Ny forestilling afskaffer julen og giver børn ubegrænset skærmtid

Aarhus Teater fejrer 125-års jubilæum med komedien ”Julen findes ikke”, som har premiere i dag. Vi har talt med scenograf Mie Riis om forestillingens kulørte scenografi og kostumer.
Af
Anita Lauridsen Banner
En kvinde i en sofa omgivet af nips i grønne farver.
Andreas Odbjerg har skrevet titelnummeret til stykket i samarbejde med Rune Borup.
Foto: Søren Jul Lamberth
Annonce

Forestil dig en verden, hvor voksne arbejder hver eneste dag, børnene har ubegrænset skærmtid, så de ikke keder sig, og julen er blevet afskaffet for længst, så ingen længere husker, hvad den egentlig gik ud på.

Det er essensen i juleforestillingen ”Julen findes ikke”, som man netop nu kan opleve på Aarhus Teater.

Til at skabe denne triste, triste verden – som heldigvis blomstrer op igen takket være børnene Hannah og Laust – har teatret hyret den erfarne scenograf Mie Riis, der er ansvarlig for både scenografi og kostumer.

– Til denne forestilling skulle jeg udtænke en verden, som ikke er vores egen, men som kunne være en parallelverden. Det er et stringent regime, hvor alt er holdt i afdæmpede grå-grønne farver. ”Bestemmeministeren” har jakkesæt på og ”bureaukraterne” masker med gråt hår og uhyggeligt store øjne, der holder øje med alle.

En kvinde, der kigger på en masse masker og har en ridderhjelm i hånden.
Mie Riis omgivet af uhyggelige masker til "Bureaukraterne" i forestillingen. I hånden har hun "Ridder Velfærds" hjelm.
Foto: Søren Jul Lamberth

Børnene skal blive bag deres skærme, og derfor har vi valgt at give dem allesammen briller på, da det er konsekvensen af det store skærmforbrug, fortæller Mie, da vi møder hende i kulisserne på Store Scene, hvor alle har travlt med at få de sidste detaljer på plads inden premieren.

Annonce

Blandt andet et højt, finurligt, pastelfarvet juletræ af flamingo, som Hannah og Laust bygger hos den demente og lidt skøre kunstner Karl-Heinz.

– Hans lejlighed repræsenterer rebelskhed og vildskab og et mere naivistisk udtryk og har derfor masser af farver i modsætning til den kedelige skærmverden, forklarer Mie.

En scene med to børn og en ældre mand samt en masse farverige kulisser.
I forestillingen besøger børnene Hannah og Laust kunstner Karl-Heinz i hans kulørte lejlighed.
Foto: Søren Jul Lamberth

Ældrebyrdedrage

Mie er uddannet scenograf og kostumedesigner på Statens Teaterskole og har været med til at skabe et hav af forestillinger i hele landet.

Allerede omkring et år før en forestilling får premiere, går hun i gang med at planlægge scenografien, og så er der flere delafleveringer undervejs, f.eks. af skitser og modeller af scenens opbygning.

Annonce

– Jeg afleverer de endelige kostumetegninger og tekniske tegninger cirka et halvt år i forvejen, for så ved teatret, hvad der skal indkøbes, sys og bygges.

Nogle ting kan genbruges fra teatrets lager, mens andre ting skal laves helt fra bunden. Det er altid en opvejning af økonomi, tid og prioriteringer, forklarer Mie.

Se selv forestillingen

”Julen findes ikke” spiller på Aarhus Teater frem til den 20. december.

Instruktør er Heinrich Topp Christensen, og titelsangen til stykket er skrevet af Andreas Odbjerg i samarbejde med Rune Borup.

På rollelisten er bl.a. Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Mette Døssing, Laura Kjær Jensen og Anders Baggesen

Læs mere på aarhusteater.dk.

 

Forestillingen på Aarhus Teater har krævet et stort set-up med omkring 33 medarbejdere til at opbygge scenografien og sy kostumerne.

– Scenografien bliver bygget på værksteder uden for teatret, og bagefter kommer de herind, hvor de bliver malet og lavet færdige, så der er mange led, de skal igennem, siger Mie.

Hun fortæller, at der i sådan en stor forestilling gerne må ske noget, som er både spændende, overraskende og sjovt for børnene. Foruden store malede baggrunde og klassisk teaterregi som møbler og nips har hun derfor udtænkt nogle lidt vilde elementer til scenen, der gør forestillingen ekstra levende. F.eks. en gigantisk brun ”ældrebyrdedrage”.

En stor brun drage med en tromle foran.
”Ældrebyrdedragen” har taget lang tid at lave, og Mie holder meget af den.
Foto: Søren Jul Lamberth

– Det er en fortolkning af ”ældrebyrden”. Ældrebyrdedragen kører Ridder Velfærd over og tilintetgør ham, hvis ikke de voksne arbejder og holder Ridder Velfærd stærk. På den måde kan ældrebyrden blive større og større. Der er lavet en tromle foran dragen, som Ridder Velfærd bliver kørt over af og bagefter suget ind i.

Annonce

– Dragen er bygget op omkring en vogn, som teknikeren indeni styrer, og så er der limet patinerede postsække uden på stativet. Der er lys i dragen, og der kommer røg ud af munden, og så har den vinger, som skal kunne løftes op og ned, og en hale, der kan bevæge sig, siger Mie og tilføjer:

– Det har taget rigtig lang tid at bygge dragen, og næsten alle har været involveret i processen. Det er så dejligt, når dygtige fagfolk kan gribe ens idéer og realisere dem i samarbejde med mig. ”Ældrebyrdedragen” er virkelig en darling, som jeg er glad for, så det bliver svært at tage afsked med den, når forestillingen er slut.

Utraditionel jul

Juletræsskulpturen hos Karl-Heinz har også taget en del tid at lave. Mie har udarbejdet en lille model af den i 1:25, og så er der et byggeteam og en malersal på teatret, som har bygget den i flamingo, lagt lyskæder ind, beklædt den og til sidst malet den.

– Vi har haft lidt problemer med at få juletræet til at rotere og skyde en blomst op i midten, men nu er det endelig lykkedes, smiler Mie.

Hun fortæller, at hun og instruktør Heinrich Topp Christensen gerne vil fremhæve den barnlige kreativitet og glæden ved skabe sit eget. Derfor ser juletræet hjemmelavet ud og kan køre rundt på scenen.

Annonce

– Idéen er, at børnene intet kender til julen, men finder en kasse med julepynt og nogle gamle aviser, som er revet i stykker, og derfra må de selv sammenstykke, hvordan julen ser ud, og hvad den går ud på. De opfinder deres egen juleaften, og den kommer på ingen måde til at ligne den traditionelle. Det synes jeg er sjovt. Jeg kan godt lide det skæve, humoristiske og lidt grimme.

En kvinde, der står med en turkis kuffert med et øje på og nogle flag i baggrunden med samme logo.
Mie har designet logoet, der ligner et øje, til rekvisitterne. Øjet symboliserer "big brother is watching you", for der bliver holdt godt øje med de arbejdende forældre.
Foto: Søren Jul Lamberth

Mie tegner for det meste kostumer på en iPad og laver også 3D-visualiseringer på en skærm, fordi det sparrer hende tid.

Inspirationen til kulisser og kostumer får hun til gengæld i den virkelige verden.

– Jeg bliver meget inspireret af udstillinger og film – og sjovt nok ikke lige så meget i teatret. Det er nok, fordi det er mit arbejde, og jeg kan slippe de faglige briller mere, når jeg f.eks. er i biografen og på udstilling.

Annonce

– I begyndelsen af en kreativ proces er jeg mere i min egen boble, og efter møder med instruktøren udvikler vi universet sammen og tænker forestillingen igennem. Når jeg læser en tekst første gang, får jeg billeder i hovedet med det samme, og som regel ender de allerførste idéer med at komme med i stykket, siger hun og tilføjer:

En kvinde, der sidder på en stol mellem to julemandskostumer.
To julemandskåber er stort set de eneste klassiske juleelementer i forestillingen.
Foto: Søren Jul Lamberth

– Det er skønt at kunne føre sine idéer ud i livet – når man går fra skrivebordsarbejdet til det rent praktiske på scenen. Jeg elsker at skabe universer og fortælle historier i billeder. Et teaterstykke er et stort maskineri med scenografi, lys, lyd, kostumer osv., der skal gå op i en højere enhed. Det kan jeg rigtig godt lide.

Annonce

Selv om Mie bor i København, har hun intet imod at pendle til Aarhus eller i det hele taget at have skiftende arbejdspladser i Danmark.

– Logistikken i det er lidt bøvlet, når man som jeg har to børn på ni og 13 år. Men det passer mig udmærket, at tingene ikke er de samme hver dag. Jeg kan godt lide den variation, der er i arbejdet. Man afslutter ét forløb, og går i gang med det næste et nyt sted.

Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.