Thor lister lige så stille rundt om spisebordet hen til Andy og puffer forsigtigt til hans hånd med sin våde snude, og Andy lægger straks hånden på det store, sorte labradorhoved, mens han kigger kærligt ned på sin firbenede ven.
Sekunderne går, mens Andy og Thor har en lydløs kommunikation, og vi andre venter stille.
Pludselig ser Andy op, og interviewet kan fortsætte.
Familie Journal er på besøg i Fredericia hos krigsveteran Andy Kruse Bruun Christensen, der takket være servicehunden Thor er i stand til at berette om konsekvenserne af sin lange karriere inden for det danske forsvar.
Året er 1994, og Jugoslavien er ved at blive splittet af en grusom borgerkrig.
Andy er sammen med et hold andre danske soldater udsendt af FN til Kroatien, men kun som passive observatører ved grænsen til Bosnien.
En bred flod skiller fjenden fra soldaterne, som hjælpeløse må se til, når flygtninge forsøger at nå frem til FN-styrkerne og på vejen mod floden bliver fanget, tæsket eller skudt.
Oplevelsen kommer til at ændre Andys liv.
– Vi fik en lodret ordre på ikke at foretage os noget, og det at stå passivt og se på, når mennesker bliver mishandlet og slået ihjel, og små børn bliver smidt ud i en rivende flod, er ubeskriveligt forfærdeligt, fortæller den 47-årige krigsveteran, der aldrig er kommet sig over de rædselsfulde hændelser.
Læs også om Jadwiga Andersen, der blev sendt i koncentrationslejr som 13-årig
Sådan er krig!
– Jeg havde på det tidspunkt overhovedet ingen forestilling om, hvor meget mit liv efterfølgende ville blive påvirket. Efter hjemkomsten fra Jugoslavien fik jeg en kontrakt med forsvaret, der betød, at jeg to-tre måneder om året kunne blive udsendt, og det var helt afklaret med min civile arbejdsplads, hvor jeg arbejdede som klejnsmed.
Indtil 2007 arbejdede Andy på skift som klejnsmed og overkonstabel med flere udsendelser for forsvaret.
– I 2008 blev jeg så kontaktet af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der søgte nogen med min uddannelse og alder, som var villige til at blive udsendt til Afghanistan. Det sagde jeg ja til, og det job var en meget heftig omgang. Men skønt jeg prøvede både at ryge i luften på grund af en vejsidebombe, så mange blive slået ihjel og også selv slog flere mennesker ihjel, var det alt sammen noget, man som uddannet soldat er forberedt på. Sådan er det at være i krig!
Læs også om Ruth, der var reservemor for soldaterne i Afghanistan
Katastrofal udvikling
Efter hjemkomsten fra Afghanistan samme år begyndte det at gå skævt for Andy.
– Meningen var, at jeg skulle have en varig kontrakt med forsvaret, men fordi jeg kort tid forinden havde kontaktet forsvarets psykiatriske fakultet og fået udleveret antidepressiv medicin mod en formodet depression, kunne jeg pludselig ikke bruges og fik i stedet en fyreseddel.
Andy blev skuffet og gal og vendte frustreret tilbage til sit civile job som smed.
– Men jeg følte mig vildt stresset, og mit temperament var meget eksplosivt. Tankerne kørte rundt i mit hoved, og jeg forsøgte enten at arbejde eller drikke dem til ro. Jeg var efterhånden så hidsig, at jeg på min arbejdsplads kun kunne stå i et hjørne og arbejde helt for mig selv. Først da min kone, Anita, tog affære, blev den katastrofale udvikling bremset.
Jeg var et monster
Anita, som mødte Andy kort efter hans hjemkomst, havde aldrig forestillet sig, at den skønne mand, hun blev forelsket i, havde så kraftige mén efter sit soldaterliv.
– Andy er jo en vidunderlig mand – kærlig, dygtig, begavet – alt, hvad en kvinde kan ønske sig, fortæller den 49-årige førtidspensionist, der langsomt fandt ud af, at Andy også indeholdt ”et monster”, som hun udtrykker det.
Parret har været igennem mange problematiske episoder.
– Andy kan være meget opfarende, og jeg har haft stor tvivl om, hvordan jeg skulle opføre mig for at undgå hans eksplosioner. Af og til skulle jeg være lidt bestemt, andre gange bare tie stille. Jeg har prøvet det hele, gået på æggeskaller rundt om ham. Vi har endda også været flyttet fra hinanden.
Andy indrømmer, at han har været et monster.
– Jeg har aldrig slået Anita, men jeg har i min desperation haft fat i hende og råbt hende ind i ansigtet. Jeg løb jo rundt på væggene dengang og kunne slet ikke håndtere den skade, min hjerne har pådraget sig.
På et tidspunkt i 2011 stod det klart for Anita, at noget drastisk måtte gøres.
– Jeg elsker jo Andy højt og kunne ikke holde ud at se, hvor dårligt han havde det. Jeg kørte på psykiatrisk skadestue og insisterede på at tale med en læge. Derefter kontaktede jeg fagforeningen, og sammen med en sagsbehandler kørte jeg ud til Andys chef, forklarede ham sagen, og Andy blev kaldt ind på kontoret.
Andy blev meget overrasket, men erkender, at han også følte lettelse.
– Jeg fik diagnosen posttraumatisk stresssyndrom og var nødt til at stoppe med at arbejde, og i stedet begynde en hård indsats på at få det bedre.
Specielle evner
I årene, der fulgte, modtog Andy som førtidspensioneret krigsveteran forskellige behandlinger med lige så forskellige resultater. Den mest markante hjælp fik Andy først, da Thor kom ind i hans liv.
– Vi hentede ham som hvalp i 2012, og det var egentlig ikke tanken, at han skulle uddannes som servicehund, men jeg opdagede hurtigt, at han havde en helt speciel evne til at gøre mig rolig, så jeg gik selv i gang med at uddanne ham.
Andy fik hjælp af en professionel servicehundetræner via foreningen Trinitas, så da Thor var halvandet år, blev han godkendt.
– Bortset fra Anita er Thor det bedste, der er sket for mig, fortæller Andy. – Jeg har ham med overalt, har endda fået lov til at tage ham med i Rema 1000, når jeg handler. Før blev jeg meget aggressiv, hvis nogen i køen brokkede sig, men nu kigger jeg bare ned på Thor og nusser ham lidt, og så falder temperamentet til ro.
I dag drømmer Andy om at hjælpe andre veteraner.
– Jeg har jo en vis erfaring, og jeg er så heldig, at jeg er helt bevidst om, at jeg kan reagere uhensigtsmæssigt og derfor har rigtig god mulighed for konstant at arbejde med sygdommen og også give andre veteraner indsigt og råd. Så skønt jeg ved flodbredden i Kroatien fik slået min moral og retfærdighedssans totalt i stykker, er jeg – ikke mindst takket være Thor – på rette vej!
