– Jeg blev apatisk og tænkte bare, at, ja, så får vi ham nok ikke med hjem. Jeg hørte ikke engang, hvad lægen sagde, andet end at der var noget med hjertet, og at det skulle gå hurtigt. Han skulle på hjerteintensiv, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg tror, jeg lukkede af, siger Rikke med øjne, der bliver blanke.

Selv om det i dag er godt 12 år siden, husker hun stadig tiden før, under og efter operationen, som var det i går. Alting gik så hurtigt, at hun havde svært ved at følge med. Hun så sig selv udefra, mens Asbjørn blev nøddøbt og sendt afsted til operationsstuen.

En forskrækkelse

Operationen gik godt. 14 dage gammel kunne Asbjørn endelig bytte kuvøsen på hospitalsstuen ud med en vugge i huset i Skanderborg, og hans forældre kunne ånde lettede op. Midt i bleskift og flaskekogning vinkede de farvel til mørke tanker om hjertefejl og operation – men de vendte tilbage allerede få måneder senere. Til 3-månederstjekket fik Rikke og Paw nemlig endnu en nedslående besked: Asbjørn havde en forsnævret hovedpulsåre, der skulle ballonudvides. Han skulle endnu en gang i fuld narkose.

– Første gang var helt forfærdelig. Der var jeg sikker på, at han ikke kom hjem igen. Jeg var i chok, og jeg forstod ikke, hvad de sagde. Anden gang var det heller ikke så sjovt, men tanken om, at de bare skulle skære lidt og så op med en sonde... Det er svært at sige farvel, men så var det heller ikke værre, siger Rikke og trækker på skuldrene. Hendes blik afslører, at det ikke var sidste gang, hun måtte se Asbjørn blive kørt væk. På den lille fyrs 2-årsfødselsdag var det da heller ikke lagkage og fødselsdagssang, der var på programmet, men fuld narkose og endnu en ballonudvidelse.

– Tredje gang var jeg helt stille og rolig omkring det, for vi havde jo prøvet det før.

Selv om turene til hospitalet efterhånden var blevet ren rutine for den lille familie, kunne Rikke mærke, at hun midt i forsøget på at få et almindeligt familieliv op at køre havde glemt sig selv. Derfor begyndte hun at henvende sig til Hjerteforeningens frivillige på sygehuset. Hun havde brug for at få lettet sig hjerte og luftet de tanker, hun indtil da havde holdt for sig selv.

– Jeg kunne godt have brugt det, allerede mens vi var indlagt, for det er sådan en osteklokke, man er i. Jeg kan godt se, når jeg kigger tilbage, at jeg slet ikke var med i forløbet. Det var først, da vi kom hjem, at det gik op for mig, hvor tæt på det var... Da kunne det have været rart med nogen, der havde spurgt ind til os og dét.

Læs også: Sorgen har gjort os stærke

At hjælpe andre

I dag sætter Rikke sig med jævne mellemrum bag rattet for at tage den 20 minutter lange køretur fra huset i Skanderborg til Skejby Sygehus. Ikke for at køre Asbjørn til undersøgelse, men for at hjælpe andre forældre, der er i samme situation, som hun var dengang. Med foldere under armen og en god portion ro i maven sidder hun klar til at tale med dem, der har brug for det – uanset om det er forældre til hjertebørn, kræftramte eller noget helt tredje.

– Jeg bruger aldrig mig selv i samtalen. Det skal de ikke også forholde sig til. Men det gode er jo, at de på forhånd ved, at jeg ved, hvordan det er. Man behøver ikke at forklare noget. Jeg kan udmærket huske, hvordan det er, når ens barn bliver kørt på intensiv og lagt i fuld narkose.

Spørger man Rikke, om hun ville være de seneste mange års mentale rutsjeture foruden, er svaret klart nej. Selv om hjertefejlen har trukket flere udfordringer med sig – ikke mindst at både store- og lillebror i dag har hver deres udfordringer og går på specialskole – vil Rikke for alt i verden ikke bytte.

– Hvis ikke Asbjørn havde været hjertesyg, havde vi ikke haft det her fantastiske netværk. Og ja, jeg ville gerne være sygdommen foruden, men det har altså også bragt noget med sig. Det her netværk, og det giver mig rigtig, rigtig meget at sidde der og tale med de forældre og lytte, siger Rikke og lægger hovedet på skrå.