Opskrifter

Forloren and med røsti og rødvinskogte løg

Fredag, 9. november 2012af Redaktion
Et lækkert alternativ til den klassiske Mortens aften-mad

(4-5 pers.)

Ingredienser til forloren and

2 afpudsede svinemørbrad
Salt og peber
1 lille, syrligt æble
8-10 svesker
20 g smør
2 dl bouillon
1 dl fløde
Saucejævner

Sådan gør du
Giv mørbraderne et snit på langs, bank dem ud med hånden og drys med salt og peber. Skræl æblet og skær det i mindre stykker. Fordel æbler og svesker i snittene og læg mørbraderne sammen. Bind om dem med kødsnor. Brun dem godt i smør på alle sider. Tilsæt bouillon og lad det simre ved svag varme ca. 15 min. under låg, til det er lige netop gennemstegt. Tag "anden" op og fjern kødsnoren. Kog skyen op med fløde, jævn den let og smag til med salt og peber. Skær mørbraden i skrå skiver.


Ingredienser til røsti

¾-1 kg bagekartofler
1 finthakket løg
Salt
Olie til stegning

TIP

Når kartoflerne først presses fri for vand, hænger de fint sammen, når røstien steges. Røstien kan laves i forvejen og varmes i ovnen ved 200°.

Sådan gør du
Skræl kartoflerne og riv dem godt. Pres kartoflerne tørre i et viskestykke og bland dem med løg og salt. Varm olie på en stor pande og læg med lidt afstand 4-5 spsk. kartoffelblanding. Flad dem ud til rundeller med paletkniv og steg dem 4-5 min. på hver side ved mellemvarme.


Ingredienser til rødvinskogte løg

5-6 mellemstore rødløg
Salt og peber
2 spsk. olie
4 dl rødvin
Et par kviste timian
Et par stilke oregano

Sådan gør du
Pil løgene og skær dem i tykke skiver. Svits dem kort tid i olie, uden at de mister farven. Krydr med salt og peber. Hæld rødvinen ved og tilsæt krydderurterne. Lad løgene simre i lagen, til den er kogt godt ind, og løgene er møre, ca. 15 min.
Spis løgene lune eller kolde.

Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen


Flere opskrifter...
Gås med timiankartofler
Andebryst i sky med oliven
Glaserede spareribs med bønnesalat

Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop