Jeg blev så harm, da jeg læste i Familie Journal nr. 36, at mors sommerhus er blevet en belastning. Du skal have meget ros for dit svar, jeg synes også, det var en rigtig grim tanke af børnene.

Læs også: Puks brevkasse: Mors sommerhus er blevet en belastning [1]

Jeg kan se, at jeg er meget heldig. Jeg har tre døtre, som er der for mig. Jeg er 83 år og fik pludselig en blodprop i hjertet for tre uger siden, og nu kommer pigerne på skift og hjælper mig. Det er jeg meget taknemmelig for. Jeg mistede min mand for 39 år siden af en blodprop i hjertet.

En glad mor

Læs også: Puks brevkasse: Min datter behandler mig som en grøntsag [2]

Kære En glad mor

Et af de emner, der fylder mest her i brevkassen, er så absolut, hvor meget vi skal hjælpe vores forældre, når de bliver gamle og syge.

Du er heldig, at du har tre døtre med overskud og vilje til at træde til. Det er nu ikke altid uvilje, når det går galt i familierne. Jeg tror, det går galt, fordi der ikke er overskud. Jeg har selv haft forældre, der var syge og meget tidskrævende. Det trækker tænder ud. Ikke kun, fordi man bruger en masse kræfter, men også, fordi det kan være svært at se rollerne byttet og se forældrene blive sårbare, gamle eller syge.

Læs også: Brev til Puk: Føler mig pludselig meget overset [3]

Jeg vil opfordre til, at man tager snakken om alderdom og sygdom i tider, hvor man er rask og rørig. Og ikke først, når situationen indtræffer. Tal om, hvad der skal ske, når man bliver ældre. Hvad er forventningerne? Hvad ønsker man, hvis man bliver syg? Det er virkelig en god idé at tale om den slags.

I vores kultur har vi en enorm berøringsangst over for emner som død, sygdom og alderdom, men det skal vi ikke have. Vi må have svesken på disken og tale frit.

Mange hilsner fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Kan jeg gøre noget for at genoprette kontakten?  [4]

[5]