Opskrifter

Helstegt frikandeau og bagt kartoffelurtemos

Fredag, 16. august 2013af Redaktion
Det er med frikandeau som med gammeldags grydekylling, den skal have flødesauce og agurkesalat

Ingredienser til helstegt frikandeau

(4 pers.)

¾ kg afpudset kalveinderlår el. klump i et helt stykke
4-5 meget tynde skiver bacon
15 g smør
1 spsk. mel
2 dl lys bouillon
Ca. 1 dl piskefløde
Ribsgelé
Salt og peber

Fremgangsmåde til helstegt frikandeau

Gnid kødet med salt og peber. Vikl baconskiverne om og hold dem fast med kødsnor. Varm smørret i en gryde og brun kødet godt på alle sider. Drys mel over og hæld bouillon ved. Bring det i kog, læg låg på gryden og lad kødet simre mørt på ca. 30 min., til et kødtermometer viser 66-68°. Tag kødet op og pak det i folie, mens saucen laves. Hæld fløden i gryden og kog saucen ind et par min. Smag til med salt, peber og ribsgelé. Tag snoren af kødet og skær det i tynde skiver.


Ingredienser til bagt kartoffelurtemos

(4 pers.)

¾ kg store kartofler
200 g selleri
200 g majroer, glaskål el. persillerod
1 dl kogevand
1 æg
25 g smør
Salt og peber
Hakket persille

Fremgangsmåde til kartoffelurtemos

Skræl kartofler og grønsager og skær dem i lidt mindre stk. Kog dem møre i letsaltet vand. Hæld vandet fra, gem 1 dl. Mos kartofler og grønsager og rør dem med kogevand, æg og smør. Smag mosen til med salt og peber. Kom mosen i et smurt ildfast fad og bag mosen ca. 20 min. på midterrillen ved 200°.


Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen


Find flere opskrifter her...
Kalv i dild med rysteribs
Klassisk dansk tatar


Kender du kogebogen? Klik her...
Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop