Er vi for forskellige
til et fælles liv?

For seks måneder siden flyttede jeg sammen med min kæreste gennem fem år.

Vi har det egentlig godt sammen, men vi er også meget forskellige.

Han er rolig, eftertænksom, omhyggelig, loyal og familiemenneske. Jeg er spontan, snakkesalig og initiativrig.

Jeg har altid beundret, at han har andre kvaliteter end mig og har følt, at jeg kunne lære en masse af ham som menneske.

Samtidig er jeg nervøs for, om forskellene skiller os ad på sigt. Jeg synes tit, at jeg mangler, at vi taler sammen.

Når jeg prøver at få en samtale i gang over aftensmaden, føler jeg meget, at det er mig, der skal køre samtalen, og somme tider afviser han at tale med mig, fordi han er træt eller ikke ”har noget at fortælle.”

Jeg synes også, at han hakker meget på mig − lige fra mine forslag til aftensmad over min musiksmag til ikke at forstå min humor.

Vi har dog også aftener, hvor vi hygger os, og alt er godt.

Noget andet er hans jalousi. Han bryder sig ikke om, at jeg har drengevenner.

Han bliver altid spids, hvis jeg skriver til eller skal mødes med en drengeven, også selv om jeg inviterer ham med eller viser ham beskederne. Han har selv mange veninder.

Sommetider føler jeg, at hvis jeg er meget glad, bliver han irriteret. Jeg føler det, som om jeg ikke altid har plads til at være mig selv.

Han kan dog også være støttende og lyttende i andre situationer. Han siger selv, at han har dårlig selvtillid. Han har dog mange venner og er meget vellidt i alle sammenhænge.

Han siger, at han elsker mig, og han vil meget gerne have, at vi får børn nu. Jeg elsker ham og vil ham alt det bedste, men jeg er simpelthen i tvivl.

Er vi for forskellige til, at et fælles liv vil fungere?

Eller er jeg bare nærtagende og har et urealistisk billede af, hvordan et parforhold fungerer? Vi er i midten af 20’erne.

Jeg tror, du allerede kender svaret, ellers ville du ikke skrive.

Nu taler jeg rent ud af posen: Det bliver ikke bedre.

Det, du allerede nu er bekymret for, forsvinder ikke. I bedste fald holder det sig status quo, i værste fald bliver det værre.

Jeg var vist ikke mere end 10 år, da min farmor så på mig med stor alvor og sagde: ”Puk, hvis du finder en mand, der har nogle sider, du ikke bryder dig om, så spørg dig selv, om du ville kunne leve med dem resten af dit liv, for de bliver ikke lavet om. Du kan ikke ændre ham.”

De ord brændte sig fast i mit system, og farmor havde ret.

Selvfølgelig kan man ændre sig til det bedre, men de helt store grundlæggende personlighedstræk beholder vi altså.

En psykolog har lært mig, at efter at vi er blevet ca. 27 år, har vi den personlighed, som vi beholder resten af livet.

Når jeg læser dit brev, ser jeg, at hver eneste gang du beskriver et træk hos din kæreste, som bekymrer dig, så forsøger du at glatte det ud eller normalisere det.

Det kommer du til resten af dit liv med ham. Glatte ud og normalisere. Den sætning, der bekymrer mig mest i dit brev, er den, hvor du skriver, at du ikke altid har plads til at være dig selv.

Det kan gå hen og blive et meget belastende og nedbrydende samliv for dig, hvis du hele tiden skal lægge bånd på dig selv.

Ingen mennesker er perfekte, og man skal være rummelig nok til at kunne acceptere forskelligheder.

Men i et parforhold skal man kunne føle sig fri, lys og let. Gør du det?

Jeg ved godt, jeg er lidt barsk, men tænk dig godt om. Af og til kan man forveksle forelskelse med lysten til at behage. Den gryde falder mange kvinder i.

Stol på dit humør og lyst til solskin. Find en mand, der elsker dig for den, du er: spontan, snakkesalig og fuld af initiativ. Det lyder som rigtig gode kvaliteter.