Tak for en fantastisk brevkasse. Den er det første, jeg læser, når jeg har købt bladet.

Har lige læst indlægget om “den evige lytter” (Familie Journal nr. 33). Jeg er også “en evig lytter”, og hvor er jeg træt af det!

Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg fortsat være den evige lytter?  [1]

Har en del veninder, som jeg af og til ser på tomandshånd, men når jeg kører hjem, har jeg overhovedet ikke fortalt, hvad der sker i mit liv. Jeg bliver så ked af det, da jeg føler, at den anden ikke rigtig gider mig. Jeg spørger til hendes forældre, arbejde, børn, kæreste osv. Der bliver overhovedet ikke spurgt tilbage. Jeg synes jo, at en samtale skal være “ping-pong”, men oplever her kun enesamtaler. På et tidspunkt skrev én til mig bagefter, at næste gang skulle jeg nok få taletid. Det gjorde jeg ikke.

Ørepigen

Læs også: Brev til Puk: Veninderne lytter ikke til, hvad jeg har at sige [2]

Kære Ørepigen

Mange tak for de rosende ord om min brevkasse. Jeg håber, du fortsat vil kunne lide den, når jeg nu skubber lidt til dig.

Den forandring, du søger, kommer ikke af sig selv. Det er alt for rart for dine veninder at have en god lytter som dig, og den luksus slipper de ikke, før du selv kommer på banen. Hvis vi vil have et andet resultat end det, vi plejer at få, så er vi nødt til at gøre noget andet end det, vi plejer at gøre.

Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg råbe op eller tage hurra-hatten på? [3]

Så næste gang tager du ordet. Fortæller om noget, der optager dig. Du kan øve dig i det små, men beslut dig for, at hver gang du er sammen med veninderne, så gennemfører du taletid. Det er den eneste vej til at ændre den situation, du er i. Vi vil så gerne have, at forandring kommer fra andre mennesker, men forandring kommer fra os selv. Held og lykke, jeg håber du en dag skriver til mig igen og kalder dig Talepigen.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Puks brevkasse: Træt af at høre om vennernes børnebørn [4]