Slut med elevatorvægt

Lørdag, 3. april 2010
af Redaktion
Marianne Sachse fra Kalundborg har altid været på slingrekurs, når hun styrede efter at holde vægten stabil. Den 48-årige kvinde elsker både at lave mad – og at spise den. Men nu har hun lært at tænke fedtfattigt
Foto: Britt Lindemann
Foto: Britt Lindemann

Af Ulla Linneman

Marianne Sachse har været på slankekur adskillige gange i sit liv.
I hele sin opvækst og ungdom var hun ellers en høj, flot pige på 1,74 meter med en ret stabil vægt på 74 kilo. Men Marianne blev tidligt gift, og allerede som 22-årig fik hun datteren Michelle. Og med graviditeten fulgte 18 overflødige kilo, som Marianne måtte have hjælp til at komme af med.
Allerede to år senere blev Marianne gravid igen og fik sin søn Mark, og også denne gang havde hun efterfølgende omtrent tyve kilo "i overskud".

Ægteskabet røg
Marianne kendte turen - eller kuren - og fik atter den nødvendige hjælp, men ganske langsomt sneg vægten sig opad igen.
For ti år siden tog hun sig virkelig sammen og tabte sig, og samtidig røg ægteskabet!
- Jeg var blevet for selvstændig, og de ændrede madplaner passede ikke gemalen, forklarer Marianne med et spøgefuldt glimt i øjet.

FLERE KVINDER, DER KAN

Læs den dejlige historie om Gudrun, der blev 15 kilo lettere, eller den imponerende beretning om Tinna, som tabte sig 110 kilo, fordi hun var bange for at dø fra sine børn.

Ikke til at forstå
Sidste sommer bad en veninde Marianne om hjælp til at tabe sig, og sjovt nok var Marianne endnu en gang blevet stor. Hun vejede helt præcist 94,7 kilo.
- Jeg blev stabiliseret ved juletid ved 74,7 kilo, og nu skal jeg aldrig mere på slingrekurs med vægten.
Jeg er meget glad for den store hjælp, jeg har fået af vægtkonsulent Pia Pallisgaard Hansen fra De Danske Vægtkonsulenter i Kalundborg, fortæller Marianne.
- Min kostomlægning er for altid, og jeg kan i dag ikke forstå, at jeg nogen sinde har kunnet undvære de mange grønsager og frugt.
Jeg er også vild med motion. Jeg har altid dyrket meget sport, så mikset med motion og sund mad passer mig godt. Jeg vil stadig gerne tabe et par kilo, men befinder mig allerede godt med vægttabet på 20 kilo, siger Marianne.

Hjælp til DDV
Hun måtte sande, at hendes interesse for mad gav fylde på kroppen, men i dag har hun omsat sine gode evner for at kokkerere i sundhedens tjeneste, og det sker ofte, at hun kan inspirere De Danske Vægtkonsulenter med nye opskrifter.
Marianne har endnu ikke været så heldig at møde en ny mand i sit liv.
- Men det er da på ønskelisten, ler hun.

Sunde opskrifter fra DDV

Broccolisuppe

Stegt laks

Spidskålssalat

Ylettekager