Hver dag sad Jytte ved siden af Birthes seng. For første gang nogensinde var Birthe helt tavs, og Jytte tænkte på alle de gange, hun havde skældt sin søster ud, fordi hun altid snakkede så meget.
Nu var der helt stille, og det var Jyttes tur til at snakke. Først vidste hun ikke, hvad hun skulle sige, for det føltes fjollet at sidde og snakke til et menneske, der var uden bevidsthed. Alligevel begyndte hun at snakke, først om vejret og dagligdagens små og store ting, og så fortalte hun sin søster om alt det, de to havde oplevet sammen.
Måske er det derfor, Birthe Jespersen og Jytte Jensen nu kan sidde ved siden af hinanden igen og snakke, ikke som i gamle dage, for Birthe skal somme tider lede efter ordene. Alligevel har hun fundet de ord, der bedst kan beskrive hendes søster, og det er Birthe, der har anbefalet, at Jytte fik Familie Journals julekurv. For uden Jytte er det ikke sikkert, at Birthe i dag kan sidde i sit hjem i Vissenbjerg og være et helt almindeligt glad menneske.
Birthe bliver syg
Det begyndte en morgen for tre år siden. Birthe var gået i bad, men da hun kom ud fra badeværelset og gik hen imod sin mand, Leif, kunne han se, der var noget galt med Birthe.
Leif ringede efter en ambulance, og kort efter blev Birthe indlagt på Odense Universitetshospital. Det viste sig, at Birthe havde en udposning på hovedpulsåren i hjernen. Hun skulle opereres omgående.
Lagt i koma
– Da jeg kom ind på hospitalet, havde de lagt Birthe i koma. Operationen var gået i gang, og nu skulle vi bare vente og håbe på, at hun klarede det. Der gik 18 timer, inden de var færdige, og det var de længste timer i mit liv.
– Da vi var børn, var hun den irriterende storesøster, der altid var så fornuftig og sladrede, når jeg rodede mig ud i et eller andet, jeg ikke måtte. Da jeg var 16, og hun var 21, blev det noget andet. Vi begyndte at gå i byen sammen, og siden har vi faktisk aldrig været uvenner. Lægerne sagde, at det var godt, hvis vi snakkede til Birthe, selv om hun jo ikke kunne svare.
I starten følte jeg mig fjollet, men jeg havde på fornemmelsen, at et sted derinde bag alle slangerne og maskinerne var min søster, og nu var det op til os at få hende tilbage igen.
– Jeg havde det kun godt, når jeg med egne øjne havde set Birthe hver dag, og sådan gik det i tre uger, uden at hun sagde en lyd, uanset hvor meget jeg snakkede, men en dag mumlede hun pludselig et eller andet ord, jeg ikke kunne forstå. Et par dage efter talte sygeplejersken og jeg om, hvad der var Birthes livret. ”Det er aspargessuppe,” sagde jeg, og så så vi begge to, at Birthe slikkede sig om munden, siger Jytte.
Irriterende stædig
Derefter vågnede Birthe af sin koma, og selvfølgelig fik hun lidt aspargessuppe, men det var ikke den Birthe, som Jytte altid havde kendt. Hendes søster var nu halvsidig lammet, det meste af hukommelsen var væk, og hun kunne ikke sige mere end nogle få ord.
– Heldigvis har Birthe altid været så irriterende stædig allerede fra barn. Hun ville kun det, hun selv ville, og sådan var det også nu. Da hendes muskler skulle genoptrænes, var hun ikke til at stoppe igen. Den smule træning, de kunne give hende på hospitalet, var slet ikke nok. Hun masede videre skridt for skridt og senere på trapperne, indtil hun faldt udmattet om, siger Jytte
– men Birthe var ikke alene om at være stædig, selv om Jytte ikke taler om det.
Jytte var med sin søster hele vejen og hver dag. Det var en kamp, som de var to om. Også da Birthe skulle finde sine ord igen.
Et nyt liv
– Jeg havde glemt rigtig mange ting, og der var rigtig mange mennesker, jeg ikke kunne genkende. I den første lange tid kom Jytte forbi hver dag og fortalte mig, hvad vi havde lavet sammen, hvem vi kendte, hvad jeg godt kunne lide, og hvad jeg absolut ikke kunne lide, siger Birthe.
Hukommelsen er stadig ikke særlig god – til gengæld har hun helt styr på fortiden takket være sin søster. De snakker stadig sammen hver eneste dag, og hvis Birthe mangler nogle ord, ved Jytte godt, hvad hun vil sige.
– Birthe snakker igen alt for meget. Nu gør det bare ikke noget, siger Jytte.
