Opskrifter

Nem fiskechowder

Fredag, 10. januar 2014af Redaktion
Dejlig, fyldig suppe med fisk og kartofler

Ingredienser til nem fiskechowder

(4 pers.)

3 porrer
2 fed hvidløg
600 g kartofler til mos
3 skiver lufttørret skinke
1 spsk. olivenolie
3 timianstilke
2 laurbærblade
6 dl grønsagsbouillon
250 g ørredfilét uden skind
250 g torskefilét uden skind
1 nip chiliflager
Salt og peber
1 dl piskefløde
¼ bdt. purløg

Tilbehør
Groft brød

Fremgangsmåde til nem fiskechowder

Rens/skræl porrer, hvidløg og kartofler. Skær porren i tynde skiver, hak hvidløgene fint og skær kartoflerne i 5 mm tykke skiver. Skær skinken i mindre strimler og steg den ved hård varme i olien i en gryde eller stor sautérpande. Tag skinken op og læg den på fedtsugende papir, så den holder sig sprød.

Kom porrer, hvidløg, timianstilke og laurbær i gryden og steg i 2 min. Kom kartofler ved og tilsæt så bouillon. Kog i 10 min., evt. med tilførsel af mere vand. Kartoflerne skal delvist jævne suppen, men skal ikke koge ud.

Skær fiskene i pæne, store stykker og læg dem over kartoflerne i suppen sammen med chiliflager, salt og peber. Læg låg på og damp fisken i 5 min. Tag timian og laurbær op og rør fløden i.

Anret i dybe tallerkner og pynt med hakket purløg og de sprøde skinkestykker.

Tip: Se efter MSC- mærkning for at være sikker på, at fangsten ikke truer bestanden og
miljøet.

Madopskrift: Helle Brønnum Carlsen


Find flere opskrifter her...
Norsk fiskesuppe
Oksehalesuppe


Kender du kogebogen? Klik her...
Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop