Morfar ville have været så stolt, hvis han havde kunnet se sit barnebarn nu.
Morfar med det borgerlige navn Aage Oluf Hjalmer Sennenwald døde 7. april 2020. Udefra set var han endnu en gammel mand, der døde svært dement. Ethvert menneske har sin helt egen historie, og Aage havde også sin. Det var historien om ”Tiger og morfar”. Familie Journal skrev historien om Aage og hans barnebarn, Casper, i 2019. Casper elskede sin store, stærke morfar, da han var barn. Casper voksede op og skiftede navn til ”Tiger” og blev sin morfars bedste ven, da han fik Alzheimers og havde brug for en stor, stærk ven.
Tiger og morfar var altid sammen, og det var Tiger, der holdt sin morfar i hånden til det sidste. Han gjorde sin morfars sidste år til en fest. Men morfar lærte også sit barnebarn en ting eller to, og det er hans skyld, at der nu sidder en ægtepar i Herlev og synes, at Tiger har reddet deres liv.
– Jeg savner min morfar hver eneste dag. Jeg kan huske hans stemme. Jeg kan huske hans kram. Nu er han væk, men han gav mig så meget kærlighed og lærte mig at leve i nuet. Det vil jeg gerne give videre til andre mennesker med Alzheimers, for på den måde ærer jeg min morfar. Han var ikke bare endnu en menneskebrik med Alzheimers. Han var min morfar, og jeg vil gerne gøre ham stolt. Derfor ringede jeg til Alzheimerforeningen og spurgte, om der var nogen, der kunne bruge mig. Det sagde de ja tak til, og derfor er jeg demensven for Bamse i Herlev, fortæller Tiger.
Ville ikke til lægen
Bamse hedder i virkeligheden Birger Veber, men hans kone, Jette, har altid kaldt ham Bamse. De har været gift i 46 år og har to børn og tre børnebørn. Bamse var ansat ved Belysningsvæsenet og elskede sit arbejde. Han kunne alt med sine hænder. Det var ham, der lige byggede lidt om, når Jette bad ham om det. Ham, der fiksede alt og ordnede kolonihaven, så ikke et græsstrå vendte den forkerte vej.
Bamse var 62 år, da han pludselig begyndte at ændre sig for snart seks år siden.
– Han begyndte pludselig at tale grimt til mig og skælde ud, og det havde han aldrig gjort før. Da han så begyndte at glemme ting og aftaler, ville jeg have ham til lægen. Det ville han selvfølgelig ikke. Stædig har han altid været, og han fejlede ikke noget, sagde han. Til sidst sagde jeg til ham, at enten gik han til lægen, eller også blev vi skilt. Så gik han til lægen, husker Jette.
Det viste sig, at Birger havde haft to små blodpropper i hjernen. Det viste sig desværre også, at han havde fået Alzheimers demens.
– Det var så forfærdeligt. Vi blev både bange og kede af det, og jeg kunne slet ikke se, hvordan vores fremtid ville blive, siger Jette.
– Birger holdt op med at arbejde, og jeg valgte at gå på efterløn fra mit arbejde som pædagog. Hvis vi skulle nå at gøre noget af alt det, vi havde drømt om, så var det nu. Vi brugte alle de penge, vi overhovedet havde til overs på at rejse sammen, mens Bamse endnu var i stand til det. Det er jeg glad for, at vi nåede, siger Jette.
Nu rejser Birger ikke mere. Han cykler frem og tilbage til kolonihaven. Han er ikke længere håndværkeren i huset. Det ordner Jette. Han kan heller ikke længere passe kolonihaven til perfektion, men han kan holde stien pæn og ren for ukrudt, og det er fint, siger Jette.
– Bamse går også i forskellige dagtilbud for mennesker med demens, men forrige år, da coronaen kom, lukkede de jo, og så var Bamse kun herhjemme. Der havde vi nær slået hinanden ihjel. Han forstår ikke, hvad corona betyder, og han vil hele tiden have, der skal ske noget, og så bliver tiden lang i vores lille lejlighed. Jeg ringede til kommunen og bad om hjælp, for jeg magtede simpelt hen ikke mere. Det var på det tidspunkt, jeg fik tilbudt at få en demensven igennem Alzhei-merforeningen, og jeg sagde ja og tusind tak, siger Jette.
På æblerov
Derfor kom Tiger ind ad døren en torsdag i juni sidste år, og Bamse var begejstret, for her var et menneske, der ikke snakkede om demens, eller om alt det, Bamse ikke længere kunne. Tværtimod.
De to mænd stak hurtigt af hjemmefra og tog på cykel- eller gåture. Helst lange ture og gerne i mosen eller ud i kolonihaven. Det var på en af de ture, Bamse lærte Tiger at stjæle æbler.
– Det må man godt, siger Bamse forsvarsberedt. – Når de hænger ud over hækken, i hvert fald.
Sådan lærer Tiger så meget. Han har aldrig været den store naturelsker. Hans verden er mere musik og storby, men nu kan han kende adskillige blomster og planter, stjæle æbler og finde vej i mosen. Alt det kan Bamse endnu, selv om der er mange andre ting, han ikke længere kan. Dem snakker de ikke om. De laver bare det, han kan, og så er den ikke længere.
– Jeg tænker, at vi alle har et eller andet, vi er kede af og ville ønske var anderledes. Hvis man ikke kan forandre det, så må man få det bedste ud af det, siger Tiger, der er 34 år og arbejder i en pladebutik.
Han er trommeslager og har sit eget band, og derhjemme venter en kæreste og to små hunde. Engang var han en lille, drømmende dreng, der havde det svært i skolen. Han var næsten voksen, inden man fandt ud af, at han havde adhd, men sammen med sin morfar fandt han ro og fred med sig selv. Det er den følelse, han gerne vil give videre til andre.
– Bamse og jeg går lange ture og snakker om alt muligt. Han har lært mig navne på blomster og træer og ting om haven, siger storbydrengen og ser faktisk helt begejstret ud.
– Ja, og Tiger har lovet mig, at hvis jeg farer vild, skal han nok følge mig hjem, siger Bamse.
Bamse kan godt fare vild, også på kendte steder. Hans verden er blevet mindre. Alligevel er han stadig en glad mand, og sidste jul lærte han sin nye ven at lave juledekorationer. Det er ellers noget, Tiger aldrig nogensinde selv ville være gået i gang med. Man kan få både Tiger og Bamse til rigtig meget, hvis der er nok kaffe på kanden og et minimum af regler, for det hader de begge to.
Hver torsdag klokken 10 træder Tiger ind ad døren hos Jette og Bamse. Så drikker de alle tre kaffe sammen, inden de to mænd tager på udflugt, så Jette får et par timers fred og ro.
– Tiger er blevet vores ekstra søn. Han har lært mig at være glad for det, Bamse og jeg stadig kan. Han har givet min mand en masse gode oplevelser og lært mig, at livet er godt nok, hvis vi ser på alle mulighederne i stedet for alt det dårlige, siger Jette.
Tiger blev kåret som Årets Demensven sidste år, og morfar ville helt sikkert have været stolt.
