Sonia "tegner" med sine sakse

”Kære Esther. Tak, fordi du inspirerede din mormor til at skabe denne bog”.

Sådan slutter en sides forord til bogen ”Illustreret alfabet – gætteleg med H.C. Andersen”. Den kom på gaden for otte år siden, hvor Esther var 4 år. I dag er hun 13 år, og hun er klart gået i sin mormors fodspor.
På Sonias køleskab hænger ikke bare små pasfotos af børnebørnene samt diverse huskesedler. Der hænger også et stort papirklip, som Esther har begået.

– Hun er rigtig dygtig til at klippe ud af hovedet uden at tegne, siger en tydeligt rørt mormor.

Køleskabet står på Adamshøj, Houvej 71 på nordspidsen af Langeland. I hovedbygningen til den tidligere avlsgård har mormor, Sonia Brandes, boet siden marts. Og selv om hendes tre hunde – alle af trøffelhunde-racen – gør fornøjeligt, når der kommer fremmede, er det her, hun finder roen til at arbejde videre med papir og saks.
En skål fyldt med øjen-kirurgiske sakse lavet i Østen i et af Adamshøjs mange vinduer vidner om et foreløbigt 71 år langt liv med millimeterpræcision, med eller uden streg og med glæde over symmetrien, hvis et stykke papir skal foldes, inden Sonia går i gang.

Sara og Jette indrammer Familie Journals gamle forsider: Vi giver bladene nyt liv på væggen

Papir-magi

Født på Ærø i 1946 uden Facebook, fjernsyn eller andre elektroniske fristelser var det bare om at udnytte mulighederne, når de var der. Og de var der, når det var tid til gækkebreve:

– Det var ren magi for sådan en lille pige som mig at folde et stykke papir, klippe og åbne det og se, hvad man havde klippet.

Da Sonia begyndte med at klippe gækkebreve, vidste hun ikke noget som helst om, at der er et fint fransk navn for at klippe i papir. Det er ”l’art de pauvre”, de fattiges kunst. Det eneste, der kræves, er et stykke papir – det kan være hvad som helst: avispapir, indpakningspapir, tapet etc. – og en saks.
I dag bruger Sonia i øvrigt syrefrit papir og lysægte farver.
På græsk bliver kunstarten oversat til psaligrafi: at tegne med saks. Så Sonia tegner med sin saks, når hun arbejder. Og det gør hun hver dag:

– Jeg arbejder hele tiden. Der er altid noget, jeg skal have færdigt. Og jeg elsker mit arbejde. Det er en del af min identitet.

De fattiges kunst er faktisk en tudsegammel folkekunst, som aldrig har fået støv på sig:

– I folkekunsten har man i årtusinder brugt papirklip til med symboler at fortælle historier. I Sverige har man brugt begravelsesklip og klippet symboler, der fortalte om menneskets liv på jorden, og en jødisk skik har været at forære et lykønskningsklip, som skulle bringe brudeparret held og lykke, fortæller Sonia Brandes.

Læs også: Perlevenner med eget smykkefirma

Barndommens kreative klipperier har skabt en karriere, der har ført den fingernemme venstrehåndklipper rundt i hele verden. Hun udstillede første gang i 1971, hvor hun var 24-25 år.

Med sin psaligrafi har Sonia via sit arbejde været en sand arvtager efter H.C. Andersens papirklip. Hun har klippet altertavler til flere danske kirker, blandt andet Brobyværk på Sydfyn. Hun har tegnet med saksen i meterlange udsmykninger, blandt andet til Landet Forsamlingshus på Tåsinge.

Det længste kliparbejde, hun har begået, er 24 meter langt. Det blev bidt over i tre og to meters stykker og sat sammen til sidst. Det hænger i et hospice i Esbjerg.

Sonias fingeraftryk sidder også på en række bøger, som hun har illustreret, blandt andet omtalte alfabetbog med en H.C. Andersen-skattejagt, ligesom Håndarbejdets Fremme har haft glæde af hendes kunnen til årskalenderen i 2010. Sonia har klippet motiver, som er forvandlet til broderier i kalenderen, men:

– Det, jeg er gladest for, er at illustrere bøger. Jeg kan li’ at lave arbejder til tekster, altså lave historier via billeder. Jeg elsker at bruge symboler, for der er megen information i symboler og heldigvis ingen facitlister. Man kan selv lægge ting i, som man opdager i klipperiet, så jeg håber, der bliver brug for mig igen som illustrator.

De mange trægulve i huset giver mange kvadratmeter poteplads – ja, faktisk hele 267 m2 har de tre hunde at boltre sig på sammen med Sonia. Og går de med Sonias godbid-pose med udenfor og ned til vandet, er der også rigelig med plads, åbne vidder og højt til loftet.

Vild natur

– Langeland er en skøn ø. Jeg elsker den vilde natur, vi har lige omkring os. Og jeg er simpelthen indrettet til at bo på landet, siger hun og mindes sine år som byboer i Paris. Her boede hun i 12 år.

– Det var også dejligt. Som ung ville jeg gerne ud og se verden, så jeg har rejst meget – også i Japan.
Nu er tiden en anden. Dåbsattesten tynger ikke, men alligevel har Sonia svært ved at forstå, at hun er på vej mod de 72 år.

Mange års klip med de små kirurgi-sakse har desværre givet hende slidgigt med hævede knoer til følge.

– Men gigten bevæger sig rundt i kroppen, så jeg synes, det er fantastisk, at jeg i en alder af 71 år overhovedet kan blive ved, siger hun.

Sidde stille gør hun bestemt heller ikke af den grund. På ønskesedlen for fremtiden står workshops i en af hendes egne store stuer.

– Her har jeg pladsen, og det er oplagt at lave noget her, så bedsteforældre for eksempel kan komme og lave gækkebreve sammen med deres børnebørn, slutter hun.