
Jeg er en kvinde på 68 år, som sveder meget i hovedbunden. Faktisk bliver håret helt vådt. Det kommer, når jeg mindst venter det, og når jeg er stresset, og jeg vil mene, at overgangsalderen er forbi.
Dog tager jeg lidt forskellig medicin. Kan det mon være årsagen? Det drejer sig om depressionsmedicinen Quetiapin samt medicin for kolesterol og forhøjet blodtryk. Desuden har jeg type 2-diabetes.
Mvh. S
Mange lægemidler kan som bivirkning give hedeture, herunder visse typer antidepressiva, men jeg tror ikke, Quetiapin er et af dem.
Visse former for blodtrykssænkende medicin kan også give hedeture, så jeg vil foreslå, du lige tager en snak med din læge om dette, for der er mange forskellige slags medicin at vælge imellem, når blodtrykket skal ned, og måske skal du bare have noget andet.
Type 2-diabetes giver ikke hedeture, og jeg er enig med dig i, at overgangsalderen for længst er overstået. Desværre er der et lille antal kvinder, der efter overgangsalderen aldrig slipper helt af med hedeturene, så du kan være en af dem.
Overvægt hænger ofte sammen med type 2-diabetes, så vejer du for meget, kan et vægttab måske afhjælpe noget af varmen.
Du må til lægen og få lidt hjælp, og så kan det være, du slipper af med generne eller i det mindste bliver mindre generet.
Kærlig hilsen Lotte.

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk






Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.