Lige fra hjertet: Min mor spiste nådsensbrød

I 1904 fik en ung mand ved navn Jens arbejde på en gård. Han var født i små kår, og forholdene for tjenestefolkene på gården var heller ikke noget at råbe hurra for. Han sov i et usselt karlekammer, som han delte med en anden karl.

Hårdt slid var det, der var mest af i hans sølle dagligdag. Når han endelig var færdig med dagens arbejde i mark og i stald, var han sulten og dødtræt, men der var kun madrester tilbage til ham. Bonden, hans familie og gårdens øvrige tyende havde allerede gjort kål på det meste.

Der var dog ét lyspunkt i den unge karls liv, og det var den søde og kønne lillepige, Juliane, på nabogården. Hende drømte Jens om, både i dagtimerne og om natten, mens mus og andet kryb kravlede rundt i halmen under ham.

Det var Juliane, der fik ham til at udholde livet på gården, og han var fast besluttet på, at når hun en dag blev gammel nok, ville han tage mod til sig og fri til hende. Dog var han bekymret for, om hun overhovedet ville have ham, for han var jo fattig som en kirkerotte, og intet tydede på, at det nogensinde ville ændre sig, selv om han sled nok så hårdt i det.

Disse to unge mennesker blev min mormor og morfar, for heldigvis fik Juliane med tiden også et godt øje til Jens. Hver søndag gjorde han kur til hende efter bedste evne, når han fik lov at følge hende de to kilometer til gudstjeneste i kirken og tilbage igen.

Livets første solskin

Da Jens var 20 år og Juliane godt 17, medførte deres varme følelser for hinanden, at Juliane blev gravid. Så var de nødt til at gifte sig, men det var Jens kun lykkelig for.

For første gang i sit liv følte han, at solen havde skinnet på ham, også selv om det var lidt usikkert, hvor de skulle bo, og hvad de skulle leve af.

Straks efter Julianes 18-års fødselsdag stod det beskedne bryllup, og derefter flyttede de to nygifte ind på et værelse i et hus med to lejligheder. Nogen tid senere overtog de den ene af lejlighederne, Juliane fødte deres første barn, sønnen Poul, og året efter kom datteren, Lovise.

Det var hårde tider med fattigdom og arbejdsløshed, men alligevel klarede de sig. Juliane passede familien og husholdningen, mens Jens var daglejer. Han arbejdede i en grusgrav og skar også tørv og tog alle de tjanser, han kunne finde.

Imens voksede familien, for Erik og Rasmine dukkede også op.

Splittet af sygdom

Deres yngste datter, som blev døbt Augusta, var 18 måneder gammel, da den dødbringende spanske syge i sommeren 1918 begyndte at hærge i det meste af verden. På det tidspunkt boede familien i et lille, hvidkalket hus, og Jens arbejdede som fisker.

I nabohuset døde en mor til to børn, og Juliane, som igen var gravid, blev også ramt. Tre dage senere var hun borte. Jens stod fortvivlet tilbage med fem børn og kunne kun se på, mens hans elskede Juliane blev båret ud af huset.

Med ét slag forandrede alt sig for familien. Børnene var nu moderløse, Jens havde ikke kun mistet sin hustru, men også livslysten og humøret, og ifølge min mors ældre søskende blev han mut, sær og bitter.

Han opgav at have børnene hjemme hos sig, så Poul kom ud at tjene på en gård. Lovise, som var 13 år gammel ved sin mors død, blev lillepige på en gård.

Erik, Rasmine og lille Augusta blev spredt for alle vinde og så i de næste mange år ikke meget til hinanden og heller ikke til deres far. Erik flyttede ind hos sine bedsteforældre, Rasmine kom til at bo hos en faster og hendes mand, og lille Augusta, som mange år senere blev min mor, var der plads til hos faster Bodil og onkel Verner.

De fleste af disse familiemedlemmer boede på den samme egn. Alligevel kendte ingen af de tre yngste børn dem ret godt, for grundet mangel på midler og transportmuligheder havde det været småt med besøgene.

Fremover så de fem søskende kun deres far til fødselsdage og højtider.

Den uønskede datter

Nu skulle Augusta bo hos Bodil og Verner, som i forvejen selv havde datteren, Johanne, der blot var nogle få måneder ældre end Augusta.

Familien klarede sig godt, for Verner drev et gartneri og solgte frugt og grønt fra en bod i områdets største by hver onsdag og lørdag. Augusta og Johanne var i realiteten kusiner, men nu voksede de op som en slags søstre.

Selv om min mor som voksen sjældent lod det skinne igennem, var det alligevel hårdt for hende at spise nådsensbrød hos sine slægtninge. Johanne var jo barn af huset, og Verner forgudede sin datter.

Bodil var god til at glatte ud, når der blev gjort forskel på de to piger, og Augusta savnede selvfølgelig sin far, sine søskende og den mor, hun aldrig rigtig lærte at kende.

Skolen lå to kilometer borte, og da skoletiden kom, måtte Augusta trave ad en grusvej med skoletasken, mens der blev købt en brugt cykel til Johanne, som Verner lærte hende at cykle på.

Johanne var desuden lidt større af vækst end Augusta, og derfor måtte min mor altid nøjes med at overtage Johannes tøj og sko.

Da pigerne fyldte 12 år, var de gamle nok til at gå til dans på hotellet. Det ville de begge gerne, men kun Johanne fik lov, for det kostede nemlig penge.

De smukke silkebånd

Allerede da hjalp min mor lidt til i huset hos en malermesterfamilie, som boede i nærheden. På det tidspunkt havde alle piger langt hår, som blev flettet, og de heldige kunne pynte fletningerne med silkebånd.

Den slags luksus kendte Augusta ikke til, men en dag fik hun to fine sløjfer af den familie, hvor hun gik til hånde.

Jeg kan stadig huske min mor fortælle, hvordan hun glædede sig over at eje to så smukke bånd. Stolt kom hun hjem til Bodil og Verner med dem, men hendes glæde blev kort. Johanne ville nemlig have sløjferne, og så gjorde Verner kort proces og sagde:

– Giv båndene til Johanne!

Da min mor tøvede, fik hun besked på, at hun skulle være taknemlig for at få lov at bo hos dem, og at det kostede penge at have hende.

Historien gentog sig, da min mor fik et halssmykke i konfirmationsgave af malermesterfamilien. Det pyntede så fint på den hvide konfirmationskjole, men da Johanne og Augusta traditionen tro skulle til fotografen på konfirmationsdagen, syntes Bodil, at Johanne skulle bære halssmykket i stedet. Og sådan blev det.

Jeg får stadig et lille stik i hjertet, når jeg ser billedet af de to piger: Johanne sidder i en stol med halssmykket på, og min mor står ved siden af stolen uden noget smykke. Faster Bodil havde sagt til hende, at hun jo kunne få det tilbage, når konfirmationsdagen var forbi.

Min mor kunne ikke genkalde sig at have fået særlig meget fra sin far, hverken opmærksomhed eller andre ting, men ved konfirmationen skete der noget specielt: Hun fik nemlig en cykel af ham. Nu havde hun desværre ikke længere så meget brug for den, for efter konfirmationen var det slut med at cykle til skole.

En ung voksen

Fremover skulle hun forsørge sig selv, så hun skulle ud at tjene som barnefrøken og stuepige hos en fin familie, der boede på et lille slot.

Malermesterfamilien kendte folkene på slottet, og de havde anbefalet min mor til dem. Her flyttede min mor ind på et kammer for at tage sige af hele ni børn. Dermed var barndommen forbi.

– Jeg ville ellers så gerne have været i lære som damefrisør, men det sagde faster og onkel nej til. Som frisørelev fik man ingen løn, så jeg ville have været nødt til at bo hos dem, sukkede min mor en sjælden gang som voksen.

Hun havde det dog godt hos den store familie på det lille slot, for her oplevede hun, hvordan kærlighed og sammenhold mellem en stor flok nære slægtninge kunne udfolde sig. Det havde hun aldrig selv prøvet, for hun kendte nærmest ikke sine fire ældre søskende.

Til gengæld fik min mor nu for første gang i sit liv en veninde. Der var nemlig også en anden stuepige på slottet. Arbejdsdagen begyndte tidligt, for de to piger skulle tænde op i adskillige kakkelovne, og nogle dage skulle de også hjælpe til med arbejdet i kælderens herskabskøkken. Det var tungt med de store kedler og gryder, men der var dejligt varmt.

Min mor skulle også hjælpe børnene i familien med påklædningen, og hun blev imponeret over, at flere af dem allerede kunne noget engelsk og havde fine bordmanerer. Når de skulle ud på besøg, fulgte min mor med som en slags guvernante. Hun skulle holde samling på alle børnene, og det gjorde hun efter bedste evne, men hun nød også legene i de store parker og alt børnenes fine legetøj. Hun mindedes altid sin tid som barnefrøken på det lille slot som den hidtil bedste i sit unge liv.

Forelsket i en sømand

Da min mor var 17 år, var hun med hjemme på besøg hos sin venindes forældre. Den lørdag aften fik de lov at tage til bal i byen, og her mødte Augusta en ung mand ved navn Henrik. Han var sømand, og de to aftalte, at de skulle ses igen.

Det var ikke helt nemt, for Henrik sejlede jo, men de blev alligevel gift allerede året efter.

Det nygifte par flyttede ind i et lejet sommerhus ved et kystområde, og et par år senere byggede de et lille hus, som de boede i til deres død. Henrik, som senere blev min far, gik i land og fik arbejde som lastbilchauffør.

Min mor havde ikke fast arbejde, men plukkede æbler i en frugtplantage om efteråret, og desuden hjalp hun til med at servere, når de velhavende sommergæster i strandvillaerne holdt fester og selskaber.

I 1936 fik de to deres første barn, nemlig min dejlige storesøster, og desuden fik min mor kontakt til sine fire ældre søskende, som hun opnåede et meget nært forhold til.

Selv kom jeg til verden i 1943. Under krigen blev min far som så mange andre ramt af arbejdsløshed, men han fandt på at flette kurve. Det være sig cykelkurve, babykurve, tasker og meget andet, og det fortsatte han med resten af sit liv, selv om han senere kom i sognerådet, i kommunalbestyrelsen og i byrådet, og han var også strandfoged i hele 23 år.

Rige blev mine forældre aldrig, men vi manglede ikke noget i vores lille familie.

Af alle dem, jeg her har nævnt, er der nu kun mig tilbage. Jeg kigger gerne i de gamle fotoalbums, og så glæder jeg mig over, at den lille, moderløse Augusta, der spiste nådsensbrød hos familien, fik et lykkeligt liv som voksen.